Ytringsfrihed vigtig for tillidsreform

Hvis vi for alvor skal høste gevinster af tillidsreformen i den offentlige sektor, skal offentligt ansatte kunne tale åbent om de vilkår, der skaber mistillid. Det mener Rasmus Willig, mangeårig forsker i ansattes ytringsfrihed. Vi har stillet ham fem spørgsmål om tillidsreform og ytringsfrihed.

15.10.14
FTF analyse

Tillidsreformen handler jo om at forny den offentlige sektor. Hvad har ytringsfrihed at gøre med det?

Hvis den offentlige sektor skal fornys, har vi behov for at høre, hvad der ikke fungerer godt nok i dag. Og vi har behov for at høre det fra de mennesker, der arbejder på de offentlige arbejdspladser tæt på borgerne. Hvis vi ikke får lov at diskutere åbent med de offentligt ansatte, får vi ikke en ordentlig diskussion af, hvordan den offentlige sektor skal indrettes. Og så bliver der truffet politiske beslutninger på et alt for mangelfuldt grundlag.

Rasmus Willig

Ph.d. Lektor ved Institut for samfund og Globalisering på RUC. Har skrevet flere bøger senest 'Kritikkens U-vending' (2013) om ansattes selvcensur. Tidligere formand for Dansk Sociologforening. Har modtaget FTF's pris for sit arbejde med ytringsfrihed og kritik.

Leder i øjeblikket et større forskningsprojekt om forholdet mellem ytringsfrihed og arbejdsmiljø. Har netop holdt oplæg på et FTF-seminar om arbejdsmiljø.

Tillidsreformen forudsætter - uudtalt - en arbejdspladskultur, hvor ledelsen er åben overfor kritik, og hvor medarbejderne kan tale frit. Også når medarbejderne problematiserer en tidligere ledelsesbeslutning. Men fra mange undersøgelser ved vi, at det ikke altid er tilfældet. Tværtimod! 

Hvorfor overhovedet tale om tillidsreform - hvor kommer mistilliden fra?

De mange dokumentationsøvelser har sat samtlige velfærdsprofessioner under et voldsomt og helt uset pres. Ting som dokumentation af arbejdsopgaverne, evalueringer, akkrediteringer, resultatkontrakter, leveranceaftaler osv. har det med at producere mistillid, fordi medarbejderne oplever, at de bliver kontrolleret.

De oplever, at der mangler en grundlæggende tillid til, at de udfører arbejdet ordentligt. Politikerne bliver nødt til at forstå, at reformer og dokumentationskrav producerer mistillid og er kimen til hele miseren. Uden en vis forståelse for disse problemer er jeg bange for, at tillidsreformen risikerer at strande, før den overhovedet er sat i søen.

Hvad skal der til for at skabe mere tillid i den offentlige sektor?

Fire løsninger vil efter min mening skabe tillid: For det første skal de mange krav om dokumentation fjernes. Vi kan som bekendt ikke arbejde, når vi skal dokumentere arbejdet.

For det andet skal reformtempoet ned. Allerede før den ene reform er blevet implementeret, er der en ny på vej. Vigtig kritik går tabt på den måde - fejl og mangler bliver aldrig rettet.

For det tredje skal medarbejderne i staten, regionerne og kommunerne spares for flere besøg af eksterne konsulenter. Der bruges hvert år flere mia. kr. på eksterne ydelser, som kunne konverteres til velfærdsprofessionerne. Det ville give ro og et voldsomt løft.

Og for det fjerde skal offentlige ansattes ytringsfrihed sikres bedre. Vi har behov for at høre, hvad der går galt; ellers kan vi ikke have en tillidsvækkende diskussion i offentligheden.


Hvorfor har ytringsfriheden trange kår?

På mange arbejdspladser eksisterer det, jeg definerer som en form for apartheidpsykologi; en psykologi, der deler medarbejdere op i de negative og de positive. Denne rigide opdeling har fatale følger. Kritik opfattes udelukkende som negativt, og det betyder at flere og flere pålægger sig selvcensur. Vel at mærke en form for selvcensur, som ikke kun undertrykker det frie ord, men hvor selve professionsidentiteten bliver censureret.

Medarbejdere censurerer sig selv, og det fører til stress og depression, fordi de efterhånden ikke kan kende sig selv, når de har fornemmelse af kun at være på medhør og ikke har medbestemmelse.

Hvordan påvirker det arbejdsmiljøet, at medarbejderne ikke tør åbne munden?

Vi tillægger vores arbejdsidentitet stor vægt. Ikke at kunne tale om arbejdet, er det samme som ikke at kunne tale om, hvem man selv er! Og det kvæler fagligheden. Når vi ikke må ytre os om problematiske forhold i vores arbejde, så kan vi ikke tillægge mening i arbejdet.

Det er gået op for os i forskningen, at der måske er en sammenhæng mellem, at folk får det dårligt, og at de ikke kan udtrykke deres frustration og kritik over arbejdslivet. Jeg ser i øjeblikket at det psykiske arbejdsmiljø afhænger mere og mere af, at medarbejdere har en fornemmelse af, at de kan ytre sig kritisk, uden frygt for at de mister deres arbejde. Tænk sig, at vi er nået dertil i det 21. århundrede!

Her har fagforeningerne en afgørende rolle at spille, for hvis ingen tør stå frem, er der ingen der kan bringe problemerne frem til hverken ledelsen eller i offentligheden.

Ansatte bange for at ytre sig kritisk

40 procent af alle ansatte på FTF-området frygter negative konsekvenser ved offentligt at tale om kritisable forhold på arbejdspladsen, en del er fx bange for at miste jobbet. Det viser en undersøgelse fra 2012 af ytringsfrihed foretaget blandt 4.000 medlemmer af FTF, som er hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte.

Værst er frygten i staten, blandt fx politifolk, forsvarspersonale og skattemedarbejdere. Og frygten for negative konsekvenser er stigende, viser sammenligningen med en tidligere FTF-undersøgelse: I løbet af to år steg andelen fra 32 procent i 2010 til 40 procent i 2012.

Regeringen nedsatte i efteråret 2013 et udvalg, der skal undersøge, om der er behov for at styrke offentligt ansattes ytringsfrihed og indføre whistleblowerordninger i den offentlige forvaltning. FTF sidder med i udvalget.

Se eller gense interview med Rasmus Willig, da han i 2012 modtog FTF-prisen for sit arbejde med offentligt ansattes ytringsfrihed.