FTF'erne: Min fagforening skal have viden om fag og uddannelse

Min fagforening skal have viden om mit fag, uddannelse og jobmarked, siger stort flertal af lønmodtagerne i undersøgelse. Fagforeninger med OK-mærket kender medlemmernes fag og branche bedst, fastslår FTF og LO.

09.11.17
FTF nyhed

Et stort flertal af danske lønmodtagere forventer, at fagforeningen har særlig viden om deres fag, uddannelse og ikke mindst har kendskab til det særlige arbejdsmarked for faget – og dermed kan rådgive om udviklingsmuligheder inden for faget. 

Det viser en undersøgelse fra Epinion blandt 1.840 lønmodtagere.

Hele 91 procent af FTF’erne mener, at det er vigtigt, at fagforeningen har viden om faget og kendskab til arbejdsmarkedet for professionen. Det samme mener 80 procent af alle lønmodtagere og 70 procent af dem, der er medlem af en gul forening.

Gå efter OK-mærket, når du vælger fagforeninger
Men langt fra alle fagforeninger ved lige meget om fag, uddannelse og job. I modsætning til de gule foreninger har traditionelle fagforeninger stor viden om det specifikke fag, profession, uddannelse og arbejdsmarked for den pågældende faggruppe. Det gælder eksempelvis FTF’s medlemsorganisationer, der fx organiserer finansfolk, sygeplejersker, lærere, bygningskonstruktører og pædagoger.

En rigtig fagforening er bedre til at rådgive om udviklingsmuligheder og uddannelse inden for faget, hvilket efterspørges af mere end 70 procent af lønmodtagerne i den nye undersøgelse.

”Det er en unik egenskab ved fagforeninger med OK-mærket, at vi kender medlemmernes fag. Vi tilbyder ny viden om faget, skaber netværk, giver rådgivning og styrker medlemmernes faglige identitet, så de står stærkt på arbejdsmarkedet”, siger formand for FTF Bente Sorgenfrey.

Derfor fylder faget og faglig udvikling også meget i den relancering af OK-kampagnen, som FTF og LO netop har skudt i gang. OK-mærket er et kvalitetsstempel på de fagforeninger, som har dybt kendskab til medlemmernes fag og branche, og som forhandler overenskomster med arbejdsgiverne, lyder budskabet i kampagnen!