Offentligt ansatte forbereder konflikt fra 4. april

Der er storkonflikt på vej i stat, kommuner og regioner, og den kan træde i kraft lige efter påske.

"Alle faglige organisationer for Danmarks offentligt ansatte er parate til at gå i konflikt for at sikre det meget afgørende kernepunkt i overenskomsterne: En fremgang i reallønnen som er parallel til lønudviklingen i den private sektor". Sådan lyder en del af konfliktgrundlaget fra Forhandlingsfællesskabet - som blandt mange andre faggrupper omfatter pædagogerne. (Foto: Jesper Ludvigsen)

02.03.18
FTF nyhed

Forhandlingsfællesskabet for ansatte i kommuner og regioner vil varsle konflikt med virkning fra 4. april. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Forhandlingsfællesskabet. Statsansatte har ifølge ritzau taget samme skridt.

Forhandlingsfællesskabet har vedtaget følgende konfliktgrundlag:

"Hvad enten vi er privatansatte eller offentligt ansatte skaber vi værdi til hele det danske samfund. Derfor har vi altid været enige om en parallel lønudvikling mellem privat og offentligt ansatte i Danmark. De offentligt ansatte har derfor også været dybt samfundsansvarlige og tilbageholdende ved kriseforligene om overenskomsterne i 2011, 2013 og 2015 – netop fordi Danmark havde problemer efter finanskrisen.

Og derfor vil vi insistere på, at den parallelle lønudvikling ikke sættes til side. Det går godt i Danmark. Bruttonationalproduktet sætter rekord i 2018. Krisen er ovre. Vi kræver ingen lønfest, men vi mener tiden er inde til at sikre et fremskridt i reallønnen for alle danske lønmodtagere. Derfor er alle faglige organisationer for Danmarks offentligt ansatte parate til at gå i konflikt for at sikre det meget afgørende kernepunkt i overenskomsterne: En fremgang i reallønnen som er parallel til lønudviklingen i den private sektor.

At vi dertil mødes af bastante krav fra KL og RLTN om forringelse af seniorordninger, samt manglende vilje til at indgå en arbejdstidsaftale med lærerne er helt uforståeligt for os. Arbejdsgiverne har heller ikke i forhold til den betalte spisepause, som har tæt sammenhæng med de statslige forhandlinger, vist vilje til at finde løsninger, som kan betrygge de ansatte.

De offentlige arbejdsgivere i staten, kommunerne og regionerne er i færd med at sætte afgørende dele af den unikke danske sammenhængskraft ud af spil. Derfor er vores konfliktgrundlag, at der skal være fremskridt og ikke forringelser for alle ansatte i kommuner og regioner".