Archimed: ”Sygeplejerskerne kan forstå, hvad problemet er”

I rådgivningsvirksomheden ArchiMed A/S spiller sygeplejersken en nøglerolle, når der skal udvikles nye innovative løsninger ved fx sygehusbyggeri. Sygeplejersken kender arbejdsprocesserne og de organisatoriske rammer i sundhedsvæsenet og kan kommunikere med de faglige medarbejdere.

26.05.14
FTF nyhed

”Sygeplejerskerne bruger samme terminologi og kan forstå, hvad problemet er, og hvad der bliver sagt. Det er en fordel, når man skal komme ind til kernen af udfordringerne i fx en byggesag”, forklarer Camilla Heering, der er projektleder i ArchiMed og selv er uddannet sygeplejerske og arkitekt.

”Vi rådgiver ofte ved sygehusbyggerier, og her bruger vi sygeplejerskernes faglighed meget specifikt ift., hvordan arbejdsgangene skal tilrettelæges. Vi analyserer eksisterende arbejdsgange, og samtidig udfordrer vi de eksisterende måder at gøre tingene på. Her bruger vi sygeplejerskernes erfaringer meget specifikt”.

ArchiMed har blandt andet også fysioterapeuter tilknyttet på freelancebasis i forbindelse med sygehus- og plejehjemsbyggeri.

”De rådgiver om arbejdsmiljø og træning tilpasset specielle patientgrupper. Vi udvider lige nu virksomheden. Vi har i dag otte sygeplejersker ansat, og vi vil fortsat ansætte flere. Cirka halvdelen af vores ansatte er arkitekter, og den anden halvdel har sundhedsfaglig baggrund. Det er et unikt tværfagligt samarbejde, som vi har stor gavn af”, siger Kathrine Godtkjær, der er uddannet sygeplejerske og cand.mag. i psykologi og sundhedsfremme.<o:p></o:p>