Merit og realkompetence

Notatet klargør på hvilken måde merit og realkompetence indgår i FTF’s strategi for de erhvervsrettede videregående uddannelser og den nationale handleplan. Definitionerne på realkompetence og merit tydeliggøres, og EVA’s to evalueringer i relation til merit og realkompetence gennemgås. Nogle af problemstillingerne i relation til merit og realkompetence ridses op, og FTF’s hidtidige politik i relation til disse to områder fremhæves.

Indledning

Det tidligere UDU har i sit arbejde med at formulere ”FTF’s strategi for de professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser” og i sin drøftelse af ”Den nationale strategi for velfærdsuddannelserne” grundigt diskuteret realkompetence(vurdering) og merit. 

I den nationale handlingsplan drejer det sig om anbefalingen om at etablere nemme overgange mellem forskellige uddannelser og ekstra fokus på merit og realkompetencevurdering for studerende med erhvervserfaring/afbrudte uddannelsesforløb. I anbefalingen foreslås det konkret at: 

• Øge anvendelsen af merit for personer med erhvervserfaring og for studerende, der ønsker uddannelsesskift. 
• Etablere flere indgangsveje til uddannelserne, herunder øget brug af realkompetencevurdering, særligt for studerende med erhvervserfaring.

 I FTF’s strategipapir (strategisk mål nr.1) står der bl.a. ”Akademi- og professionsbacheloruddannelserne skal være attraktive for flere gennem hele studieforløbet”. Deltidsuddannelse, realkompetence og merit skal gøre uddannelserne attraktive for voksne. Der skal sikres relevant deltidsuddannelse og bedre meritmuligheder for voksne på arbejdsmarkedet, der ikke har personlig eller økonomisk mulighed for at gennemføre en ordinær videregående uddannelse. 

Det anbefales også, at voksne skal have mulighed for at få godskrevet formelle og reelle kompetencer, hvis de er relevante i et konkret uddannelsesforløb, og have adgang til vederlagsfri vurdering af realkompetence i forhold til en given uddannelse – uanset hvilket niveau, uddannelsen har. 

Det skal også understreges, at i Indsatsområde 1 – ”Faglige løsninger til gavn for borgere og kunder” - vedtaget på FTF´s kongres, skal der i FTF arbejdes med krav til kompetencer hos medarbejdere og ledere – herunder et systematisk arbejde med realkompetence og merit. 

Endelig skal det nævnes, at i forbindelse med EVA’s undersøgelse for Undervisningsministeriet med tiltlen ”Anerkendelse af realkompetencer på VEU-området mv” blev realkompetencevurderingsredskaberne m.m. grundigt analyseret. Formålet med undersøgelsen var at vurdere udmøntningen af lov om anerkendelse af realkompetencer på VEU-området, og rapporten var dermed en del af den lovovervågning, som fremgår af selve loven. 

I forbindelse med EVA’s offentliggørelse af rapporten har EVA givet et oplæg om undersøgelsen for UDU og lagt op til en efterfølgende drøftelse (juni 2010) 

Merit og realkompetence

Både merit og realkompetence drejer sig om anerkendelse af det, som en studerende i forvejen kan, men der er også forskelle på de to begreber, som derfor behandles hver for sig i de følgende afsnit. 

Merit anvendes som begreb i grunduddannelserne, og handler om anerkendelse af dokumenteret gennemført undervisning og beskæftigelse, der står mål med bestemte uddannelsesdele og praktik. Ifølge lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser (Lov 207 om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser af 31.3.2008, §23) har studerende ret til merit for dele af en uddannelse på grundlag af allerede opnåede kvalifikationer og kompetencer. 

Merit gives af den enkelte uddannelsesinstitution på baggrund af dokumenteret gennemført undervisning og beskæftigelse, der står mål med de fag, uddannelsesdele og praktikdele, der søges merit for. Standardmerit som begreb dækker en generel, ikke individuel, vurdering af, hvilken merit en bestemt uddannelse giver i forbindelse med fortsat uddannelse (typisk ind i en bestemt fortsat uddannelse). Som eksempel kan nævnes den merit, som gives en uddannet sosu-assistent, der videreuddanner sig til sygeplejerske. 

Realkompetence er et anerkendelsesbegreb, der anvendes indenfor efter- og videreuddannelserne, og som betegner en persons samlede viden, færdigheder og kompetencer, uanset hvor og hvordan de er erhvervet. Det giver mulighed for en bredere vurdering af en persons samlede viden, færdigheder og kompetencer som afsæt for fortsat kompetenceudvikling. Folketinget har per 1. august 2007 vedtaget regler (Lov nr. 556 af 06/06/2007 om anerkendelse af realkompetence på voksen- og efteruddannelsesområdet mv.) om udbygning af anerkendelse af realkompetencer inden for voksen- og efteruddannelsesområdet. Loven har været under lovovervågning og det forventes, at Folketinget i foråret 2011 vedtager at videreføre loven uændret. 

Den individuelle kompetencevurdering har til formål at give ansøgeren anerkendelse af dennes samlede viden, færdigheder og kompetencer (realkompetencer) i forhold til en videregående voksenuddannelse eller en diplomuddannelse. Anerkendelse af kompetence sker på baggrund af afklaring, dokumentation og vurdering af deltagerens individuelle kompetencer i forhold til adgangskrav til uddannelsen eller målbeskrivelserne i uddannelsesreglerne. Realkompetencevurderingen kan give bevis for adgang til en uddannelse, bevis for dele af en uddannelse, eller bevis for fuldført uddannelse. 

Fælles for merit og realkompetence er, at det er vigtigt, at praksis med hensyn til vurdering af merit og realkompetence bliver gennemskuelig og enkel af forstå. Samtidig er det vigtigt, at uddannelsesinstitutionerne sammen udvikler praksis og dermed også den gensidige respekt for den enkelte institutions evne til at foretage vurderingerne. 

Ved siden af merit og realkompetence findes endnu en form for anerkendelse af kompetencer, nemlig dispensation for adgangskrav til en grunduddannelse.

For at kunne blive optaget til en videregående uddannelse skal ansøgeren opfylde de adgangskrav, der stilles på den pågældende uddannelse. I den nye adgangsbekendtgørelse (februar 2011) er der sket en ændring. I den tidligere bekendtgørelse indgik begrebet realkompetencevurdering i dispensationsparagraffen. Denne er nu erstattet med begrebet individuel kompetencevurdering i § 8 stk. 1. I stk. 2 er der indsat et nyt stk. 2, der forklarer proceduren ved den individuelle kompetencevurdering.

Den individuelle kompetencevurdering skal foretages af den ansøgte institution, og vurderingen skal alene bygge på de oplysninger, som ansøgeren har stillet til rådighed. Vurderingen skal bygge på ansøgers samlede viden, færdigheder og kompetencer uanset hvor disse er erhvervet, og der kan ikke stilles krav om, at ansøger skal have aflagt specifikke eksaminer på bestemte niveauer for at kunne optages. Til gengæld har institutionen mulighed for at gennemføre kvalifikationsprøver eller anden individuel bedømmelse.

Vurderingen skal føre til stillingstagen om, hvorvidt ansøgeren har faglige kvalifikationer, der kan sidestilles med de fastlagte adgangskrav, og om ansøgeren vil kunne gennemføre uddannelsen. 

Det skal her understreges, at en realkompetencevurdering efter denne lov kan give bevis for adgang til en uddannelse i VEU-systemet, selv om ansøgeren ikke opfylder de formelle adgangskrav. 

Merit 

EVA’s evaluering af meritpraksis 

EVA har i december 2010 offentliggjort sin evaluering af erhvervsakademiernes og professionshøjskolernes meritpraksis. Rapporten omfatter alene meritpraksis på grunduddannelser og dermed ikke brugen af merit eller realkompetence på efter- og videreuddannelsesområdet eller dispensationer i forbindelse med optagelse af studerende, der ikke opfylder de formelle uddannelseskrav. Meritpraksis på meritpædagoguddannelsen og på meritlæreruddannelsen indgår således heller ikke i evalueringen.

Evalueringsrapporten

Den altovervejende del af meritsagerne vedrører professionsbacheloruddannelser og behandles på professionshøjskoler. Over halvdelen af erhvervsakademierne har ikke behandlet ansøgninger om merit. Men selv på uddannelser, der har de fleste ansøgninger om merit (sygeplejerskeuddannelsen, pædagoguddannelsen og læreruddannelsen) udgør meritsagerne en meget lille andel af alle studerende (fra 3 pct. til 0,4 pct.).

59 pct. af meritansøgningerne giver studietidsforkortende merit, 37 pct. giver ikke studietidsforkortende merit (men den studerende får skemafri perioder og dermed mindre arbejdsbelastning) og 4 pct. giver ikke merit.

Evalueringsrapporten viser blandt andet følgende:

De studerende er generelt tilfredse med den information, de får muligheder for merit gennem skriftligt informationsmateriale og personlig vejledning, men peger samtidig på, at der er behov for yderligere information om, hvad der kan føre til merit.

Ansøgninger om merit bliver i meget stort omfang (95 pct.) imødekommet helt eller delvist. Der er heller ikke registreret klager i 2009. Men rapporten viser ikke, i hvor høj grad studerende søger om merit i situationer, hvor der kunne være en realistisk mulighed for at få det.

Rapporten viser endvidere at uddannelsesinstitutionerne ikke fuldt ud har udviklet et system til behandling af sager om merit og realkompetence, der opfylder lovens krav om, at institutionens behandling af merit- og realkompetencesager sker i et enstrenget system, som sikrer tillid til resultatet af dens vurdering og tillid til kvalitet i løsningen af opgaven.

Institutionerne har i mange tilfælde ikke organiseret deres meritpraksis i et enstrenget system, især fordi ansvaret for meritsager ligger decentralt på de enkelte uddannelser – og disse har varierende meritpraksis. Endvidere har institutionerne i mange tilfælde lagt forskellige kriterier til grund for deres meritvurderinger, og der er altså risiko for, at meritafgørelser ikke træffes på et ensartet grundlag.

Rapporten peger på, at der er behov for at den enkelte institution:  

• indfører fælles procedurer for behandling af meritsager på alle uddannelser
• sikrer videndeling mellem ens uddannelser på den enkelte institution og ens uddannelser på forskellige institutioner
•  registrerer viden om indkomne meritansøgninger og meritafgørelser

Det fremgår også af rapporten, at uddannelsernes tilrettelæggelse i sig selv indeholder nogle udfordringer i forhold til at træffe afgørelser om merit. Det gælder hvor der søges merit for uddannelsesdele, der indgår i integreret undervisning (fagintegreret undervisning, professions- eller erhvervsintegreret undervisning m.v.).

Evalueringen viser også, at der ligger en selvstændig udfordring i institutionernes fortolkning af lovgivningen om merit. Loven anvender betegnelsen ”at stå mål med” – men på institutionerne er praksis varierende med hensyn til, om man forstår dette som ”uddannelseselementerne har samme uddannelsesværdi” eller ”uddannelseselementerne er identiske”. En fortolkning, hvor der kræves at uddannelseselementerne er identiske, for at der gives merit, er ifølge evalueringsrapporten ikke i overensstemmelse med lovgivningen. Derfor anbefales det, at Undervisningsministeriet udarbejder en vejledning til, hvordan begreberne vedrørende behandlingen af sager om merit skal fortolkes.

Problemstillinger i relation til brug af merit

En øget anvendelse af merit ind i de eksisterende grunduddannelser er i sig selv ikke problematisk. Også organisering af undervisningen på særlige ”merithold”, som kendes fra sygeplejerskeuddannelsen (for sosu-assistenter) kan være en hensigtsmæssig måde at løse et praktisk problem med hensyn til tilrettelæggelse. 

Det forudsætter imidlertid, at uddannelsesinstitutionerne har de nødvendige forudsætninger og redskaber for at foretage meritvurdereinger, og at der skabes en ensartet bedømmelsespraksis, så alle udbydere af en uddannelse har samme praksis.

Evalueringen af meritpraksis viser, at der er stærkt brug for at udvikle praksis med henblik på fælles procedurer i forbindelse med meritgivning, så der kan være faglig respekt om de afgørelser, der træffes.

En anden udfordring er at finde former for meritgivning, som forener hensynet til den studerende med ønsket om at bevare indholdet i de eksisterende grunduddannelser. 

Der er mulighed for, at merituddannelser, som har et andet indhold og en anden tilrettelæggelse end de ordinære grunduddannelser, kan medføre uklarhed om indholdet i kendte uddannelser og om formidling og udvikling af en samlet professionsetik gennem uddannelsen. 

FTF-politik

Anerkendelse af merit er særlig relevant i forbindelse med studieskift, genoptagelse af studier eller hvor voksne videreuddanner sig efter en periode med erhvervsarbejde. 

Studerende, der ønsker at skifte uddannelsesspor, og uddannelsessøgende, der ønsker at vende tilbage til uddannelsessystemet efter at have været ude i en periode, skal passes ind i uddannelserne med størst mulig smidighed. Mulighederne for sporskifte, altså skift fra en uddannelse til en anden, kan forbedres, fx gennem styrket anvendelse af merit. 

I de tilfælde, hvor frafald fra en grunduddannelse ikke kan undgås, skal den enkeltes rettigheder til senere at vende tilbage til uddannelse styrkes. Generelt skal der arbejdes for bedre muligheder i forbindelse med omvalg, bl.a. bedre meritmuligheder. Det vil øge motivationen for at genoptage et studie. 

En gruppe af unge vælger velfærdsuddannelserne som deres 2. uddannelsesvalg – ofte efter at de har afbrudt en anden uddannelse, fx på et universitet. Derfor er der brug for, at der laves aftaler, der letter overgangen til en professionsbacheloruddannelse fra andre uddannelser, så den uddannelsessøgende får mest mulig merit med sig. 

Voksne med erhvervserfaring skal have mulighed for at få godskrevet formelle og reelle kompetencer, hvis de er relevante i et konkret uddannelsesforløb, der er fx gode eksempler med merit og afkortet studietid for sosu-assistenter, der optages på sygeplejerskeuddannelsen. 

Merit og realkompetence er væsentlige instrumenter i overgangen mellem private uddannelser / oplæring og offentlige uddannelsestilbud. Der er behov for at gøre det enklere og mere overskueligt at få merit og realkompetence godskrevet. Akkreditering af private uddannelser kan være en del af løsningen.

Realkompetence

Realkompetencevurderingsloven (lovovervågning)

Som det tidligere er nævnt vedtog Folketinget i august 2007 lov om anerkendelse af realkompetence på voksen- og efteruddannelsesområdet m.v. I bemærkningerne til loven fremgår det, at loven vil blive omfattet af lovovervågning. Bestemmelserne i loven tages op til revision i Folketingsåret 2010-11. Som led i overvågningen vil Undervisningsministeriet gennemføre en undersøgelse med det formål at vurdere, om de nye ordninger har den tilsigtede virkning og kvalitet. I den forbindelse foretages en vurdering af institutionernes rolle og ansvar.

EVA´s evaluering af udmøntningen af realkompetenceloven

I forbindelse med lovovervågningen har EVA i 1. halvår af 2010 gennemført en undersøgelse for Undervisningsministeriet. Formålet med undersøgelsen er at vurdere om udmøntningen har den tilsigtede virkning og kvalitet. Undersøgelsen fokuserer derfor på, hvordan uddannelsesinstitutionerne håndterer deres opgave i forhold til realkompetencevurderinger, og hvordan de personer, der har gennemgået en realkompetencevurdering, har oplevet forløbet og resultatet af vurderingen.

En række forskellige uddannelsesinstitutioner indgår i undersøgelsen bl.a. VUC, erhvervsskoler, erhvervsakademier og professionshøjskoler. De uddannelsesområder der indgår i undersøgelsen er diplomuddannelser, VVU, GVU, AVU, AMU, HF-enkeltfag og andre gymnasiale uddannelser for voksne.

EVA´s hovedresultater og anbefalinger på tværs af uddannelsesområder er følgende:

• Økonomi. At Undervisningsministeriet genovervejer den økonomiske incitamentstruktur i forhold til at lave RKV. (En meget stor del af uddannelsesinstitutionerne vurderer, at det er svært at se hvordan realkompetencevurdering (RKV) Kan blive en økonomisk rentabel aktivitet for institutionen)
•  Kendskab til RKV. At Undervisningsministeriet sammen med udbyderne gør en særlig indsats for at øge kendskabet til og brugen af RKV, f.eks. ved formidling af gode historier om RKV. ( Der er rigtig mange, der vurderer at manglende kendskab til RKV i befolkningen er en barriere for en større udbredelse af RKV)
•  Dokumentation og legitimitet. At alle udbydere sikrer at vurdering og anerkendelse af realkompetencer dokumenteres så afgørelser kan efterprøves for herigennem at styrke legitimeringen af RKV. (f.eks. forekommer offentlig tilgængelig information om institutionens procedurer og standarder for RKV kun i mindre grad)
•  Evaluering af RKV-forløb. At de institutioner, der laver RKV, inddrager deltagerne i systematiske evalueringer af RKV-forløbene og bruger disse evalueringer aktivt i forbedringen af arbejdet med RKV. (Kun få deltagere indgår i evalueringen af de forløb de har været igennem)
•  Kompetenceudvikling for medarbejdere der arbejder med RKV. At undervisningsministeriet tager initiativ til at forbedre mulighederne for kompetenceudvikling af medarbejderne gennem udvikling af formelle forløb i VEU-systemet.
• I relation til de særlige udfordringer der er til VVU, gør EVA særligt opmærksom på at kendskabet til RKV er begrænset hos målgruppen for VVU og at formidlingen om RKV er lille fra institutionernes side.

I forhold til diplomuddannelserne ses der en høj koncentration af RKV inden for nogle områder (ledelse, vejledning og det tværfaglige område), mens RKV ikke forekommer inden for andre områder. Ud over det understreger EVA, at der er indikationer på ubalance i vægtningen af teori i forhold til deltagernes praksisbaserede viden og kompetencer.

Endelig skal det understreges, at EVA i sin undersøgelse ikke har lavet en spørgeskemaundersøgelse om betydningen af deltagerbetaling for RKV på videregående niveau. Det er dermed ikke undersøgt om deltagerbetalingen er en væsentlig barriere for at gøre brug af RKV for personer med en videregående uddannelse.

Problemstillinger i relation til brugen af realkompetencevurdering

En af de dominerende problemstillinger i forbindelse med realkompetencevurderingsloven er, at der er deltagerbetaling for en RKV, når personen har en uddannelse over faglært niveau. Det er opfattelsen, at der dermed opstilles barrierer for den enkelte, og det svækker ordningen på områder, hvor en realkompetencevurdering kan indgå som en del af indsatsen på beskæftigelsesområder, der mangler arbejdskraft.

Det er også en udfordring i forbindelse med en øget anvendelse af realkompetence at udvikle en ensartet praksis, som den enkelte uddannelsesudbyder anerkender realkompetence efter. Det er i den forbindelse vigtigt at de dokumentationsredskaber, der anvendes, accepteres af alle de relevante aktører, herunder også organisationerne på arbejdsmarkedet.

Anerkendelse af realkompetence i forbindelse med grunduddannelserne på videregående niveau findes ikke i dag, men det praktiseres i begrænset omfang f.eks. i forbindelse med dispensationer for gældende adgangsbetingelser til de videregående uddannelser.

En øget anvendelse af realkompetence i grunduddannelserne rejser store spørgsmål i forhold til autorisation og andre myndighedskrav til personer, der virker inden for visse professioner.

FTF-politik

FTF har senest i forbindelse med Undervisningsministeriets høring af EVA´s evaluering formuleret en række krav og ønsker til realkompetencevurdering.

Det er markeret meget tydeligt, at FTF ønsker at fjerne reglen om deltagerbetaling for RKV på videregående niveau, og der er i den forbindelse peget på, at det entydigt fremgår i andre sammenhænge, at deltagerbetaling er en barriere for brug af RKV.

Ud over det har FTF foreslået, at udvide lovens område til også at omfatte masteruddannelser, idet der ikke er grund til at antage, at realkompetence kun kan være til stede til og med diplomniveau.

 Det bør også tydeliggøres ved definition og information, at der er forskel på realkompetence og merit samt at der oplyses om retstilstand og klageadgang.

Endelig har FTF påpeget, at der stilles krav om dokumentation i forbindelse med vurdering og anerkendelse af realkompetencer, og at den er baseret på metoder, som kan accepteres af alle de relevante aktører. Samt at der sker en kvalificering af RKV-arbejdet gennem vejledning og opkvalificering af personer, der arbejder med RKV.

På det mere generelle plan er det opfattelsen, at realkompetence ikke kan erstatte uddannelse. I hvilken omfang realkompetence kan inddrages må afgøres konkret i forhold til den enkelte uddannelse. Voksne skal have mulighed for at få godskrevet formelle og reelle kompetencer, hvis de er relevant i et konkret uddannelsesforløb.

Realkompetencevurdering er et væsentligt instrument i overgangen mellem private uddannelser/oplæring og offentlige uddannelsestilbud. Der er her væsentligt, at privatansatte indenfor f.eks. finans og it efterspørger, at der i en realkompetenceafklaring af hvorvidt en person opfylder adgangsbetingelserne til en uddannelse lægges mere vægt på de arbejdsmæssige funktioner som den pågældende bestrider.

Fokus skal i højere grad rettes mod at vurdere om en person har chance for at gennemføre en bestemt uddannelse, end at vurdere om pågældendes kompetencer modsvarer dem, der formelt kræves for at blive optaget på uddannelsen.