Tilfredse medarbejdere i kommuner og regioner
Offentlig ansatte i kommuner og regioner er særdeles tilfreds med deres arbejde. Det viser en ny undersøgelse fra Anvendt Kommunal Forskning.
Landets SOSU-medarbejdere, sygeplejersker, pædagoger og lærere er tilfredse med, at de har tid til at prioritere deres kerneopgaver på jobbet. Det konkluderer en undersøgelse af Anvendt Kommunal Forskning (AKF) foretaget for Personalepolitisk Forum.
Personalepolitisk undersøgelse 2009.
92 procent af medarbejderne i kommunerne og regionerne er enten tilfredse, meget tilfredse eller overordentlig tilfredse med deres arbejde, viser undersøgelsen.
Samtidig svarer 9 ud af 10 adspurgte i undersøgelsen, at samarbejdet med kolleger er den vigtigste motivationsfaktor i det daglige arbejde. Ligeledes vægter 8 ud af 10, at de har tilfredse brugere og har mulighed for at levere høj kvalitet i det daglige arbejde.
Endelig vægter medarbejderne at have ledere, der er synlig, anerkendende og engageret.
Til trods for tilfredsheden med jobbet viser undersøgelsen ligeledes, at medarbejderne fortsat ønsker et bedre arbejdsmiljø samt bedre mulighed for at levere god kvalitet på trods af tidspres.
Seniorforsker ved AKF, Ulf Hjelmar, siger om det ønske:
”Det er afgørende for de ansatte, at de kan levere en god service til borgerne. Offentligt ansatte har en stærk faglig identitet, og de vil gerne leve op til høje faglige krav”.
Kilde: Personaleweb.dk







