Regeringen løber fra løfte om vejledning til voksne
Lønmodtagere og arbejdsgivere ser et presserende behov for at vejlede voksne i beskæftigelse, der vil videre i arbejdslivet fx med en ny uddannelse. Behovet for den type vejledning er klart dokumenteret, og i England er det en bragende succes. For to år siden lovede regeringen så en reform, men arbejdet er gået helt i stå, og den ministerielle arbejdsgruppe er opløst uden at afgive en redegørelse
I England har millioner af borgere ringet til et call center for at få vejledning om job og uddannelse. I Danmark har regeringen knaldet røret på. Der er i hvert fald ikke blevet noget ud af den reform af vejledningen for voksne beskæftigede, som regeringen for to år siden lovede i bemærkningerne til den dengang nye lov om vejledning af unge. Regeringen skrev da:
”Der er efter regeringens opfattelse behov for, at der nu følges op med en reform af vejledning til voksne i beskæftigelse, såvel lønmodtagere som selvstændigt erhvervsdrivende som andre ikke ledige voksne, om valg af uddannelse og erhverv. Der vil derfor blive igangsat et arbejde med at forberede en sådan reform…”.
Det blev der også – altså igangsat et forberedende arbejde. Men nu er det gået i stå. Og helt uhørt for den type lovforberedende arbejde er den nedsatte arbejdgruppe - under Undervisningsministeriet – nu opløst uden på nogen måde at have færdiggjort eller afrapporteret sit arbejde. Og papirerne fra ét års arbejde må offentligheden ikke få at se.
At der både var agt og effektivitet bag regeringens løfte blev ellers understreget af tidshorisonten: ”Arbejdet forventes at kunne være færdigt senest i begyndelsen af 2004” (se boks). Nu – mere end et helt år senere - er tålmodigheden ved at være brugt op hos blandt andet arbejdsmarkedets parter.
For fire uger siden har en række repræsentanter fra Det Nationale Dialogforum for Uddannelses og Erhvervsvejledning” – der har erstattet det nu nedlagte RUE, Rådet for Uddannelses– og Erhvervsvejledning – sendt et brev til Undervisningsministeren for at understrege det fortsatte behov for en reform – blandt andet for at Danmark kan indfri sine EU-aftaler om livslang læring og vejledning, som det påpeges. Endnu har Bertel Haarder ikke svaret. Det nationale dialogforum tæller blandt andre DA, KL, AC, FTF, Landbrugets Arbejdsgivere og Vejlederforeningen , der alle har underskrevet brevet.
Blandt de andre afsendere fra Det Nationale Dialogforum er tidl. arbejdsminister Jytte Andersen (S), professor Knud Illeris , RUC, og kontorchef på Københavns Universitet, Jacob Lange.
Stort behov for at vejlede voksne
At der ”i høj grad” er brug for et bedre et overblik hos virksomhedsledere såvel som hos ansatte, når det gælder de mange udbud af voksenuddannelse og karriererådgivning i Danmark, blev i 2003 slået fast i en stor analyse fra PLS Rambøll Management og Rådet for Uddannelses- og Erhvervsvejledning. I analysen af ”Beskæftigedes og virksomheders vejledningsrapport” indgik bl.a. en omfattende arbejdsmarkedsundersøgelse.
Ifølge Peter Plant, der er vejledningsforsker og lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), er analysen absolut stadig aktuel i 2005:
”Det moderne uddannelses- og arbejdsliv skriger tydeligvis på coaching og mentoring, altså vejledning”, siger han til Resonans.
Peter Plant mener, at det er ”strukturel snik-snak”, forskellige ministeriers vanskelighed ved at kommunikere sammen og almen tøven omkring den ressourcetunge opgave, der tilsammen er grunden til, at der i Danmark stadig ikke er udarbejdet en lovgivning for voksenvejledning.
”Det er en besværlig opgave. Udover den tværministerielle udfordring kræver det på regionalt plan at få et samarbejde i gang med et væld af aktører som fx de kommunale jobkontorer, socialkontorer, AF-systemet, A-kasserne og iværksætterrådgivning”, siger han.
Store forventninger
Regeringen gav sit skriftlige løfte om en vejledningsreform 30. april 2003 i sine bemærkninger til lovforslaget til ”Lov om vejledning om valg uddannelser og erhverv” (L 298). Regeringens lovprogram for 2003/2004 gav også forventninger om, at Undervisningsministeren i den folketingssamling ville fremlægge en redegørelse om en voksenvejledningsreform på baggrund af Rambølls og RUE’s et år lange analysearbejde - bestilt af Arbejdsmarkedsstyrelsen under Beskæftigelsesministeriet.
Rapporten havde kortlagt både arbejdstageres og arbejdsgiveres behov for bedre uddannelses- og karriereplanlægning af beskæftigede – ligesom det fremgik, at begge parter ønskede en selvstændig og målrettet uddannelsesportal på nettet for voksne (i lighed med Undervisningsministeriets nye uddannelsesguide for børn og unge) kombineret med professionelle og uafhængige telefonrådgivnings- og ressourcecentre.
Disse anbefalinger blev yderligere bakket op af arbejdsgruppen i Undervisningsministeriet efter dens studiebesøg i England i november 2003.
DA: ”Presserende opgave for regeringen”
Alligevel har regeringen foreløbig smidt røret på – konkret med en bemærkning på to linjer i aftalen med Dansk Folkeparti om kommunalreformen fra juni 2004, hvor det er anført, at voksenvejledningsreformen ”skal ses i sammenhæng med den kommende strukturreform”.
Det er stadig et åbent spørgsmål, om det fx betyder, at de kommende kommunale jobcentre får som en ekstra opgave at vejlede virksomheder og beskæftigede om job og uddannelsesmuligheder ved siden af centrenes øvrige nye opgaver.
I Dansk Arbejdsgiverforening (DA) er man træt af ventetiden: ”Regeringen har en presserende opgave med at få den reform på plads”, siger chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening, Lise Pontoppidan – og fortsætter: ”Vi er enige i, at det er en rigtig god idé at få en selvstændig vejledningsportal for voksne, og at voksenvejledningen skal foregå i centre, der er uafhængige af skoler og uddannelsesinstitutioner”, siger hun.
Det fremgår også af brevet til undervisningsministeren 25. april 2005, som DA er medunderskriver af. Brevet fremhæver bl.a. manglen på en internetportal for voksenuddannelse og en telefon-hotline med professionelle vejledere i voksenuddannelse, ligesom det påpeges, at såvel den europæiske beskæftigelsesstrategi som EU’s Lissabon-strategi påpeger nødvendigheden af livslang læring og uhindret adgang til voksenundervisning.
”Vi er simpelthen forpligtede til at få en samlet lovgivning for voksenvejledningsområdet, eftersom vi fra dansk side jo også tiltrådte EU's ministerråds ”Resolution om livslang vejledning” i maj 2004. Al snakken om brugerne skal være fyldt 25 år, hvilke ministerier der skal involveres, eller hvilke regionale samarbejdspartnere som skal i spil – det er alt sammen en hæmsko for det overordnede formål ”livslang læring og vejledning”, uddyber Peter Plant, DPU.
Brug engelsk model
I England har uddannelses- og karrierevejledning af voksne været i fokus siden 1998 og det med åbenlys succes for især de kortuddannede. Det engelske undervisningsministerium udlagde opgaven til den nye private nonprofit virksomhed ”University for Industry”, og den primære målgruppe - de uddannelsesmæssigt dårligst rustede voksne arbejdstagere - er netop nået ved hjælp af rådgivning og vejledning via gratis telefonrådgivning fra call centres i kombination med rådgivning og vejledning via internettet samt lærercentre over hele Storbritannien.
Chefkonsulent Dorthe Petersen besøgte i november 2003 et af de engelske call centres sammen med kolleger fra det danske undervisningsministerie: ”Jeg mener helt klart, at den engelske model med fordel kan bruges i Danmark. Call Centrene giver i samarbejde med AF, diverse skoler og uddannelsesinstitutioner folk adgang til kæmpemæssige databaser, og man får som bruger en både uvildig og hurtig rådgivning”, siger hun.
Mens den danske regerings arbejdsgruppe siden da er blevet opløst, har man i England valgt at udvide vejledningstilbudene yderligere. Det engelske parlament har netop vedtaget at fortsætte med og endda øge finansieringen af University for Industry, der er en central brik i vejledningsarbejdet. Det engelske undervisningsministeries hvidbog fra marts 2005 om bl.a. dette kan downloades fra linket under denne artikel.
Oplevelserne fra det danske undervisningsministeries studietur og erfaringer fra syv års målrettet information og vejledning til virksomheder og voksne på det engelske arbejdsmarked kan læses i dette nummer af Resonans i artiklen ”Alle kender 0800 100 900”.
Af Nina Holm,
x
Relaterede artikler:
27-04-05: FTF: Skær ned på antallet af jobcentre
25-05-05: Alle kender 0800 100 900
7-06-05: FTF foreslår ny model for voksenvejlednin
Uddrag af bemærkninger til lovforslag: Lov om vejledning af uddannelser og erhverv (Lov 298 af 30.04. 2003):
”Der er efter regeringens opfattelse behov for, at der nu følges op med en reform af vejledning til voksne i beskæftigelse, såvel lønmodtagere som selvstændigt erhvervsdrivende som andre ikke ledige voksne, om valg af uddannelse og erhverv.
Der vil derfor blive igangsat et arbejde med at forberede en sådan reform med de samme overordnede målsætninger som i dette lovforslag og med henblik på at skabe en bedre sammenhæng i den samlede vejledningsindsats.
Arbejdet vil foregå i et samarbejde mellem Beskæftigelsesministeriet og Undervisningsministeriet og andre relevante ministerier. Arbejdet forventes at kunne være færdigt senest i begyndelsen af 2004”.
Lov 297, 30.04. 2003
PLS Rambøl og R.U.E. rapport ”Beskæftigedes og virksomheders vejledningsbehov”.
Ministerrådets resolution om livslang læring, maj 2004
Pdf – UK
Undervisningsministeriums Hvidbog “Skills: Getting on in business, getting on at work”.Kap. 3 ”Skills for Adult Learners s. 27 – 43).
Download








