Det handler jo ikke kun om blå mærker

DA bagatelliserer arbejdsskader og få det til at dreje sig om knubs, blå mærker og hæfteplastre. Det er en bekymrende indstilling til medarbejdernes sundhed, sikkerhed og trivsel, og det klæder ikke arbejdsgiverne.

29.01.18
Bentes Blog
AF

Når vi i fagbevægelsen har råbt vagt i gevær overfor det markante fald i anerkendte arbejdsskader og ulykker, er det ikke fordi, at vi er bekymrede over, om blå mærker, små knubs og rifter ikke anerkendes. I fagbevægelsen ser vi mange alvorlige sager med eksempelvis vold, der ikke kun handler om ”blå mærker”, som ikke længere anerkendes. Årsagen er en praksisændring i Ankestyrelsen på grund af en Højesteretsdom fra 2013.

Derfor er det stærkt bekymrende, at Dansk Arbejdsgiverforenings arbejdsmiljøchef Christina Sode Haslund bagatelliserer problemet til kun at handle om ”en let forstuvning, et blåt mærke eller en rift på fingeren”.

Det drejer sig bl.a. om grov vold mod sygeplejersker og pædagoger, som ikke anerkendes, hvilket to eksempler nedenfor illustrerer.

Forhåbentlig vil politikerne i Folketinget gøre noget ved denne triste udvikling. Derfor har vi i FTF sammen med Dansk Sygeplejeråd, BUPL, Dansk Socialrådgiverforening, Danmarks Lærerforening og Socialpædagogerne sendt et brev til partiernes beskæftigelsesordførere om problemet (Se brevet her).

FTF og en række andre organisationer oplever, at mange af vores medlemmer er udsat for alvorlige overfald, hvor de efterfølgende har psykiske gener og går til behandling, som de ikke kan få dækket, hvis sagen ikke anerkendes som en arbejdsskade. Den skadelidte lønmodtager stilles markant dårligere, når sagen ikke anerkendes, og de er i en ringere situation bevismæssigt. Anerkendelsen har nemlig indflydelse på, hvem der skal dokumentere, hvorvidt en følge, der måske sidenhen viser sig varig, relaterer sig til arbejdsulykken. Når en arbejdsskade er anerkendt, er der efter loven en formodning om, at følgerne er forårsaget af skaden. Er sagen derimod ikke anerkendt, er det skadelidtes bevisbyrde at dokumentere, at der er årsagssammenhæng mellem følgerne og skaden. 

Da ændringen af ulykkesbegrebet i 2003 blev gennemført var der fuldstændig klarhed om, at de ulykker, der var blevet anerkendt efter det tidligere ulykkesbegreb, også skulle anerkendes efter det nye og mere ligefremme ulykkesbegreb. Men det er desværre ikke sket. Det var ikke intentionen med reformen i 2003 kun at begrænse anerkendelsen til sager, hvor der var varige følger.

Grov vold mod sygeplejersker og pædagog ikke anerkendt
For læserne kunne det være gavnligt med et par eksempler på sager, hvor det er stærkt problematisk for fagforeningernes medlemmer, at deres sager ikke bliver anerkendt, som arbejdsulykker. Begge de følgende sager ville være blevet anerkendt efter det tidligere ulykkesbegreb, og begge er sager, som ville være blevet anerkendt inden praksisændringen i Ankestyrelsen efter Højesterets dom i 2013.

En natsygeplejerske blev akut kaldt ud til en svært psykisk syg borger med misbrugsproblemer. Borgeren blev truende og voldelig og greb fat i skadelidtes jakke og keyhanger (nøglesnor) ved halsen, så skadelidte følte hun blev kvalt. Borgeren slog skadelidte og tog fat i skadelidtes højre hånd og rev hende ned på gulvet. Borgeren slog skadelidte 4-5 gange med knytnæve på højre overarm. Skadelidte fik efterfølgende symptomer på angst, hjertebanken, gradlabilitet, søvnforstyrrelser, koncentrationsbesvær samt blå mærker.

En pædagog var på arbejde i en skolefritidsordning, hvor der den pågældende dag var fire voksne til 94 elever. Skadelidte havde denne dag til opgave at tage sig af elever med særlige behov og udfordringer. En elev med udadreagerende adfærd var ved at komme i konflikt med nogle andre elever. Skadelidte ville hindre, at det udviklede sig til en slåskamp mellem eleverne, hvorved hun blev råbt af, slået i ryggen og sparket i maven. Skadelidte fik en psykisk belastningsreaktion.

Begge sager er afvist efter ny praksis, og den skadelidte sygeplejerske og pædagog har derfor ikke fået dækket deres behandlingsudgifter eller fået anden form for erstatning.

Begge sager er to gode eksempler på, at vi ikke taler kun tale om blå mærker og bagateller, når faldet i anerkendelsesprocenten fra 80% til under 50 % på ulykkesområdet problematiseres.

At DA bagatelliserer arbejdsskader og få det til at dreje sig om knubs, blå mærker og hæfteplastre er en bekymrende indstilling til medarbejdernes sundhed, sikkerhed og trivsel, og det klæder ikke arbejdsgiverne.