Jagten på den meningsfulde dokumentation

Ny bog lancerer resultatbaseret styring som en måde at opnå mere meningsfuld dokumentation på, men trods de udmærkede hensigter bliver bogen aldrig helt skarp på, om og hvordan det konkret kan lade sig gøre.

En række konsulenter fra Rambøll Management har redigeret ”Når måling giver mening”, som giver en introduktion til den resultatbaserede styringsmodel, som har vundet indpas i særligt USA gennem de senere år under navnet ”Performance Management”.

Resultatbaseret styring fokuserer som navnet antyder på de resultater, som den offentlige sektor leverer. Nærmere bestemt er det et fokus på effekter og værdien for borgerne af den offentlige service, hvor de hidtidige styrings- og dokumentationsformer, vi har lært at kende under fællesbetegnelsen New Public Management (NPM) har haft et mere snævert sigte. NPM har mere fokuseret på optimering af interne processer gennem principper fra den private sektor (resultatkontrakter, målstyring mv.) samt at det offentlige producerer et givent output. Her ser resultatbaseret styring i højere grad på outcome – altså ikke bare på hvad og hvor meget, der ”produceres”, men effekterne af det, der produceres.

Bogens egentlige budskab er, at introduktion af resultatbaseret styring i højere grad kan skabe meningsfuld dokumentation for alle niveauer i den offentlige sektor. De data, som medarbejderne indsamler og bruger, skal kunne beskrive, om indsatsen gør en forskel og bruges på en måde, der inddrager både frontmedarbejdere, ledere og politikere. Der gennemgås derfor eksempler fra en række ministerier og kommuner, der er begyndt at arbejde med resultatbaseret styring, ligesom der også er interviews med en række frontpersonaleledere. Disse eksempler formår dog ikke for alvor at overbevise om, at resultatbaseret styring er den nye mirakelkur. Bl.a. er det endnu for tidligt at vurdere de forsøg, der er igangsat med resultatbaseret styring, og det fremgår heller ikke, om de fagprofessionelle medarbejdere, der har dokumentationen tæt inde på livet i det daglige, faktisk har været inddraget i udviklingen af nye og mere enkle dokumentationskrav.

Mere grundlæggende savnes også en diskussion af det mulige og gavnlige i at kvantificere og styre efter effekterne på de mere komplekse offentlige velfærdsområder. Hvordan skal man fx på en enkelt måde kunne måle effekten af at sende sine børn i børnehave og folkeskole? Hvis målene og dokumentationskravene stadig ikke handler nok om kerneydelsen, er man desværre ikke kommet meget længere end ved New Public Management, som netop har haft som kritikpunkt, at man måler og dokumenterer på alt muligt andet, end det som egentlig er - eller burde være - kernen i de offentligt ansattes arbejde.

Man overbevises således ikke rigtigt om, at resultatbaseret styring kan indfri de ellers flotte og prisværdige ambitioner om at skabe dokumentation, der er faglig meningsfuld for alle involverede. Det kan godt være, at måling kan give mere mening, end tilfældet er mange steder i dag – men spørgsmålet er, om det er mening nok, eller om mange af måle- og dokumentationskravene stadig vil opleves mere som tidsspilde og kontroltyranni af medarbejderne.

”Når måling giver mening” kan bestilles her: