FTF: God ide at forny den danske model

Forslag fra Socialdemokratiet om at forny den danske model på det offentlige arbejdsmarked er en god ide, mener FTF. Vigtigt at arbejdsmarkedets parter inddrages. S vil lave velfærdspagt med øvrige partier om at dække velfærdsudgifter til flere børn og ældre som kvittering for OK18-forlig.

Bente Sorgenfrey opfordrer aftaleparterne på det offentlige arbejdsmarked til at sætte sig sammen og se på, hvordan den danske model kan justeres, så den kommer til at fungere mere hensigtsmæssigt på det offentlige arbejdsmarked. (Foto: Lærerlockouten i 2013/FTF) .

30.04.18
FTF nyhed

Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen ønsker at forny den danske model på det offentlige arbejdsmarked på grund af det høje konfliktniveau.

Udmeldingen kommer efter de netop overståede OK18-forhandlinger, der var meget tæt på at ende i storkonflikt. Moderniseringsstyrelsens udmelding om spisepausen kritiseres skarpt af Mette Frederiksen, der vil have mere tillid til de ansatte og større armslængde til politikerne, fx ved at styrke forligsinstitutionen.  

”Der er brug for mere armslængde mellem politikerne, og dem der forhandler. Vi skal forny modellen og måske lade os inspirere af blandt andet Sverige og Norge. Jeg har ikke den endelige model, men måske vi skal sikre, at forligsinstitutionen får flere muskler. Det, jeg forslår, er, at vi konkret sætter et arbejde i gang med arbejdsmarkedets parter for at se, om vi kan gøre tingene klogere”, siger Mette Frederiksen til TV2 News.

FTF: Behov for fornyelse efter OK18
Den udmelding vækker glæde hos formand for hovedorganisationen FTF, Bente Sorgenfrey.

”Der er åbenlyst behov for, at parterne sætter sig sammen og drøfter mulige justeringer af den danske model i forhold til det offentlige område. At vi har så relativt højt konfliktniveau på det offentlige arbejdsmarked sammenlignet med de øvrige nordiske lande, bør mane til eftertanke”, siger hun.

Bente Sorgenfrey opfordrer aftaleparterne på det offentlige arbejdsmarked til at sætte sig sammen, nu hvor OK18 er afsluttet, og se på, hvordan den danske model kan tilpasses og justeres, så den kommer til at fungere mere hensigtsmæssigt på det offentlige arbejdsmarked. 

FTF har længe næret et sådant ønske, ligesom FTF og bl.a. ILO har kritiseret den politiske indblanding i tidligere OK-forhandlinger i 2013, lovindgrebet og lockout af lærerne.

 

S: Problemer med Moderniseringsstyrelsen
Mette Frederiksen kritiserer bl.a. Moderniseringsstyrelsens håndtering af OK18 og spisepausen.

”Jeg er stærk tilhænger et velfærdssamfund, men vi kan ikke gøre det uden vores offentligt ansatte. Vi har brug for en arbejdsmarkedsmodel på det offentlige område, der respekterer de offentligt ansatte,” siger hun til TV2 News.

”Der er nogle åbenlyse problemer med Moderniseringsstyrelsen. Lige nu bidrager de ikke, med det de skal; at udvikle den offentlige sektor til gavn for borgerne, og udvikle en offentlig sektor, hvor de offentligt ansatte har lyst til at arbejde. Der skal være fokus på langsigtet ledelse, frem for ensidig styring. Det skal ske i et samarbejde med de offentlige ansatte, og det er ikke godt nok som det foregår i dag.”

”Der er alt for entydigt et fokus på hurtige effektiviseringsgevinster i stedet for langsigt ledelse af den offentlige sektor”, fastslår S-formanden, der samtidig kritiserer Moderniseringsstyrelsens fokus på at afskaffe den betalte spisepause, inden OK18 gik i gang.

”Jeg kender ikke en pædagog, der ikke ville rejse sig midt i frokosten, hvis der var behov for det,”, siger hun og hentyder til, at de offentligt ansatte bør have løn for den tid, som der er afsat til frokostpausen, ligesom der er under øvrige pauser.

S vil lave velfærdspagt til gavn for flere børn og ældre 
I samme ombæring foreslår S også, at Folketingets partier giver et politisk håndslag om at dække øgede udgifter til flere børn og ældre på det offentlige område.

"Danmark er ude af den økonomiske krise. Vi har muligheden for at investere i vores velfærd. Derfor foreslår Socialdemokratiet i dag et politisk håndslag her på Christiansborg. Som kvittering for, at parterne er nået til enighed om nye overenskomster. Så lad os politisk aftale, at vi dækker de udgifter, der følger af, at vi heldigvis bliver flere ældre og flere børn. En slags velfærdspagt. Så vi ikke skal opleve, at velfærden udhules år efter år. At man ikke skal starte hvert år med at skære ned. Men at der er noget at bygge videre på.", lød budskabet fra Mette Frederiksen i dag på Christiansborg.

S-forslag: Ny model og opgør med NPM

OK18-forløbet har fået Socialdemokratiet til at melde ud, at der bør ske ændringer: Dels om Moderniseringsstyrelsen. Dels om de økonomiske rammer for vores velfærd. Om fremtiden for den danske model. Og især om hvordan det er at arbejde i den offentlige sektor.

Arbejdet med at forny den danske model bør ifølge S-formanden ske i regi af et udvalg eller en kommission i samarbejde med arbejdsmarkedets parter - ikke igennem trepartsforhandlinger.

- Den danske model klarede det. Men forløbet har også vist, at der er udfordringer på det offentlige område, siger Mette Frederiksen til Ritzau.

- Det skyldes måske især, at rollerne som arbejdsgiver og lovgiver er så tæt forbundet med hinanden, og fordi der i hvert fald teoretisk er en mulighed for, at de offentlige arbejdsgivere kan spare penge, når der bliver meldt en konflikt, siger hun.

S foreslår ud over en fornyelse af den danske model endnu engang en "fingrene væk-reform", der skal gøre op med styringsmodellen New Public Management.