275.000 får ikke en klink, hvis de bliver ledige

[ TR-info ]

Kommunen står ikke nødvendigvis klar med kontanthjælp, hvis man ikke er i a-kasse. Tre ud af fem har slet ikke ret til kontanthjælp.

Mange danskere tror, at kontanthjælpen er redningsplanken, hvis de ikke er medlemmer af en a-kasse. Men rigtig mange kan slet ikke få kontanthjælp og må klare sig uden offentlig støtte, hvis de skulle miste deres job.
En beregning fra AE Rådet viser, at 275.000 danskere, der ikke er medlem af en a-kasse, heller ikke er berettiget til kontanthjælp, selvom de bliver ledige. Det svarer ifølge AE Rådet til, at tre ud af fem beskægtigede, der ikke er medlem af en a-kasse, ikke kan kontanthjælp.
Grunden til, at mange danskere må se langt efter kontanthjælpen, er, at den tildeles i forhold til, hvilken indkomst der ellers er i husstanden. Har familien en vis formue, udløses der ikke kontanthjælp, da man først må spise af formuen. Det samme gælder, hvis ægtefællen har en indkomst, der er stor nok til at forsørge familien. Er ægtefællens indkomst større, end hvad to gange kontanthjælp ville give, kan den ledige ikke få penge fra det offentlige.
AE Rådet anslår i øvrigt, at det er langt flere end 257.000, der ikke vil kunne få kontanthjælp. Rådet tager i sin beregning kun udgangspunkt i den finansielle formue som obligationer, aktier og indeståender i danske banker. Men med stigende boligpriser og stigende beskæftigelse igennem 2007 og 2008 er formuerne steget, og dermed vil antallet af beskæftigede, der ikke kan få kontanthjælp, være øget.