Løkke sminker besparelser på velfærd og uddannelse

03.10.17
FTF nyhed

Regeringen passer på velfærdssamfundet, sagde Løkke i dag til Folketingets åbning. Men hans regnestykker over hvor mange flere penge regeringen bruger på velfærd tager ikke højde for, at vi hele tiden bliver flere borgere, påpeger FTF. (Foto: Jesper Ludvigsen)

Reelle besparelser på velfærd og uddannelse fik statsministeren i sin åbningstale i dag forvandlet til et skønmaleri af stigende offentlige investeringer. Løkkes tal tager ikke hensyn til, at vi bliver flere og flere danskere. Løkke må tage ansvar for sine spareplaner, mener FTF’s formand.

Frem mod 2025 vil vi blive cirka 6 mio. borgere i Danmark, og den offentlige velfærd vil være under pres fra 258.000 flere børn og ældre end i dag. De forventer tidssvarende service, velfærd, ny medicin, behandling mv. Ifølge topøkonomer og Finansministeriet vil det kræve en vækst på 1,1 procent i det offentlige forbrug, hvis ikke borgerne skal opleve det som besparelser.

Regeringen har imidlertid planer om en lav vækst på kun 0,5 procent i 2018 og kun 0,3 procent forbrug fra 2019-2025. Opgaverne vil vokse massivt, men med regeringens økonomi vil borgerne opleve forringet velfærd, og der vil mangle tusinder af offentligt ansatte til de flere opgaver, påpeger hovedorganisationen FTF.

"Løkke sminkede i sin åbningstale det benhårde faktum, at vi bliver mange flere borgere til at efterspørge velfærd og uddannelse de kommende år. Hvis regeringen kommer igennem med sin spareplan, vil der reelt i 2025 mangle 52.000 offentlig ansatte til at løse de velfærdsopgaver, der ligger foran os", siger Bente Sorgenfrey.




Statsminister Lars Løkke Rasmussen fremhævede, at regeringen bruger flere penge på uddannelse end nogensinde. Bente Sorgenfrey peger på, at det også er at sminke sandheden: De konstante besparelser på uddannelserne, som i disse år rammer alle dele af uddannelsessystemet i form af omprioriteringsbidrag på to procent årligt i perioden 2016-2021 bliver til samlede besparelser på mere end 14 mia. kr. i hele uddannelsessystemet.

Demonstrationer mod uddannelsesbesparelser

De konstante besparelser på uddannelserne, som i disse år rammer alle dele af uddannelsessystemet i form af omprioriteringsbidrag på 2 pct. årligt i perioden 2016-2021, bliver til samlede besparelser på mere end 14 mia. kr. i hele uddannelsessystemet.
Torsdag har Uddannelsesalliancen, som FTF støtter, indkaldt til demonstrationer i de fire store uddannelsesbyer København, Aarhus, Odense og Aalborg i anledning af Folketingets åbning og regeringens planlagte besparelser på uddannelsesområdet i finansloven for 2018.

 

Det går godt
I talen lagde statsministeren stor vægt på, at det går godt for den danske økonomi. Og at en del af pengene i statskassen skal bruges til skattelettelser.Bente Sorgenfrey savner visioner i statsministerens tale.

"Lars Løkke siger selv, at han vil tage langsigtet ansvar for Danmark og dansk økonomi. Det gør man ikke ved skattelettelser og besparelser på uddannelse", siger formand for FTF, Bente Sorgenfrey.

Uddannelse til alle Vi skal være bedre til at uddanne i takt med, at der er færre ufaglærte jobs, sagde Løkke i åbningstalen. Den udmelding glæder FTF's formand:

"Vi er glade for regeringens ambitioner om, at alle skal med i et uddannelsesløft. Det er vigtigt, at vi får løftet hele arbejdsmarkedet og at vi får løftet lønmodtagere fra alle uddannelsesniveauer - og selvfølgelig med et særligt fokus på at løfte de kortuddannede og ufaglærte. Det håber jeg også bliver resultatet af trepartsforhandlinger om efter- og videreuddannelse", siger Bente Sorgenfrey.