38 organisationer på kvindernes kampdag: Bryd løntabuet og skab ligeløn!

Ulige løn i dag skyldes især det kønsopdelte arbejdsmarked, men også at løn er et stort tabu. Vi skal derfor sammen skabe en kultur, hvor vi taler om løn med hinanden. Det skriver 38 faglige organisationer på tværs af AC, FTF og LO i dag i dette fælles debatindlæg i Politiken.

Der er ikke ligestilling mellem mænd og kvinder i Danmark, når vi skæver til lønsedlerne. Derfor bør vi dele, hvad vi får i løn med flere, lyder opfordringen fra 38 faglige organisationer i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts.

08.03.18
Bentes Blog

Hvorfor er du single? Hvem har du sidst kysset med? Hvor mange penge tjener du om måneden?

Af de tre spørgsmål er det for mange mennesker mest ’upassende’ spørgsmål det sidste: For løn er en privatsag. Det er sådan, vi er opdraget; at snak om løn med kolleger, venner og familie er tabu. Men hvorfor egentlig?

Vi er 38 fagforbund, der i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag i dag 8. marts er gået sammen om at skrive dette debatindlæg i Politiken i dag for at dæmme op for løntabuet i håb om, at mere åbenhed vil skabe mere ligeløn.

Vi skriver 2018, og vi bryster os af at være ét af de mest ligestillede lande i verden. Men sagen er den, at kvinder i gennemsnit tjener 15 procent mindre end mænd ifølge tal fra Eurostat. Så på tværs af faggrupper og uddannelsesbaggrund er vi 38 fagforbund enige om, at ligeløn skal højt på dagsordenen – ikke kun i dag, men også resten af årets 364 dage, for det er på tide at rette op. 

Den 8. marts inviter de 38 organisationer dig dog til arrangement på Diamanten for at sætte fokus på problemet. Mere info om det her. 

Invitation til dig

#DelDinLøn-kampagnen inviterer dig til at deltage i et arrangement om lige løn på Det Kongelige Bibliotek i Diamanten den 8. marts. Se mere om arrangementet i invitationen her. 

Hemmelig løn
Hos Institut for Menneskerettigheder peger man på, at eksisterende undersøgelser viser, at åbenhed om løn er en af vejene til at opnå ligeløn. I Danmark er det ulovligt at lønne mænd og kvinder forskelligt på grund af køn.

Vi mener, at hvis vi begynder at tale mere åbent om løn på vores arbejdspladser og i offentligheden generelt, kan vi komme løntabuet til livs. For hvis du ikke ved, hvad din kollega tjener, ved du heller ikke om der er ligeløn på din arbejdsplads. Og hvordan skal vi så nogensinde sikre solidaritet og ligeløn?

Politisk modvilje
Vi har bedt VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, om at undersøge, hvordan det står til med lønåbenhed i andre lande. Rapporten, som udkommer i dag, beskriver, hvordan Storbritannien, Island og Tyskland alle i 2017 gennemførte indsatser, der skal øge lønåbenheden netop med det erklærede formål at opnå ligeløn mellem kvinder og mænd.

VIVE-rapporten bliver fremlagt i dag på en konference på Christiansborg, hvor fem af folketingets ligestillingsordførere debatterer, hvordan lønåbenhed kan være en vej til ligeløn. For mens lønåbenhedstoget tilsyneladende buldrer derudaf i lande, vi normalt sammenligner os med, er det som om, vores ligelønstog stadig holder stille på perronen. Det er vi ikke tjent med. Lad os i stedet hoppe med på toget og lade os inspirere af de gode eksempler fra andre lande. Det er på tide at tage et opgør med den danske politiske modvilje mod at lovgive om lønåbenhed.

Lovgivningsmæssigt har det i de seneste knap to årtier været et skridt frem og to tilbage, når det kommer til løngennemsigtighed. Groft sagt er der ikke sket nogen forbedringer i Danmark siden 2001, da loven om ligelønsstatistik så dagens lys.

Facts om ligeløn

Den 8. marts offentliggøres en rapport af Vive om lønforskelle mellem mænd og kvinder. Du kan se de interessante tal og facts her og her. Blandt andet står der, hvad en kvinde rundt omkring i Europa tjener, hver gang en mand tjener 100 kroner - I Danmark er tallet 85 kroner.

Da VK-regeringen kom til magten i 2015, valgte den at rulle indsatsen for ligeløn adskillige år tilbage, så virksomheder med under 35 ansatte ikke længere behøvede at lave kønsopdelte lønstatistikker. En lov, der ellers blev vedtaget i 2006 for at sikre mindre skævvridning på lønfronten. Forudsætningen for at kunne ændre på de urimelige skævheder er jo netop, at man kan få adgang til de faktiske lønforhold. Derfor står vi i dag sammen om at opfordre vores politikere til at lave en tidssvarende lovgivning, der skaber fuld gennemsigtighed i forhold til kønsopdelte lønstatistikker.

#DelDinLøn og nedbryd tabuet
Vi har ikke alene brug for stærkere lovgivning. Derfor anbefaler vi også, at arbejdsgivere, tillidsrepræsentanter og samarbejdsudvalg oplyser de ansatte om, at de ifølge ligelønsloven har ret til at drøfte løn og udveksle lønoplysninger indbyrdes og at sørge for, at der som en naturlig arbejdspladskultur hersker klar information om de kriterier, der ligger til grund for fastsættelse af lønnen på arbejdspladsen.

Så vores opfordring til alle jer lønmodtagere, tillidsrepræsentanter og arbejdsgivere ude i landet er: #DelDinLøn, nedbryd tabuet og vær med til at skabe en hårdt tiltrængt ligestilling på lønområdet.

Sendt på tværs af faggrupper under FTF, AC og LO. Underskriverne er: 3F, Bibliotekarforbundet, BUPL, Dansk Artist Forbund, Danmarks Lærerforening, Dansk Journalistforbund, Dansk Metal, Dansk Psykolog Forening, Dansk Skuespillerforbund, Dansk Sygeplejeråd, Danske Bioanalytikere, Danske Fysioterapeuter, Danske Socialrådgivere, Danske Tandplejere, DJØF, Dansk Magisterforening, Den Danske Dyrlægeforening, Farmakonomforeningen,  FOA, Forbundet Arkitekter og Designere, Foreningen af Tekniske og administrative Tjenestemænd, Forsikringsforbundet, Frie Skolers Lærerforening, FTF, Gymnasieskolernes Lærerforening, HK, Ingeniørforeningen IDA, JA, Jordmoderforeningen, Kommunikation og Sprog, Konstruktørforeningen, Kost & Ernæringsforbundet, LO, Pharmadanmark, PROSA, Radiografrådet, Socialpædagogerne, Uddannelsesforbundet.