MED-udvalg skal bestemme rygepolitik

[ TR-info ]

Odense Kommune kom for nylig i medierne, da den ville forbyde ansatte at ryge i deres pause. Nu er der fundet en bedre løsning, hvor MED-repræsentanter skal ind over beslutningen.

Kirstine Petersen, Journalistisk medarbejder | 22.09.11 09:11

I Odense Kommune er der nu endnu en god grund til at interessere sig for MED-udvalget på arbejdspladsen. Især hvis man er ryger. Kommunen lægger nemlig beslutningen om, hvorvidt der må ryges i arbejdstiden over på bl.a. MED-repræsentanternes bord.

"Forligspartierne anbefaler, at der ikke ryges i arbejdstiden. Den enkelte arbejdsplads kan beslutte, at der ikke er rygeforbud på deres arbejdsplads, og lokaludvalgene skal inddrages i beslutningen", lyder det i forliget mellem de uenige partier i kommunalbestyrelsen.

Hvis rygning skal være tilladt, skal ledere og MED-udvalg dermed aktivt vedtage det.

Godt med fokus på MED-udvalg
Beslutningen kommer i kølvandet på en ophedet diskussion i byrådet. Her ville nogle medlemmer forbyde al rygning blandt kommunalt ansatte, så længe de var på job. Også i deres pauser. Argumentet var selvfølgelig at fremme sundheden blandt de ansatte, men det holdt ikke i længden. Løsningen med at tage diskussionen på den enkelte arbejdsplads er derfor bedre, mener FTF.

"Det er tilfredsstillende, at kommunen overholder aftalen om inddragelse af medarbejderne ved at lægge en beslutning om rygeforbud i MED-udvalget. Rygforbud griber ind i de ansattes arbejdsforhold og arbejdsmiljø, og det er derfor afgørende, at det drøftes mellem ledelsen og MED-repræsentanter. Odenses endelige løsning er derfor fornuftig", siger Bente Sorgenfrey, formand for FTF.

FTF mener grundlæggende, at tobaksrøg skal være forbudt på arbejdspladserne, og at ansatte skal tilbydes rygestopkurser eller lignende. Rygerum og andre ordninger bør stadig besluttes på den enkelte arbejdsplads. Her er det en god ide at involvere MED-repræsentanterne som talerør for de ansatte.

 

Kontaktinformation

Torben Lenike Petersen

Torben Lenike Petersen

Konsulent

Telefon: 3336 8838

Mobil: 2712 8838

Bente Sorgenfrey

Bente Sorgenfrey

Formand

Telefon: 3336 8801

Mobil: 4045 2645