1000 nye medlemmer til Finansforbundet efter studieevents

Finansforbundet har fået mange nye unge medlemmer, efter de i forbindelse med studiestart i år har afholdt otte forskellige arrangementer for studerende på CBS og Cphbusiness. Opskriften på deres succes har været at levere en målrettet finans- og it-faglig kant med skarpe oplæg til de studerende kombineret med en flot velkomstgave.

18.12.17
FTF nyhed

Mere end tusind nye medlemmer har Finansforbundet fået efter deres målrettede indsats i forbindelse med studiestart. Nu opruster de for at kunne følge ordentligt op på succesen og holde fast i de mange nyindmeldte. Konsulenterne Susanne Grantzau og Ife Ajufo samt studentermedhjælper Mikkel Hedegaard Larsen har været med hele vejen. Jeg har spurgt dem, hvad det er, der har fungeret så godt, og hvad deres næste skridt er.

Om Finansforbundet

Finansforbundet organiserer medarbejdere i den finansielle sektor, det vil sige alle medarbejdergrupper i de finansielle virksomheder. Forbundet har i dag ca. 50.000 medlemmer.

Vigtige erfaringer fra 2016
I Finansforbundet har de længe samarbejdet med forskellige studiesteder, men der har ikke været tradition for en særlig indsats i forbindelse med studiestart. Det blev prøvet af for første gang i 2016, hvor de tog ud til CBS. Alt blev dog arrangeret i sidste øjeblik og gav derfor ikke det store udbytte, men, som Susanne Grantzau siger, nogle vigtige erfaringer:

”Vi ville levere en finans- og it-faglig kant. Vi ville ikke være kendt for øl og fest. Vi ville være kendt for noget finansrelevant, så vi fik hurtigt booket tre foredragsholdere, der kunne stå i en pavillon. Selv var vi til rådighed i en anden pavillon, og så kunne de studerende mingle rundt. Medlemsmæssigt gav det ikke det store resultat, men vi var der, og det var en spændende oplevelse.”

Forbundet var også forbi introugen på Cphbusiness, men lidt for sent i forløbet til, at det for alvor gav effekt.

Lokkemad der virker
I år er de så vendt tilbage med en mere målrettet indsats. Det har givet pote. På Cphbussines har Finansforbundet nemlig nu fået lov til at komme ud på den første introdag:

”Vi entrerede med nogle dimittender fra samme uddannelse, der lige har fået job i branchen. De fortalte om, hvordan det er at arbejde i branchen. Ife lavede bagefter en fantastisk speak på de vigtigste medlemsfordele i Finansforbundet. Og så lokkede vi dem med en rigtig fed powerbank, hvis de meldte sig ind, plus en gavecheck på 500 kr., hvis de signede op hos det forsikringsselskab, vi samarbejder med. Det virkede enormt godt. Selvfølgelig har de hørt noget af det, der er blevet sagt, men jeg tror, de unge er meget her og nu-agtige: Kan jeg få en powerbank, så skriver jeg under. Jeg ved ikke præcis, hvad jeg skriver under på, men det gør jeg. Og så må vi jo gøre os umage med at vise dem, at deres underskrift var en rigtig god ide”, påpeger Susanne Grantzau.

Under introdagen fik Finansforbundet cirka 80 procent af de nye studerende som medlemmer. Og de har været overrumplet af succesen, så de først nu er i gang med strategien for de næste vigtige skridt, hvor de skal vise, hvad de kan.

Nu hvor vi har fået alle de her nye medlemmer, skal vi have set på produktporteføljen og rette til efter de studerendes efterspørgsel. Derfor har vi inviteret tutorerne til et co-creation arrangement. Her vil vi gerne have deres input til, hvad de studerende har brug for, så vi kan målrette vores tilbud.

Ife Ajufo

Co-creation med tutorer og netværk
Et andet vigtigt element i Finansforbundets indsats har været at samarbejde med tutorer. Det er blandt andet sket på CBS, der har mange forskellige studieretninger. Ife Ajufo og Mikkel Hedegaard Larsen fortæller om, hvordan de sammen med tutorerne har planlagt forløb med faglige oplæg og paneldebatter på både dansk og engelsk skræddersyet til de forskellige retninger. Også på Cphbussines har tutorerne været involveret i processen. Og det samarbejde har Hverveteamet i Finansforbundet valgt at bygge videre på, oplyser Ife Ajufo:

”Nu hvor vi har fået alle de her nye medlemmer, skal vi have set på produktporteføljen og rette til efter de studerendes efterspørgsel. Derfor har vi inviteret tutorerne til et co-creation arrangement. Her vil vi gerne have deres input til, hvad de studerende har brug for, så vi kan målrette vores tilbud.”

På CBS har Finansforbundet samtidig indgået partnerskaber med flere af de studiefaglige netværk. Det er hardcore business:

”På CBS tænker man meget i økonomi og penge. Men vi vil derimod gerne tilbyde nogle fede events, der kan skaffe medlemmer og samtidig vise, at Finansforbundet står for noget, der er fagligt relevant. Vi skal have den faglige vinkel med. Det seneste, vi lavede, var et event om bæredygtige investeringer. Det var en stor succes.”, beretter Mikkel Hedegaard Larsen.

Og Susanne Grantzau supplerer her, at det måske ikke er alle partnerskaber, der giver lige stort udbytte:

”Vi prøver at have fat i så mange som muligt, og vi har prøvet os lidt frem. Nogle partnerskaber har været mere succesfulde end andre. Men nu har vi prøvet det af og skal snart have møder med dem igen. Der kommer vi nok til at gå lidt hårdere til stålet. Vi vil have mere ud af partnerskabsaftalerne. De skal helst give flere medlemmer.”

Men når jeg spørger, om indsatsen har været udbyttet værd, er der ingen tvivl. Det har den! Indsatsen har også styrket det interne samarbejde i Finansforbundet, hvor mange afdelinger har været involveret i projektet. Nu er forbundet så ved at ansætte nye medarbejdere, der skal have fokus på at organisere de mange nye medlemmer. Og så vil de gerne nå endnu længere ud med nogle af de projekter, de allerede har på tegnebrættet.