
Jørgen Pater
Konsulent
Telefon: 3336 8816
Mobil: 2121 8816
Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne har den 16. maj 2011 indgået en aftale om en SU reform.  Reformen indgår i den samlede 2020 pakke og bidrager med 1 mia. kr. FTF vurderer, at der er risiko for at færre får en videregående uddannelse. Især forslaget om at begrænse SU til normeret tid og reduktionen af Kvote 2 optaget kan få en negativ virkning.
Hurtigere gennem uddannelse
Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne foreslår en omlægning af SU, så de unge gennemfører deres uddannelse hurtigere. Udspillet er stort set magen til det udspil regeringen offentliggjorde om SU i november 2010. Det skal bemærkes, at forslaget ikke – som udspillet i 2010 - indeholder en afskaffelse af SU til hjemmeboende unge på ungdomsuddannelserne, hvilket er en klar forbedring i forhold til det oprindelige udspil.
Omlægningen af SU-systemet skønnes at styrke de offentlige finanser med 1 mia. kr., heraf ¾ mia. kr. fra en forøgelse af arbejdsudbuddet med 4.000 personer, da de studerende forventes at færdiggøre deres studier tidligere.
Forslaget indeholder følgende:
SU begrænset til normeret tid
Det foreslås, at SU fremover kun gives til den tid uddannelsen er normeret til. For de studerende, der ikke har valgt den rigtige uddannelse første gang, vil der være mulighed for omvalg, hvis de starter på en ny uddannelse senest et år efter første studiestart, uden at det får indflydelse på deres SU.
FTF-vurdering
Begrænsningen af SU til normeret tid vil medføre, at en række studerende får vanskeligere ved at fuldføre uddannelserne. Studieskifterne, der starter på en ny uddannelse efter mere end et år efter første studiestart, vil kunne få sværere ved at finansiere og dermed fuldføre studierne.
Det kan blive et stort problem, da hver femte studerende eller ca. 10.000 personer årligt har en afbrudt uddannelse bag sig. Det vurderes at hovedparten af disse – i størrelsesorden 5.000 til 8.000 personer, starter på en den nye uddannelse senere end 1 år efter den første studiestart og dermed får ringere økonomiske vilkår for uddannelse som følge af forslaget.
Da det ikke kan undgås, at en del studerende foretager et omvalg, kan forslaget derfor meget let føre til at færre får en videregående uddannelse. Dette vil isoleret set give en negativ samfundsøkonomisk effekt.
Fremrykning af 1,08 reglen og reduktionaf Kvote 2 ordningen
Den eksisterende 1,08 regel, som betyder at der beregnes en forhøjet karakter for den adgangsgivende eksamen, hvis den videregående uddannelse påbegyndes inden for to år efter den adgangsgivende uddannelse, ændres. Det foreslås, at ordningen nu skal gælde efter blot et år efter den adgangsgivende uddannelse. Det foreslås samtidigt, at reducere andelen af ansøgere, der bliver optaget via kvote 2 ordningen på visse mellemlange og korte videregående uddannelser.
FTF-vurdering
Det er givet, at den nuværende 1,08 ordning har fremrykket uddannelsesstarten for en del unge, især på de lange videregående uddannelser med kraftig adgangsbegrænsning. På FTF-området har ordningen hidtil haft mindre betydning, idet det kun er få uddannelser med stor adgangsbegrænsning. Med den ventede store tilgang til uddannelserne i sommeren 2011 kan dette mønster ændres, og der vil sandsynligvis være flere professionsbacheloruddannelser med adgangsbegrænsning.
En fremrykning af 1,08 ordningen vil desuden gøre det sværere for studieskiftere at komme ind på et nyt studium (med adgangsbegrænsning) hvilket yderligere vil vanskeliggøre studieskift.
Reducering af Kvote 2 vil gøre vejen ind i uddannelse sværere for unge og voksne, der som udgangspunkt har valgt en anden vej ind i uddannelsessystemet. (dispensationsansøgere, ansøgere med 4-HF enkeltfag m.m.)
Forhøjelse af laveste fribeløb
Regeringen vil forhøje det laveste fribeløb. Forslaget angiver intet beløb, men det fremgår at der er tale om en markant forhøjelse af fribeløbet.
FTF-vurdering
FTF er skeptisk over for dette forslag, idet der er risiko for, at mere erhvervsarbejde ikke vil bidrage til at de unge kommer hurtigere gennem uddannelserne, men snarere tværtimod vil forlænge studietiden.
De øvrige forslag
Forslaget indeholder også indførelse af Start SU og studiestartlån, hvor hensigten er at de unge kan få udbetalt et større samlet beløb ved studiestart. Det gøres lettere, via bedre lånemuligheder, at tage hele eller dele af en uddannelse i udlandet. Endelig foreslås det at give en kontant bonus til unge, der starter tidligt og færdiggør deres uddannelse på under normeret tid.
08.05.12 [FTF nyhed]
Mere jobrotation er en del af en ungepakke, som regeringen vil lægge på bordet de kommende trepartsforhandlinger. FTF er positiv og har konkrete forslag til, hvordan jobrotationsordning kan få flere unge i arbejde.
08.05.12 [FTF nyhed]
Regeringen afsætter to mia. kr. til videregående uddannelser. Det er helt nødvendigt for at sikre Danmarks langsigtede vækst, mener FTF. Men der må indbygges plads i planen til senere at lempe på den kartoffelkur for...
24.04.12 [Notat]
AKF har undersøgt professionshøjskolernes muligheder for at udvikle ny viden til gavn for uddannelser og praksis. Konklusionen er, at der er behov for en permanent og tilstrækkelig bevilling til forsknings- og...