FTF: Gode pensions-takter i skatteaftale

Regeringen og DF indfører et ekstra skattefradrag for indbetaling til pension. En skridt i den rigtige retning for at få flere lavtlønnede til at spare op til pensionen, mener FTF.

”Godt, at regeringen nu kigger på samspilsproblemet, som bl.a. FTF længe har opfordret til at få løst. Det er meget vigtigt, at incitamentet til at spare op til pensionen ikke svækkes i de sidste år inden pensionsalderen”, siger formand for FTF, Bente Sorgenfrey (Foto: Colourbox)

06.02.18
FTF nyhed

Regeringen og DF vil med deres nye skatteaftale bl.a. gøre det mere attraktivt at spare op til pensionen.

Det nye incitament består i et nyt ekstra skattefradrag for pensionsindbetalinger, som skal gives til indbetalinger til en arbejdsmarkedspension på op til 70.000 kroner årligt. I forvejen er indbetalinger til pension skattefrie for alle, men den model gavner især de højtlønnede, som sparer den høje topskat, når de betaler ind til pensionen.

Det nye fradrag skal således give større gevinst til lønmodtagere, der betaler højst 70.000 ind på pensionen om året. Fradraget skal dermed imødegå den tendens, at især lavtlønnede i deres sidste år på arbejdsmarkedet undlader at spare op til pensionen, fordi de har udsigt til at blive modregnet i pensionen, hvis de har løbende indkomster fra en arbejdsmarkedspension – det såkaldte samspilsproblem.

FTF: Godt at få taget hul på samspilproblemet 

”Det er godt, at regeringen nu kigger på samspilsproblemet, som bl.a. FTF længe har opfordret til at få løst. Det er meget vigtigt, at incitamentet til at spare op til pensionen ikke svækkes i de sidste år inden pensionsalderen”, siger formand for hovedorganisationen FTF, Bente Sorgenfrey

FTF har bl.a. tidligere foreslået, at indbetalinger til arbejdsmarkedspensioner fra fem år før pensionsalder og afkast heraf ikke skal modregnes i folkepensionstillægget. På den måde øges gevinsten ved at fortsætte opsparingen. FTF foreslår også, at pensionsindbetalinger efter folkepensionsalderen fritages for modregning i ældrecheck og folkepensionstillæg.

Modregninger i pensionen

Folkepensionens grundbeløb udbetales uafhængig af indtægter fra pension.
Derimod kan man blive modregnet i ældrecheck og Folkepensionstillæg - hvis man har pensionsindkomst


Bente Sorgenfrey opfordrer samtidig politikerne til som næste skridt til at forenkle reglerne.  Med den nye aftale er der nemlig indført forskellige satser for det nye fradrag: Personer, der har mere end 15 år til deres folkepensionsalder, får således et fradrag på 12 procent, mens personer, der er 15 år eller mindre fra folkepensionsalderen, får et fradrag på 32 procent.

”De her regler gør det jo ikke super let for den almindelige lønmodtager at gennemskue. Hvis man vil øge folks motivationen til at spare op til pensionen, må reglerne også være til at forstå”, siger Bente Sorgenfrey.

Udsatte betaler
I alt 5 milliarder kroner har parterne besluttet at bruge på at lette skatterne på især arbejde og pensionsindbetaling. Pengene til skattelettelserne udmønter tidligere aftaler, som regeringen allerede har indgået med DF, nemlig i hhv 2015 og 2017. Den resterende finansiering findes bl.a. ved at skærpe kravene til en række udvalgte overførselsindkomster, som fx uddannelseshjælp og kontanthjælp, ligesom der skal indføres et skærpet opholdskrav for optjening af udvalgte ydelser, fx ret til dagpenge.

”Det er godt at regeringen gør noget for at få flere til at spare op til pensionen – men det er helt urimeligt, at de finder en del af pengene ved at forringe forholdene for de økonomisk dårligst stillede”, siger Bente Sorgenfrey.