Firmaer fyrer flere tillidsfolk
Besværlige tillidsfolk bliver under krisen fyret, uden at der er tvingende grund til det, og det er i strid med overenskomsterne, skriver Børsen.
En ekspert og fagforbund kalder udviklingen uheldig, mens arbejdsgiverne afviser, at der er et problem.
Både en ekspert og fagforbund betegner det som en uheldig udvikling, der kan ødelægge den danske arbejdsmarkedsmodel.
Dansk Arbejdsgiverforening (DA) afviser, at det er et problem.
Både faglig chef i HK Privat, Gerda Christensen, og gruppeformand i 3F Børge Frederiksen oplever, at der har været en stigning i afskedigelser inden for de såkaldt beskyttede stillinger.
"Hver gang er der samtaler mellem os og arbejdsgiverorganisationerne om, hvorvidt der er tvingende grunde, og der er flere sager, hvor vi ikke har kunnet blive enige om, hvorvidt afskedigelsen er i orden," siger Børge Frederksen.
Det er ifølge arbejdsmarkedsekspert og lektor ved Aalborg Universitet, Flemming Ibsen, en uheldig udvikling.
"Tillidsrepræsentanter er hovedhjørnestenen i hele samarbejdssystemet i den danske model, så hvis virksomhederne ikke lever op til de særlige regler, er det dybt problematisk," siger Flemming Ibsen.
I DA afviser vicedirektør Povl-Christian Jensen, at der er en udrensning i gang af tillidsrepræsentanter. Han finder det kun naturligt, at også tillidsrepræsentanter bliver ramt i nedskæringstider og finder i det hele taget tillidsfolkenes beskyttelse dækkende.
"Der skal meget til at fyre, og hvis man ikke lever op til reglerne, falder det jo tilbage på virksomheden," siger Povl-Christian Jensen
Kilde: Newspaq







