Lov om almen voksenuddannelse og om anerkendelse af realkompetencer i forhold til fag i AVU, HF-uddannelsen m.m.

[ Høringssvar ]

FTF er positiv overfor denne reform af AVU. Der er dog en række problemstillinger, som må fremhæves. Forholdet mellem AVU som middel til videreuddannelse og som et alment tilbud, bevarelsen af et voksenpædagogisk miljø og manglende økonomiske ressourcer til reformen. Endelig må fremhæves manglen på specialpædagogisk støtte.

 

FTF har modtaget ovennævnte lovforslag til høring. FTF har følgende bemærkninger:

FTF er positiv overfor denne reform af den almene voksenuddannelse (AVU). FTF vil her særligt fremhæve følgende:

Ændringen og udvidelsen af formålsparagraffen og målgruppen for AVU, således at der sker en målretning af AVU mod de unge voksne, der har forladt folkeskolen med utilstrækkelige kundskaber og mod tosprogede uden tilstrækkelig danskkundskaber.

Adgangen til at optage unge under 18 år såfremt Ungdommens Uddannelsesvejledning vurderer at AVU er det korrekte tilbud til unge.

Bedre sammenhæng mellem AVU og HF ved en niveauopdeling, der understøtter sammenhængen mellem AVU og HF, og muliggørelsen af korte forløb, der er overskuelig for kursisten. De korte forløb fremmer tillige muligheden for et bedre samspil mellem AVU og arbejdsmarkedsuddannelserne

Indførelsen af almen forberedelseseksamen – en samlet avu-eksamen – der giver adgang til det toårige HF.

Opstilling af formelle kvalifikationskrav til avu-lærere, således at disse skal have gennemført en uddannelse til lærer i folkeskolen med de pågældende fag som liniefag eller tilsvarende kvalifikationer.

Faget dansk som andetsprog får status som kernefag, og kravet til underviserne i dette fag, at de skal have gennemført en uddannelse til underviser i dansk som andetsprog.

FTF vil dog i forbindelse med denne positive tilkendegivelse gøre opmærksom på en række problemstillinger, der er knyttet til de anførte ændringer:

Der er i formålsbestemmelsen i AVU sat øget fokus på at se AVU som et middel til videreuddannelse. Det virker i den sammenhæng som om der nu lægges mindre vægt på, at AVU også fremover skal være et tilbud om almen uddannelse til modne voksne, som ikke har et videreuddannelsesperspektiv for øje. Når det endvidere ses at fag som pædagogik og samarbejde og kommunikation falder bort forstærkes denne opfattelse.

Det er vigtigt at fastslå, at AVU er et voksenuddannelsestilbud, og at undervisningen foregår i et voksenpædagogisk miljø. Et forøget fokus på optagelse af unge voksne – herunder unge under 18 år må ikke rokke ved det voksenpædagogiske uddannelsesmiljø. Det forhold, at unge vil blive bedre i stand til at gennemføre en ungdomsuddannelse ved at tilegne sig viden i et voksenuddannelsesmiljø, må ikke ved en uhensigtsmæssig balance mellem unge og voksne på de enkelte hold ødelægge denne afgørende forudsætning.

I forbindelse med den forøgede målretning af AVU mod de unge voksne, kan det undre at lovforslaget ikke indeholder nogle tiltag, der kan afhjælpe de sociale problemer mv., disse kursister måtte have. Det drejer sig f.eks. om mentor- eller kontaktlærerordninger, der kan støtte kursisten og sikre en hurtig indgriben mod frafald fra uddannelsen.

Ud over dette er FTF stærkt forundret over, at disse mange ændringer af AVU-loven vurderes til at kunne dækkes ved en ekstra udgift for Undervisningsministeriet på 400.000 kr. samt ved et forholdsvis lille træk på Undervisningsministeriets samlede ramme til forsøgs- og udviklingsmidler.

Til slut vil FTF gøre opmærksom på en alvorlig mangel i lovforslaget, som drejer sig om specialpædagogisk støtte.

Som et generelt princip inden for dansk handicappolitik gælder sektoransvaret, som indebærer, at den enkelte sektor selv har ansvaret for at sikre, at mennesker med handicap kan bruge de enkelte tilbud. Når det drejer sig om undervisning og uddannelse drejer tilgængeligheden sig både om den fysiske tilgængelighed og om adgangen til hjælpemidler, særlig tilrettelagt undervisning, adgang til at aflægge prøve på særlige vilkår m.v. (specialpædagogisk støtte)

På uddannelsesområdet er sektoransvaret for så vidt angår specialpædagogisk støtte implementeret i langt de fleste uddannelseslovgivninger. Dette har ikke været tilfældet i den nuværende AVU-lov, og manglen er ikke rettet op i det foreliggende forslag.

Det undrer FTF, at netop dette uddannelsestilbud, der nu henvender sig til voksne og unge, der har brug for at styrke de grundlæggende faglige forudsætninger, og som for en dels vedkommende har forladt folkeskolen med et utilfredsstillende resultat, ikke indeholder adgang til specialpædagogisk støtte.

Det er FTF´s klare opfattelse, at den foreslåede adgang til supplerende, differentieret undervisning (kaldet værkstedsundervisniing) ikke kan træde i stedet for adgang til specialpædagogisk støtte, som man kender den fra folkeskolen eller fra ungdomsuddannelserne.

Bente Sorgenfrey

Formand

 

FÃ¥ nyhedsbrev om Uddannelse !

> Aktuelt

Godt at 2020-plan sætter skub i jobrotation

08.05.12 [FTF nyhed]

Mere jobrotation er en del af en ungepakke, som regeringen vil lægge på bordet de kommende trepartsforhandlinger. FTF er positiv og har konkrete forslag til, hvordan jobrotationsordning kan få flere unge i arbejde.

FTF: Rigtigt at satse stort på uddannelse i 2020-plan

08.05.12 [FTF nyhed]

Regeringen afsætter to mia. kr. til videregående uddannelser. Det er helt nødvendigt for at sikre Danmarks langsigtede vækst, mener FTF. Men der må indbygges plads i planen til senere at lempe på den kartoffelkur for...

Ny AKF-rapport: Professionshøjskolerne har brug for permanent bevilling til forskning og udvikling

24.04.12 [Notat]

AKF har undersøgt professionshøjskolernes muligheder for at udvikle ny viden til gavn for uddannelser og praksis. Konklusionen er, at der er behov for en permanent og tilstrækkelig bevilling til forsknings- og...