Nyt handicapudspil sikrer flere i arbejde

Det er glædeligt, at regeringen i samarbejde med parterne vil se på at udvikle et kompetencekort til personer med handicap, og at regeringen foreslår at fjerne aldersgrænse og understøtte smidigere overgange mellem uddannelse og job i forhold til hjælpemidler.

02.10.18
Notat

Regeringen har den 1. oktober 2018 lanceret et udspil ”Flere mennesker med handicap skal i job”, der skal sikre, at flere mennesker med handicap kommer i job. Udspillet indeholder et række initiativer: 

  • Mindre bureaukrati og smidigere overgange fra fx uddannelse til job
  • Målrettet indsats for et få flere med handicap i job
  • Bedre uddannelsesmuligheder
  • Mere viden om handicap og færre fordomme 

Endelig opstiller regeringen et nyt beskæftigelsespolitisk mål for personer med handicap. 13.000 personer med et større handicap skal i beskæftigelse frem til 2025. I alt afsættes der 120 millioner kr. på regeringens prioriteringsoplæg til efterårets satspuljeforhandlinger.

Generelt
FTF hilser udspillet velkommen og vil gerne kvittere for, at regeringen har lyttet til en række af parternes gode forslag, som bl.a. er fremsat gennem Beskæftigelsesrådet. Udspillet er et første vigtigt skrift på vejen, der kan gøre det muligt, at flere mennesker med handicap kan få en tilknytning til arbejdsmarkedet.

FTF er særlig positive overfor, at regeringen også vil se på muligheden for udvikling af et kompetencekort til personer med handicap, der beskriver den enkeltes handicap, kompetencer og støttemuligheder. Derudover det glædeligt, at regeringen foreslår at fjerne aldersgrænse for hjælpemidler til job og understøtte smidigere overgange ml. uddannelse og job i forhold til hjælpemidler. 

Endelig er det positivt, at der også følger midler med, da der med udspillet er afsat 120 millioner i satspuljen.

Mindre bureaukrati og smidigere overgange fra fx uddannelse til job
Regeringen foreslår bl.a. at fjerne aldersgrænsen for hjælpemidler til personer med handicap, der har nået folkepensionsalderen, og som fortsat er i ordinær ansættelse. Derudover skal det være lettere for borgere med hjælpemidler at skifte fra uddannelse eller ledighed til job eller skifte mellem job, herunder at personer med handicap, der afslutter en uddannelse skal have ret til at beholde deres hjælpemidler i op til tre måneder efter endt uddannelse. 

FTF-vurdering
FTF hilser forslaget om at fjerne aldersgrænse for hjælpemidler til job og understøtte smidigere overgange ml. uddannelse og job i forhold til hjælpemidler velkommen. Der er et stort behov for at understøtte, at mennesker med handicap kan blive ved med at arbejde efter de har nået pensionsalderen, og at der ikke er unødige bureaukratiske barrierer mellem sektorer for mennesker med handicap, når de fx skal i job efter endt uddannelse. 

Målrettet indsats for at få flere med handicap i job
Regeringen foreslår bl.a. at der udvikles et kompetencekort, der skal synliggøre handicap og støttemuligheder for borger med handicap, der søger et nyt job. Derudover foreslås en job-uge for virksomheder og personer med handicap og en pulje, som kommunerne kan søge til at etablere privat-offentlige partnerskaber. 

FTF-vurdering
FTF er særlig positive overfor, at regeringen også vil se på muligheden for udvikling af et kompetencekort til personer med handicap, der beskriver den enkeltes handicap, kompetencer og støttemuligheder. Det er glædeligt, at regeringen har lyttet til parternes idéer om at give borger med handicap et kompetencekort, så de kan vise en kommende arbejdsgiver, hvilke handicapkompenserende ordninger, de kan få. Endelig er FTF tilfreds med, at der nedsættes en arbejdsgruppe med deltagelse af arbejdsmarkedets parter, der skal være med til at udvikle kompetencekortet.

Bedre muligheder for at mennesker med handicap kan tage en erhvervsuddannelse
Regeringen tilkendegiver bl.a. at ville undersøge mulighederne for, at unge med handicap får bedre muligheder for at tage en erhvervsuddannelse.

FTF-vurdering
FTF støtter regeringens intention om, at det skal være lettere at tage en erhvervsuddannelse for personer med handicap. FTF havde gerne set en større partsinddragelse i arbejdet, men ser frem til resultaterne af den tværministerielle arbejdsgruppe, der skal se på mulighederne for, at flere unge med handicap kan gennemføre en erhvervsuddannelse.

Mere viden om handicap og færre fordomme
Regeringen forslår bl.a. en kortlægning af jobcentrenes handicapindsats, etablering af en platform med viden om fire til seks forskellige handicap i forhold til beskæftigelse, herunder hvilke potentialer der kan være for kommunerne ved at investere i indsatser for borgere med handicap.

FTF-vurdering
FTF hilser det mere end velkomment, at der sættes øget fokus på, at det kan betale sig at investere langsigtet i mennesker med handicap. Det er første skridt på vejen, men det fjerner desværre ikke de uhensigtsmæssige rammer med de etårige budgetter, der er kommunernes største barriere for at investere i langsigtet i mennesker med handicap.