CLIO: ”Lærerne er gode til at strukturere ideer og realisere dem”

Hos Clio Online, der er Danmarks største digitale undervisningsforlag, er det lærerens faglighed, der er i centrum. Både når der skal udvikles nye produkter og i kontakten og salgsarbejdet til skolerne.

26.05.14
FTF nyhed

Clio Online leverer konkrete undervisningsforløb, der opfylder ministeriets krav, og som lærerne kan bruge direkte i deres undervisning ude på skolerne – og selv har mulighed for at arbejde videre med. Og her er man glade for lærernes evne til at udvikle nye produkter og have kontakt til skolerne.

”Lærerne, der ansættes hos os, er gode til at strukturere deres gode ideer og realisere dem, og det styrker innovation og udvikling af nye produkter”, forklarer Thomas Yung, redaktionschef for fremmedsprog fra CLIO.

”Vi har cirka 20 lærere ansat på redaktionen. De møder vores brugere ude på skolerne i øjenhøjde. De har forståelse for og respekt for lærerne, der skal anvende materialet ude i virkeligheden. De kan sætte sig ind i lærernes behov og forstår frustrationerne. De kan implementere ideer ude i virkeligheden og har styr på produktudviklingen”, siger Thomas Yung.

”Vi oplever et stort ansøgerfelt, når vi slår stillinger op. Men de lærere, vi ansætter, har en god solid undervisningserfaring bag sig, og de ved noget om didaktik og pædagogik. De brænder for skoleverdenen, er innovative og kan inddrage it”.

”I starten havde vi mange akademikere ansat, men det var skudt over målet og havde ikke den praksiserfaring, der er nødvendig.  I stedet ansatte man pædagogiske redaktører, der var to dage om ugen hos os, og tre dage ude på skolerne. I dag har vi på redaktionen cirka 20 lærere ansat fuldtid fordelt på de forskellige fagredaktioner”, forklarer Thomas Yung, der redaktionschef for de ansatte, der laver undervisningsmateriale i fremmedsprog, som fx tysk og engelsk.