Politibetjente bange for at bruge ytringsfrihed

[ Info ]

Politibetjente er bange for at bruge deres ytringsfrihed til at kritisere ledelsen, viser en stikprøve, som Politiforbundet har foretaget. ”Meget bekymrende,” siger forbundsformand Peter Ibsen.

| 28.07.10 11:15

Selv om de har ret til at bruge deres ytringsfrihed til at kritisere ledelsen på arbejdspladsen, så er politibetjente ikke trygge ved at bruge den. Det viser en stikprøve blandt 60 medlemmer, som Politiforbundet har foretaget.

Tre ud af fire politibetjente svarer i undersøgelsen, at det skader karrieren at blive stemplet som kritisk af ledelsen, mens over halvdelen af de adspurgte har hørt eller kender til tilfælde, hvor det har skadet karrieren, hvis politifolk har ytret sig kritisk.

Det er meget bekymrende, mener formand for Politiforbundet Peter Ibsen.

”Det ser vi med stor alvor på. Det er klart, at et system som vores bør være præget af ytringsfrihed. Det er nok noget, som har fyldt mere, end vi har været opmærksomme på,” siger Peter Ibsen.

Betjent: Reel ytringsfrihed eksisterer ikke
Blandt kommentarer fra de adspurgte politibetjente gør en opmærksom på, at der inden for politiet ikke eksisterer reel ytringsfrihed:”Nej, der er ikke reel ytringsfrihed. Ledelsesformen er gammeldags. Mange føler, at de skal træde varsomt, hvilket ikke bidrager til en god arbejdsplads”.

En anden politibetjent retter kritikken mod ledelsestyperne inden for politiet:

”Der er visse ledere, der ikke tåler kritik og straffer kollegerne på forskellig vis. Der er mange alfa-hanner i flokken, og det giver spændinger”.

51 procent offentlige ansatte bruger ikke ytringsfrihed
En FTF-undersøgelse fra 2010 viste ligeledes, at det generelt står skidt til med de offentlige ansattes ytringsfrihed. 51 procent af de offentlige ansatte på FTF-området som eksempelvis sygeplejersker, skolelærere, socialrådgivere, politifolk og ansatte i forsvaret bruger ikke deres ytringsfrihed til at udtale sig offentligt om forhold på deres arbejdsplads.

Fælles for dem er, at de frygter, at udtalelserne kan medføre problemer som eksempelvis advarsler, kammeratlige samtaler eller endda fyringer.

Undersøgelsen af offentlige ansattes ytringsfrihed blev foretaget blandt 2.500 offentligt ansatte.

Kilder: Avisen.dk, Politiforbundet.dk

 
 
Læs mere om ytringsfrihed på FTF-området