
Michael Kjærgaard
Journalist, studerende
Telefon: 3336 8831
Mobil:
Det psykiske arbejdsmiljø bliver opprioriteret i Forebyggelsesfondens støtte til bedre arbejdsmiljø for 2010. Som noget nyt kan blandt andet sygeplejersker, lærere og socialrådgivere søge penge til at forbedre det psykiske arbejdsmiljø.
Fordelingen af pengene fra Forebyggelsesfonden for 2010 giver en opprioritering af det psykiske arbejdsmiljø. Det er resultatet af Forebyggelsesfondens fordeling af 421 mio. kr. til at forbedre både det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø på landets arbejdspladser.
Opprioriteringen af det psykiske arbejdsmiljø går til at forebygge stress og psykisk nedslidning inden for faggrupper, der er udpeget som særlig nedslidningstruede på baggrund af en overhyppighed af blandt andet depressionssymptomer.
For at opprioritere det psykiske arbejdsmiljø har fonden oprettet en forsøgspulje på 20 mio. kr. til medarbejdere, som er i særlig risiko for at blive nedslidt af psykisk belastning, heriblandt socialrådgivere, sygeplejersker, lærere samt medie- og reklameansatte.
Det er en opprioritering af det psykiske arbejdsmiljø, som FTF er meget tilfreds med. Formand Bente Sorgenfrey siger:
”Det er positivt og strengt nødvendigt, at psykisk nedslidning gøres til et permanent fokus for Fonden fra 2011. Forebyggelsesfonden har hidtil været for snæver i sit sigte og derved overset en lang række arbejdspladser, hvor den psykiske nedslidning er stor”.
Forebyggelsesfondens hovedformål er dog fortsat at forebygge nedslidende arbejdsgange og rutiner, hvortil der er afsat 210 mio. kr. Til bedre genoptræning og rehabilitering er der tildelt 100 mio. kr., mens der ligeledes er tildelt 100 mio. kr. til at fremme bevidstheden om risici ved rygning, alkohol og fedme.