Mange seniorer oplever aldersdiskrimination på jobbet

Hver tredje FTF'er oplever, at det er sværere for seniorer end for yngre at få job på deres arbejdsplads. Samme oplevelse har 41 procent af seniorerne på 60 år og derover. Stop aldersdiskrimination og lav en seniorpolitik, mener FTF.

Kilde: FTF-panel undersøgelse om tilbagetrækning, 2017.

02.04.18
FTF analyse

Mens arbejdsgiverne næsten ugentligt advarer om mangel på kvalificeret arbejdskraft, viser en ny undersøgelse, at kvalificerede seniorer med relevant uddannelse har svært ved at få nyt job.

En ny undersøgelse fra hovedorganisationen FTF blandt mere end 3.300 privat og offentligt ansatte FTF’ere, fx politifolk, fysio- og ergoterapeuter, it- og finansansatte, afdækker således problemer med aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet.

Præcis hver tredje FTF’ere (33 %) er helt enig eller enig i, at det er sværere for seniorer end yngre ansøgere at blive ansat på arbejdspladsen.

Andelen er væsentlig højere, når man spørger seniorerne: 41 procent af de +60-årige FTF'ere mener, at der sker aldersdiskrimination i forhold til nyansættelser på deres arbejdsplads.

”Det er et kæmpe problem for samfundet og arbejdspladserne samt seniorernes lyst og ikke mindst mulighed for at blive flere år på jobbet, at de aldersdiskrimineres ved fyringer og ny ansættelser. Det må arbejdsgiverne få sat en stopper for,” siger FTF-formand Bente Sorgenfrey.

”Alle arbejdspladser bør lave en seniorpolitik, hvor man tager hensyn til seniorerne, anerkender deres kvaliteter og opfordrer dem til at blive på jobbet, og selvfølgelig ikke aldersdiskriminerer ved fyringer og nyansættelser. Det er vejen frem, hvis vi vil have flere til at blive flere år på arbejdsmarkedet”, siger Bente Sorgenfrey.

Arbejdsgiverorganisationerne advarer næsten dagligt om mangel på kvalificeret arbejdskraft.

”Arbejdsgiverne må også gribe i egen barm. De kunne starte med at fastholde de nuværende seniorer og ansætte de ledige seniorer. Der er rig mulighed for at skaffe kvalificeret arbejdskraft helt på egen hånd ved at se på seniorerne. Det er nu engang sådan, at det er arbejdsgiverne alene, der har ansvaret for at ansætte og afskedige. De kan via en seniorpolitik og en fordomsfri ansættelse af seniorer selv være med til at forebygge mangel på arbejdskraft”, siger Bente Sorgenfrey.

Seniorer har sværere ved at blive ansat