FTF: Aftale om førtidspension peger i rigtig retning

Ny politisk aftale om førtidspension betyder, at flere mennesker med behov for det, kan få førtidspension uden at skulle igennem udsigtsløst ressourceforløb. Positivt hvis aftalen kan bidrage til at skabe større ensartethed på tværs af kommunegrænser, end der er i dag, mener FTF.

"Positivt at borgere fremover kan få førtidspension uden at skulle igennem udsigtsløse ressourceforløb, hvis det er åbenlyst, at der ikke er nogen arbejdsevne at udvikle”, siger Bente Sorgenfrey. (Foto: Mette Løvgren)

07.02.18
FTF nyhed

Med en ny aftale blandt forligspartierne om førtidspension er der taget et skridt i den rigtige retning. Det mener Bente Sorgenfrey, formand for hovedorganisationen FTF.

”Aftalen er et første vigtigt skridt i den rigtige retning. Fremover vil borgere fremover kunne få førtidspension uden at skulle igennem udsigtsløse ressourceforløb, når det er helt åbenlyst, at der ikke er nogen arbejdsevne at udvikle”, siger Bente Sorgenfrey.

Større ensartethed mellem kommunerne
Bente Sorgenfrey forventer, at præciseringen af reglerne i den nye aftale vil bidrage til at skabe mere ensartethed i tilkendelserne af førtidspension på tværs af kommunegrænserne.

”Det skal ikke være den enkeltes adresse, der afgør, hvorvidt man kan få en førtidspension. Det er derfor positivt, hvis aftalen kan bidrage til en større ensartethed på Danmarkskortet”, siger Bente Sorgenfrey.

Hun finder det også positivt, at det nu fremgår af lovteksten, at der er behov for at præcisere reglerne for tilkendelse af førtidspension: Dokumentationskravet skal fremover også kunne opfyldes, uden at borgeren har gennemgået et ressourceforløb.

Bente Sorgenfrey understreger samtidig, at alle problemer med reformen ikke er løst med den nye aftale.

”Der er tale om en mindre præcisering, så der er fortsat lang vej, før reformen kommer til at matche intentionerne med førtidspensionsreformen. Det må afvente, at den store evaluering af reformen ligger klar”, siger hun.

Hun peger på, at der også er behov for at se på en række andre uhensigtsmæssigheder ved reformen – ikke mindst bedre mulighed for fastholdelsesfleksjob.