Politibetjente efteruddannes ikke

Ansatte ved politiet er ikke blevet efteruddannet siden 2005, og de risikerer at vente fire år mere. Det bør politikerne have in mente, når de i dag forhandler den nye politaftale, mener Politiforbundets formand.

Kirstine Petersen, Journalistisk medarbejder | 08.11.11 12:48

Politikerne bør tænke efteruddannelse og langstrakte planer ind i dagens forhandlinger om en ny politiaftale. Det mener Peter Ibsen, formand for Politiforbundet:

Dansk Politi har bundrekord

Antallet af uddannede politifolk per 1.000 borger er 1,85 i Danmark. Det er vesteuropæisk bundrekord, ifølge Politiforbundets hjemmeside

”Den økonomiske ramme sætter normen for, hvor mange, der kan være ansat, og hvad de kan. Dansk Politi er eksempelvis ikke blevet efteruddannet siden 2005, og jeg frygter, at der ikke bliver tale om efteruddannelse i en 10-årig periode. Gad vide, om firmaer som NOVO eller Netto ville acceptere det for deres medarbejderstab?”, siger Peter Ibsen.

Han peger på, at den manglende uddannelse allerede nu giver problemer for eksempelvis lederne i politiet:

”Når man skal samle et team til en opgave, har lederne ikke altid overblik over, hvilke kompetencer, de ansatte har. Samtidig er der ikke muligheder for at give dem de kompetencer, der er brug for. Lederne har altså ikke muligheder for at dække de behov, der er for uddannelse”, siger han.

Kræver en 2020-plan for politiet
Peter Ibsen foreslår derfor, at politikere og ledere begynder at lægge mere langstrakte planer for Politiet.

”Det ville være hensigtsmæssigt, hvis der fx blev lavet en 2020-plan for politiet. Der skal være helhed i planlægningen, og det er relevant at se på, hvad der påvirker os fremover her i landet og internationalt. Det er ledernes opgave at lægge planer, men politikere skal give grønt lys”, uddyber han.

Når nu, der skal forhandles økonomiaftale for politiet i 2012, ved vi godt, at pengene ikke hænger på træerne. Man kunne dog give os lov til at bevare dem, vi har.

Peter Ibsen, formand for Politiforbundet

Lever ikke i en drømmeverden
Formanden ved  godt, at der er røde tal på bundlinjen. Lidt ekstra penge til politiarbejdet ville være rart, men hvis det ikke kan lade sig gøre, har han et andet forslag til at skaffe midler til eksempelvis efteruddannelse:

”Hvis man som leder effektiviserer og prøver at lave noget anderledes, kan det ikke hjælpe noget, at politikerne kommer og inddrager den effektiviseringsgevinst, der er opnået. Man kunne i stedet lade organisationen beholde gevinsten og eksempelvis bruge den til at højne efteruddannelsen eller fremme nogle andre mål. Når nu, der skal forhandles økonomiaftale for Politiet i 2012, ved vi godt, at pengene ikke hænger på træerne. Man kunne dog give os lov til at bevare dem, vi har”, opfordrer han.

Forhandlingerne om den nye politiaftale finder sted i dag kl. 16. Den nye aftale erstatter en et-årig aftale, der blev indgået i 2010. Forligskredsen består af Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Venstre, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti.

 

Kontaktinformation

Flemming Andersen

Flemming Andersen

Kommunikationschef

Telefon: 3336 8804

Mobil: 4036 8804

Få nyhedsbrev om Uddannelse !

> Aktuelt

Godt at 2020-plan sætter skub i jobrotation

08.05.12 [FTF nyhed]

Mere jobrotation er en del af en ungepakke, som regeringen vil lægge på bordet de kommende trepartsforhandlinger. FTF er positiv og har konkrete forslag til, hvordan jobrotationsordning kan få flere unge i arbejde.

FTF: Rigtigt at satse stort på uddannelse i 2020-plan

08.05.12 [FTF nyhed]

Regeringen afsætter to mia. kr. til videregående uddannelser. Det er helt nødvendigt for at sikre Danmarks langsigtede vækst, mener FTF. Men der må indbygges plads i planen til senere at lempe på den kartoffelkur for...

Ny AKF-rapport: Professionshøjskolerne har brug for permanent bevilling til forskning og udvikling

24.04.12 [Notat]

AKF har undersøgt professionshøjskolernes muligheder for at udvikle ny viden til gavn for uddannelser og praksis. Konklusionen er, at der er behov for en permanent og tilstrækkelig bevilling til forsknings- og...