Laval-sagen

EF-domstolen har den 18. december 2007 afsagt dom i den såkaldte Laval-sag. Sagen drejer sig om, hvorvidt en lettisk virksomheds ret til at levere tjenesteydelser i Sverige efter EU-retten er forenelig med fagforeningens ret til at konflikte for at sikre lønmodtagerrettigheder igennem kollektive overenskomster.

20.12.07
Notat
AF

Dommen kommer parallelt med EF-dostmolens afgørelse i Viking-sagen, som også har været kommenteret på FTF’s internetside. Begge domme har været præget af, at store politiske interesser har været på spil, ligesom der har hersket en vis ængstelse over, hvordan den EU-retligt specialiserede domstol ville vægte hensynet til arbejdsmarkedets pater.

Retten til at konflikte
I sin dom fastslår EF-domstolen indledningsvist, at EU-retten finder anvendelse, fordi udøvelse af kollektive kampskridt kan virke hindrende på tjenesteydelsers frie bevægelighed. Den danske regering havde ved domstolen argumenteret for det modsatte, men fik ikke ret heri. Yderligere fastslår domstolen, at kollektive kampskidt er en EU-retlig grundrettighed, men, at rettigheden kan underkastes visse begrænsninger. Kollektive kampskridt er alene lovlige, hvis de forfølger et beskyttelsesværdigt formål og ikke bruges i overdreven grad.

Omkring det første kriterium – at kollektive kampskridt skal forfølge et beskyttelsesværdigt formål – anerkender domstolen vigtigheden af, at beskytte lønmodtagernes interesser. De kollektive kampskridt skal derfor have til formål at skabe regler for, hvilke løn- og arbejdsvilkår arbejdsgiver skal overholde, når tjenesteydelser cirkulerer mellem EU’s medlemsstater. Hertil bemærker EF-domstolen imidlertid, at området for løn- og arbejdsvilkår allerede er reguleret som følge af medlemslandenes pligt til at indføre udstationeringsdirektivet. Udstationeringsdirektivet giver i sin artikel 3 medlemsstaterne en pligt til at regulere en række ansættelsesretlige forhold, men giver medlemsstaterne frihed til, selv at bestemme det specifikke indhold af reguleringen. Udstationeringsdirektivet åbner mulighed for, at reguleringen af arbejdsmarkedet kan ske gennem overenskomster. Udgangspunktet betyder med andre ord, at en udenlandsk arbejdsgiver, skal overholde danske overenskomster, når tjenesteydelsen leveres i Danmark.

Domstolen præciserer, at de regler, som medlemsstaten indfører som følge af udstationeringsdirektivet, skal være tilstrækkeligt præcise og tilgængelige. Årsagen hertil er, at det i praksis ikke må være urimeligt vanskeligt for en EU-arbejdsgiver, som vil agere på det danske marked, at få indsigt i, hvilke regler, som skal overholdes. De svenske kollektivarbejdsretlige system opfyldte ikke dette kriterium, hvorfor domstolen kendte kampskridtene ulovlige. Domstolen tillagde det i den forbindelse en betydning, at arbejdsgiveren heller ikke kunne danne sig et overblik over, hvor længe en konflikt ville vare.

Dommen peger på praktiske forhold på det svenske arbejdsmarked som en konkret hindring for, at en EU-arbejdsgiver kan levere sine tjenesteydelser dér. Imidlertid er dommen upraktisk i det henseende, at det er vanskeligt, at finde pragmatisk løsninger på disse hindringer.

Afgørelsen rejser en problemstilling om, med hvilke midler der skal skabes klarhed over reguleringen på arbejdsmarkedet. Udstationeringsdirektivet giver eksplicit mulighed for regulering gennem overenskomster, men domstolens præmisser peger i retning af, at alene lovgivning kan skabe den fornødne gennemsigtighed om løn- og arbejdsvilkår.

Dommen skaber ikke kun uklarhed om, hvorledes der skal skabes gennemsigtighed på arbejdsmarkedet, men også om hvilke regler, der gælder. Det danske arbejdsmarked er præget af, der fra tid til anden eksisterer flere overenskomster, der finder anvendelse på samme arbejde. Med en sådan regelvalgskonflikt for øje, synes en model, hvor overenskomster kundgøres gennem lovgivning ikke i sig selv at opfylde EF-domstolens betingelser.

Forskelsbehandling af udenlandske overenskomster
Som et andet spørgsmål i sagen fastslår domstolen, at de danske fagforeninger er forpligtiget til ikke at gøre forskel på overenskomster som er indgået mellem arbejdsgivere og arbejdstagere i andre EU-lande. Dette gælder imidlertid alene, hvis en sådan fremmed overenskomst opfylder de krav, som det danske arbejdsmarked stiller efter Udstationeringsdirektivet. Udstationeringsdirektivet sætter derfor en nedre grænse for, hvilke vilkår den udenlandske arbejdsgiver må tilbyde sine lønmodtagere men samtidigt en øvre grænse for, hvilke rettigheder en lønmodtagerorganisation må konflikte til fordel for.

Sammenfattes domstolens konklusioner ses det, at den danske arbejdsmarkedsmodel vil være sårbar overfor arbejdsgivere, som vil udøve social dumping. Fagforeningerne risikerer således at  stå forsvarsløse over for dårligt aflønnende arbejdsgivere, så længe der ikke hersker den efter EF-domstolens opfattelse fornødne klarhed.

Dommen illustrerer endvidere en grundlæggende udfordring, som den danske arbejdsmarkedsmodel står overfor i de kommende år. Danske domstole og myndigheder vil for fremtiden således ikke kunne forvendte at, være helt autonome i deres stillingtagen til arbejdsretlige spørgsmål, men skal tillige tænke EU-reglerne ind i deres afgørelser. Dertil kommer, at domstolene har en pligt til efter EF-traktatens artikel 234, at forelægge tvivlsspørgsmål for EF-domstolen, med betydelige sagsbehandlingstider til følge.