Fra fællestillidsmand til bankdirektør

John Lundsgaard er i dag bankdirektør i Spar Nord, hvor han tidligere har været fællestillidsmand. Set gennem hans øjne er der mange lighedspunkter i de to kasketter. Det handler om at se tingene i en større helhed og være med til at sætte den kurs, som virksomheden skal følge
”Som fællestillidsmand har du i virkeligheden et ledelsesansvar. Du skal ikke kun forholde dig til den enkelte medarbejders situation, men du skal være med til vælge den retning, som virksomheden skal følge”.
Sådan siger bankdirektør John Lundsgaard fra Spar Nord. Han byttede efter en kort omvej i 1990’erne stillingen som fællestillidsmand ud med personaledirektørposten i samme virksomhed. Selv om han i dag er arbejdsgiver, mener John Lundsgaard fortsat, at det er de samme kompetencer og kvalifikationer, der kommer i spil, hvad enten man er leder eller TR’er – især når det gælder fællestillidsrepræsentanten i en virksomhed.
”Den største udfordring på begge poster er, at du kommer til at sætte dig selv i spil for at opnå resultater”, siger John Lundsgaard.
”Fællestillidsrepræsentanten skal hele tiden arbejde på samme abstraktionsniveau som ledelsen. Hvis du er fællestillidsrepræsentant er du lige så interesseret i, at det går virksomheden godt, som ledelsen er. Den største forskel på TR’ernes og ledernes måde at tænke på er, at ledelsen tænker mere på kunderne end en fællestillidsrepræsentanten gør”, fortsætter han.
TR-post giver ikke automatisk lederjob
John Lundsgaard begyndte selv som tillidsrepræsentant og blev siden fællestillidsrepræsentant i Spar Nord. Efter flere år trådte han ud af det faglige arbejde og var med til at udvikle virksomhedens datasystemer. Da posten som personaledirektør blev ledig i Spar Nord søgte han og fik den. Siden blev John Lundsgaard vicedirektør og har i dag titlen bankdirektør.
Selv om der er sammenfaldende opgaver for ledelse og folk på tillidsposter, så vil han ikke anbefale medarbejdere, der går med drømme om at blive leder, at vælge TR-jobbet, for at skyde genvej til lederposten.
”Man skal ikke gøre det til et strategisk valg, for så tror jeg, at man risikerer, at det ikke at blive til noget. Vil man være leder, skal man i stedet tage de muligheder, der byder sig”, siger John Lundsgaard.
Godt udgangspunkt med TR-rolle
Selv om John Lundsgaard ikke vil anbefale TR-rollen som et bevidst valg til lederposten, så mener han, at han har fået meget med fra sit arbejde som tillidsrepræsentant og siden faglig aktiv i Finansforbundet.
”En af fordelene er, at jeg ved hvordan tingene bliver opfattet på den anden side af bordet. Det hjælper mig, når jeg skal foreslår forandringer at vide, hvordan organisationen modtager en nyhed”, siger John Lundsgaard.
I sin tid som TR for Spar Nord har John Lundsgaard også fulgt tillidsrepræsentantuddannelser i Finansforbundet.
”Det er en rigtig god uddannelse – det var det i hvert tilfælde dengang – hvor du lærte noget, som du ikke kan læse dig til i en bog. For godt nok skulle vi også lære om overenskomster og funktionærloven, men det blev sat ind i en sammenhæng, så man lærte at gøre brug af det”, siger John Lundsgaard.
Vil ikke bestemmes over
Det var i begyndelsen af 1990’erne, at John Lundsgaard valgte at blive leder. Selv husker han det som om, at han synes, at det faglige arbejde blev for meget diskussionsklub og for lidt handling i forbindelse med fusionen af de tidligere organisationer, der dengang blev til Finansforbundet.
”Mit temperament var ikke til den måde, som tingene kørte på det tidspunkt”, siger John Lundsgaard.
Da jobbet som personaledirektør blev ledigt, valgte han at satse på en lederkarriere i stedet.
”Som så mange andre ledere, så valgte jeg at blive leder, fordi jeg fandt ud af, at jeg ikke ville have nogen, der skulle bestemme over mig. Det var mere det, der var drivkraften, end at jeg som leder bestemte over andre”, siger John Lundsgaard.






