Fire råd: Sådan bevæger I jer i arbejdstiden

Fysisk aktivitet kombineret med hvile giver kvalitet i kerneopgaverne. Det mener professor Andreas Holtermann. Få hans idéer til, hvordan du som tillidsvalgt bidrager til sund bevægelse på jobbet.

Ét af Andreas Holtermanns råd er, at I tænker kreativt, når I integrerer fysisk aktivitet på jobbet. Arbejder I med børn, kan I fx hoppe i træningstøjet, når der er gymnastik (Foto: Jesper Ludvigsen).

04.01.18
TR-info

Både for meget stillesiddende og hårdt fysisk arbejde slider på kroppen. Derfor er det både vigtigt med sund fysisk aktivitet og hvileperioder i løbet arbejdsdagen. En god balance forebygger nedslidning og fremmer sundhed og kvalitet i arbejdet.

Det mener professor ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø Andreas Holtermann.

Sammen med to kollegaer har han netop udgivet en videnskabelig artikel, hvor Guldlok-princippet om positiv ergonomi introduceres. Konceptet går på, at sund fysisk aktivitet integreres i kerneopgaverne på en måde, så den ansatte får en lige tilpas mængde bevægelse og hvile.

"I stedet for at opfordre medarbejdere til at dyrke motion i fritiden, mener vi, at en tilpas mængde fysisk aktivitet skal være en del af arbejdsdagen. På den måde bliver medarbejderne sundere og stærkere ved fyraften, end da de mødt," siger Andreas Holtermann.

Han understreger, at den fysiske aktivitet skal være sund forstået på den måde, at aktiviteten ikke må overbelaste den ansatte. Den fysisk aktivitet skal give de samme gode effekter som motion i fritiden.

Sundhed i kerneopgaver
Andreas Holtermann ønsker at gøre op med en praksis, hvor man udelukkende fokuserer på at reducere fysiske risikofaktorer.

"Selvfølgelig skal der tages højde for de ansattes sikkerhed og mulige nedslidning, men det er ikke nok. Kerneopgaverne skal også indrettes, så de fremmer medarbejdernes sundhed," siger professoren.

Han peger på, at Guldlok-princippet kan åbne op for mulige løsninger på nogle af de problemer, arbejdsmarkedet og samfundet står overfor.

"Integrerer man en tilpas mængde sund fysisk aktivitet i jobbet, kan det betyde, at ældre har mulighed for at blive længere tid på arbejdsmarkedet," siger Andreas Holtermann.

Princippet kan samtidig øge produktiviteten, nedsætte sygefraværet og forebygge kroniske sygdomme, tilføjer han.

Læs Andreas Holtermanns fire råd til, hvordan du som tillidsvalgt bidrager til sund bevægelse på jobbet.

1. Vær kreativ
God fysisk aktivitet i arbejdstiden kræver først og fremmest, at du og dine kollegaer er kreative. Tænk ud af boksen, og overvej, hvordan I integrerer sund bevægelse på netop jeres arbejdsplads. Arbejder I med børn, så spil med i fodboldkampen, vær dommer i høvdingebold eller træk i løbetøjet, og løb med, når rollingerne står på løbehjul. Arbejder I med patienter, så træn med under rehabiliteringsforløb, og hiv dem med på en gåtur, når I skal overlevere information eller snakke sygdomsforløb igennem.

Selvfølgelig skal der tages højde for de ansattes sikkerhed og mulige nedslidning, men det er ikke nok. Kerneopgaverne skal også indrettes, så de fremmer medarbejdernes sundhed

Andreas Holtermann, professor ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø

2. Gå en tur, eller stå op, når I holder møde
I stedet for at sidde og lumre i det samme gamle mødelokale kan det være en god idé at holde gå-møder. Er det godt vejr, eller har I fornuftigt overtøj, kan I med fordel gå en tur i det fri. På den måde får I både frisk luft og motion. Sjasker det ned, eller har I en eller flere frossenpinde i kollegagruppen, kan I også holde et stående møde. Stå-møder er ofte mere effektive og varer kortere tid. Ligger et møde lige efter frokost, er det især en god idé at aktivere bentøjet. Sidder du ned lige efter, du har spist, vil dit blodsukker først stige for derefter at falde. Det kan betyde, du bliver træt og mindre produktiv. Et gående møde efter måltidet holder derimod blodsukkeret på et stabilt, sundt niveau, hvilket forebygger træthed.

3. Hold pauser, og få pulsen op
Er du og dine kollegaer i en branche, hvor I er fysisk aktive, er det en god idé at indrette arbejdet på en måde, hvor I skiftevis hviler og er forpustede. Høj plus kombineret med hvile nogle gange i løbet af dagen forbedrer kroppens sundhed og fysiske form. For at I ikke slider på jer selv, er det vigtigt, at der er en balance mellem det fysiske arbejde og hvileperioderne. Lyt altid til, hvad kroppen kan klare.

4. Stå op, når I arbejder
Sidder I meget foran en computerskærm, så gør det til en vane at hæve hæve-sænke-bordet til ståposition. Forskning viser, at en times stående arbejde om dagen har en positiv effekt på sundheden for folk, der sidder meget ned. Dermed ikke sagt, at I alle sammen skal stå op i 60 minutter hver dag. Det handler om, at den enkelte skal finde en balance, der passer til vedkommendes fysik og behov.

Eventyret om Guldlok

Guldlok-princippet er opkaldt efter eventyret om Guldlok og de tre bjørne. I eventyret vælger Guldlok den grød, den stol og den seng, som passer lige nøjagtigt til hende. Eventyrets pointe spejler sig i argumentet om, at arbejdsdagen bør indrettes på en måde, så den enkelte får præcis den mængde fysiske aktivitet, vedkommende behøver.