FTF: Kommuner bør byde på egne opgaver

Hver anden opgave i udbud kan kommuner selv løse bedst og billigst. Derfor bør kommuner og offentlige myndigheder oftere byde selv, når de sender opgaver i udbud, mener FTF. Trods gode erfaringer, er det kun få kommuner, der giver et såkaldt kontrolbud, viser en ny analyse.

23.10.14
FTF nyhed

Hver anden offentlige opgave, som sendes i udbud, kan kommunerne selv løse bedst og billigst. Det viser en ny analyse af omfanget af kontrolbud, som Rådet for Offentlig-Privat Samarbejde offentliggør i dag. Et kontrolbud er, når kommuner eller offentlige myndigheder selv giver et bud på de opgaver, der bliver sendt i udbud. Generelt vinder næsten 50 procent af kontrolbuddene opgaverne.  

Men kun 51 gange har kommuner og andre offentlige myndigheder fra foråret 2012 til foråret 2014 budt ind på egne opgaver. Til sammenligning er der i samme periode indgået kontrakter om ca. 2.400 EU-udbud i Danmark. Et EU-udbud er et større udbud omfattet af EU-regler.

Generelt er erfaringerne med kontroludbud gode, da de skærper konkurrencen. Samtidig fremhæver flere kommuner, at kontroludbuddene giver kommunerne bedre kendskab til deres egen organisation. Så det er ærgerligt, at så få kommuner gør det, mener Bente Sorgenfrey, der er formand for FTF, hovedorganisation for 450.000 medarbejdere i den offentlige og private sektor.

”Hvis kommunen kan løse opgaven bedst og billigst, skal den naturligvis ikke udliciteres. Det ville i givet fald betyde, at det bliver dyrere og dermed svækker den offentlige service til borgerne”, siger hun.   

Kontrolbud – når det giver mening

På den negative side oplever flere kommuner også kontroludbudsprocessen som ressourcekrævende. Og så er der tilfælde, hvor kommuner, der udbyder opgaver, ikke lever op til kontrolbudsbekendtgørelsen, fordi de ikke oplyser, at der vil blive afgivet kontrolbud.

”Processen skal være åben og fair, og kommunerne skal selvfølgelig kun afgive kontrolbud, når det giver mening. Men analysen viser, at der er mange gode erfaringer, og at det ofte giver mening, og derfor bør flere kommuner byde selv, når de sender opgaver i udbud. Det er i alles interesse, at opgaverne løses bedst og billigst”, siger Bente Sorgenfrey.