Kanoniseret ledelse på Lotte

Plejehjemmet Lotte, ledet af Thyra Frank, var blandt de 12 bedste ledelsesbedrifter, da den første danske ledelseskanon blev præsenteret i januar i år. Thyra Frank repræsenterer en ledelsesstil hvor beboeren er i centrum – og kontoret i en plasticpose.

20.03.09
Leder-info
AF

 

Mandag Morgen tog sammen med Personalestyrelsen, Dansk Erhverv, DJØF, Mercuri Urval, C3, KVINFO og Finansforbundet sidste år initiativ til at skabe Den danske ledelseskanon. Initiativet skulle sætte fokus på "det gode" og "det danske" ved god ledelse i Danmark – to afgørende faktorer i tidens ledelsesdebat.

Plejehjemmet Lotte var at finde på listen over de 12 bedste ledelsesbedrifter, da kanonen blev offentliggjort i januar i år. Leder af plejehjemmet Thyra Frank, der desuden i 2008 blev nomineret til prisen som Årets Leder, har siden 1988 arbejdet på at forvandle et gennemsnitligt Frederiksberg-plejehjem til et sted hvor hun selv kunne tænke sig at blive gammel. Plejehjemmet havde på mange måder de samme problemer, som genfindes i store dele af sektoren, med højt sygefravær og manglende nærvær.

Thyra Frank så den problemstilling som en oplagt udviklingsmulighed. Sammen med sit personale gik hun i gang med at kortlægge, hvad der skulle til for at de havde lyst til at blive gamle på stedet.

På to år faldt personalets sygefravær til 4 pct., og i dag er det helt nede på 2 pct. Til sammenligning ligger sygefraværet på op mod 15 pct. i store dele af sektoren. Det lavere fravær sparer i sig selv en 0,5 million kr. på vikarkontoen hvert år, og satsningen på at nedbringe fraværet har øget nærværet mellem personale og plejehjemmets beboere.

Generelt er holdningen, at jo mere tid man bruger bag pc’en på at dokumentere kvaliteten, desto mindre tid er der til at tage del i livet på plejehjemmet og skabe livskvalitet for beboerne. Thyra Frank udtaler: "Vores vigtigste opgave er at være synlige. Derfor er mit kontor midt i spisestuen blandt beboerne. Mit kontor er i en plasticpose".

Plejehjemmet Lotte definerer sig selv som et hjem – et sted, hvor mennesker bor og lever. Derfor kan beboerne stå op, når de vil, have de kanariefugle, de vil, bruge toilet frem for ble og få et glas vin til maden. Her prioriteres en god aftensludder frem for sengetider afmålt efter personalets mødetid og arbejdstilrettelæggelse. Og Thyra Frank går ikke af vejen for at rette skytset mod kontrolbesøg, dokumentationskrav og sanitært begrundede uddannelseskrav, som står i vejen for, at hun kan servere blødkogte æg og lade senildemente skrælle kartofler.

Her er personalet "hearthuntet og ikke headhuntet" og her handler lederskab ikke om managamentsystemer eller kontrol, men om at gøre det, der skal til, uanset om det betyder, at man bliver nødt til at bøje en regel eller to.

Kilde: Mandag Morgen