FTF'ernes psykiske arbejdsmiljø lider under for højt arbejdspres

Ny FTF dokumentation viser, at arbejdspresset blandt FTF’ere er højt og markant højere end blandt lønmodtagerne generelt. Hver tredje FTF’er (36%) angiver, at de har en høj eller meget høj arbejdsmængde, og hver femte (22%) har et højt eller meget højt arbejdstempo.

22.01.18
FTF Dokumentation

Det er femte gang, at FTF gennemfører en stor kortlægning af det psykiske arbejdsmiljø. Undersøgelserne bliver gennemført cirka hvert femte år.

Ny FTF dokumentation viser, at arbejdspresset blandt FTF’ere er højt og markant højere end blandt lønmodtagerne generelt. Hver tredje FTF’er (36%) angiver, at de har en høj eller meget høj arbejdsmængde, og hver femte (22%) har et højt eller meget højt arbejdstempo.

Hver femte FTF’er (22%) har hele tiden eller ofte været stresset inden for de sidste to uger). Det er markant højere end blandt lønmodtagerne generelt (16 %). Arbejdet er den væsentligste årsag til stress (91 % af de stressede FTF’ere angiver arbejde som væsentlig årsag).

Kun halvdelen af FTF’erne oplever, at forholdene på arbejdspladsen gør det muligt at levere høj eller meget høj kvalitet i arbejdet (49%). FTF’erne oplever dermed i markant lavere grad end lønmodtagere generelt, at de har mulighed for at levere kvalitet i arbejdet.

Forandringspresset blandt både FTF’ere og lønmodtagere generelt er stort.

Seks ud af ti FTF’ere (59%) og mere end halvdelen af lønmodtagere generelt (54%) har oplevet større forandringer indenfor de seneste to år. Det er oftest sammenlægninger, lukninger eller flytninger, fyringer eller andre større organisationsændringer.

God ledelsesmæssig håndtering af forandringer er afgørende, men fire ud af 10 vurderer, at ledelsens håndtering af forandringerne har været dårlig eller meget dårlig.Dårligt psykisk arbejdsmiljø fører til større sygefravær. For personer med lav arbejdsmiljøbelastning er sandsynligheden for at have mere end 2 ugers sygefravær på et år 5%. For personer med høj arbejdsmiljøbelastning er den 31%.

Hver sjette FTF’er (16%) angiver, at de har været syge i løbet af det seneste år, hvor årsagen helt eller delvist har været psykisk arbejdsmiljø. Ser man på det samlede antal sygefraværsdage vurderer FTF'erne, at 27% helt eller delvist skyldes det psykiske arbejdsmiljø. (den tilsvarende andel blandt almindelige lønmodtagere er 20%)

Myndighedsarbejde (politi, socialrådgivere og ansatte i SKAT) oplever i særlig grad et belastet psykisk arbejdsmiljø.

Om undersøgelsen
Undersøgelsens spørgeskema tager afsæt i anerkendte spørgsmål om psykisk arbejdsmiljø udviklet af det Nationale Forskningscenter for arbejdsmiljø. De fleste spørgsmål stammer fra et spørgeskema, NFA har udviklet i 2017.

Undersøgelsen belyser langt de fleste temaer indenfor psykisk arbejdsmiljø. Blandt andet belyses arbejdsmængde, arbejdstempo, følelsesmæssige krav i arbejdet, rolleklarhed, rollekonflikter, ledelseskvalitet, social kapital, mening, indflydelse, udviklingsmuligheder, mulighed for at levere kvalitet i arbejdet, forandringer samt stress. Desuden belyses vold, mobning og chikane.

FTF har etableret et aktuelt sammenligningsgrundlag ved i samarbejde med UserNeeds at gennemføre en tilsvarende kortlægning af det psykiske arbejdsmiljø blandt et repræsentativt udsnit af beskæftigede lønmodtagere i alderen 18-64 år.  Det betyder, at det er muligt at sammenligne FTF’ernes psykiske arbejdsmiljø med det psykiske arbejdsmiljø blandt lønmodtagere generelt.

Der deltager 1.807 personer i undersøgelsen blandt danske lønmodtagere.

Fakta om undersøgelsen

FTF har i 2017 gennemført en omfattende kortlægning af FTF'ernes psykiske arbejdsmiljø. Undersøgelsen er en spørgeskemaundersøgelse udsendt til 21.087 beskæftigede FTF’ere i alderen 18-64 år. Der er kommet besvarelser fra 9.641 personer, hvilket giver en svarprocent på 46%.

Der deltager et repræsentativt udsnit af medlemmerne af 23 større FTF-organisationer, der repræsenterer langt størstedelen af FTF’erne, i undersøgelsen. Der er gennemført en tilsvarende kortlægning blandt et repræsentativt udsnit af danske lønmodtagere.

COWI udarbejder fire rapporter om undersøgelsen for FTF. Den første rapport om resultaterne fra kortlægningen offentliggøres i januar 2018. Rapporten giver et overblik over FTF'ernes psykiske arbejdsmiljø i 2017. Den belyser desuden sammenhængene mellem psykisk arbejdsmiljø og sygefravær/sygenærvær. De øvrige rapporter planlægges offentliggjort frem til sommer 2018.

Tidligere undersøgelser af FTF'ernes psykiske arbejdsmiljø:

Psykisk arbejdsmiljø og helbred (Maj 2012)
Jobusikkerhed i en krisetid (September 2012)
Vold, mobning og chikane (November 2012)
Følelsesmæssige krav og positive faktorer i arbejdet (Januar 2013)