Styring og dokumentation skubber fagligheden til side

Socialrådgiver Maria Helene Riber oplever, at kontrol og registrering stjæler tiden fra det væsentlige. Hun efterlyser respekt for medarbejdernes faglighed og dømmekraft.

"Hvis man vil lave meningsfuld styring og kontrol, ville det være en rigtig god ide at inddrage medarbejderne i at udforme styringen. Og at bruge vores erfaringer, og den viden, der jo allerede findes på området - både i systemet og i forskningen", siger Maria Helene Riber, koordinerende sagsbehandler i Jobcenter København i Københavns Kommune (Foto: Mette Løvgren)

08.10.18
FTF nyhed

Af journalist Helle Jung

Socialrådgiver Maria Helene Riber har været ansat som koordinerende sagsbehandler i Jobcenter København i Københavns Kommune i knap fire år og er tillidsrepræsentant for omkring 25 socialrådgiverkolleger. For hende er rettidighed et omdrejningspunkt i hendes faglighed, og hun er harm over, at hun ikke selv har lov at definere den.  

”Med min faglige uddannelse burde det være min vurdering, hvornår det giver mest mening at indkalde borgeren til samtale. I dag hedder det ifølge lovgivningen på sygedagpengeområdet hver fjerde uge, men hvor er rettidigheden, hvis der fx kommer en lægelig udtalelse på borgeren fem dage senere? Det er et af en række eksempler på, at vores faglighed som medarbejdere tilsidesættes. Overfor borgerne bliver det fra politisk side solgt som ret og pligt, men hvad betyder det, hvis det ikke giver mening,” spørger hun.  

Ny offentlig styring og ledelse

Tillid til medarbejdernes faglighed er centralt i FTF's udspil til ny styring af den offentlige sektor, som omfatter en lang række konkrete forslag samt resultater af en stor FTF-undersøgelse blandt medarbejderne. 
Læs mere i rapporten Ny offentlig styring og ledelse
Læs mere endnu på FTF's temaside om offentlig styring - se bl.a. en række eksempler på at inddragelse af medarbejderne indgår i styringen.

Et eksempel fra Maria Helene Ribers hverdag er den obligatoriske registrering af nærmest hver eneste funktion: Når en borger ankommer til et møde efter at have modtaget en indkaldelse og registrerer sig ved at scanne sit sundhedskort, registrerer socialrådgiveren borgerens ankomst, går ned og henter borgeren, gennemfører samtalen med vedkommende, efterregistrerer samtalen, opretter evt. et tilbud til vedkommende, sender planen til borgeren samt laver en genindkaldelse til næste møde.

Dertil kommer dokumentationskravene i form af notatpligt, indhentning af lægefaglige oplysninger, udarbejdelse af progressionsrapporter og tilbud til borgerne samt opfølgning på det hele.  

”Og jeg sidder endda kun med 62 sager, mens mine kolleger typisk sidder med 75. Og det er 25 procent for mange på et område med en ofte kompliceret og sammensat målgruppe,” siger Maria Helene Riber, der efter fyraften endnu har nogle registreringsopgaver at gøre.

”Fordi jeg i dag valgte at bruge samtlige afsatte 50 minutter på en samtale med en ængstelig borger, der havde behov for det, og ikke på registrering.”  

Tiden går fra det vigtige   
”Kontrollen og dokumentationskravene er et udtryk for mistillid til vores faglighed. Det skal dog ses i kontekst, både samfundsmæssigt og historisk. Vi er blevet decentraliseret og centraliseret frem og tilbage, og reglerne er regeringens redskab til at styre kommunerne, som igen bruger dem til at styre medarbejderne,” fortsætter Maria Helene Riber.

det er udtryk for mistillid, fx når aktivering af ledige bliver til et redskab, hvor det er bundlinjen, der skal styre i stedet for, hvad borgerne rent faktisk får ud af aktiveringen

”Men det er udtryk for mistillid, fx når aktivering af ledige bliver til et redskab, hvor det pludseligt er bundlinjen, der skal styre i stedet for, hvad borgerne rent faktisk får ud af aktiveringen.”  

Konsekvensen af overdreven styring og krav til dokumentation er ifølge socialrådgiveren, at tiden ikke bruges på det, der er vigtigt.  

”I stedet for fx at bruge den på at skabe en relation til en borger, jeg skal samarbejde med, flyttes fokus til en to-do-liste. Men jeg skal stadig lære borgerne og deres udfordringer at kende, for hvordan skal jeg ellers kunne fremlægge deres sag over for teamet?”  

Til gengæld ser der i kølvandet på sidste års ballade om mulighederne for at få tildelt førtidspension nu ud til at blive slækket på styringen af beskæftigelsesområdet i København Kommune. En taskforce har udarbejdet en række anbefalinger samtidig med, at der med det seneste budgetforlig ser ud til at blive ført flere midler til området.  

”Det virker til, at man vil løsne op og arbejde på at genindføre meningsfuldheden i opgaverne, bl.a. med mere indflydelse på eget arbejde, færre sager pr. behandler og faglig sparring i fx lægeudtalelser. Det betyder bedre brugeroplevelser og dermed bedre samarbejde med borgerne. Og det er simpelthen ground breaking - jeg kan slet ikke få armene ned over det!”  

I sidste ende er det jo mig, der samler dig op, hvis du bliver kørt ned på vej hjem fra arbejde og bliver langtidssygemeldt eller mister dit job. Synes du ikke, mine rammer til det arbejde skal være i orden?

Nødvendigt med styring og kontrol
Hun kan dog sagtens se logikken i både styring og kontrol, for den er også med til at skabe værdien af hendes arbejde, mener hun.  

”Skal velfærdsstaten bestå, skal den skabe værdi, og så er kontrol og styring nødvendigt, og det er bestemt ikke det samme som mistillid. Hvis man vil lave meningsfuld styring og kontrol, ville det være en rigtig god ide at inddrage medarbejderne i udformningen. Og at bruge de erfaringer, vi har, og den viden, der jo allerede findes på området, både i systemet og i forskningen.”  

Maria Helene Riber opfordrer derfor politikerne til at smide regelbogen ud.  

”I stedet for at se i regelbogen, burde man se på, hvilke kompetencer man har til rådighed og ud fra dem vurdere, hvordan man når de mål, man sætter sig. I sidste ende er det jo mig, der samler dig op, hvis du bliver kørt ned på vej hjem fra arbejde og bliver langtidssygemeldt eller mister dit job. Synes du ikke, mine rammer til det arbejde skal være i orden?”