Pædagoger vil ikke betale skat af madordninger

[ TR-info ]

Skatterådet er endnu engang ude med riven. Pædagoger skal ifølge rådet betale skat af den mad, de spiser sammen med børnene i forbindelse med madordninger. Det er tegn på manglende forståelse for pædagogernes arbejde, mener BUPL, som derfor opfordrer til at tage egne madpakker med i stedet.

Michael Kjærgaard, Journalist, studerende | 30.09.10 14:01

Pædagoger skal betale skat af den mad, som de spiser sammen med børnene i forbindelse med daginstitutionernes madordninger. Det har Skatterådet netop fastslået blot få uger efter, at rådet også pålagde medarbejdere at betale multimedieskat, hvis en medarbejder tager et multimedie med hjem efter en tjenesterejse.

Nu er det så pædagogernes tur til at betale skat af en ordning, som lægger i naturlig forlængelse af deres arbejde.

Skatterådet har således besluttet, der skal betales skat for madordninger, hvis pædagogerne ikke betaler den fulde pris for maden.

”Jeg har bidt mærke i, at socialpædagogerne ikke skal beskattes af deres måltider, hvis det er en del af det pædagogiske arbejde.  Der bør gælde de samme vilkår for vores medlemmer,” siger formand for BUPL, Henning Pedersen, til Bupl.dk

BUPL er gået i gang med at undersøge, hvor stor omfanget af Skatterådets afgørelse er.

Tag selv madpakke med

Henning Pedersen understreger, at et tilbagevirkende skattesmæk til pædagogerne for at spise med i madordningerne er helt uacceptabelt.

”Vi vil ikke acceptere, at der på nogen måde kan bliver tale om et skattesmæk med tilbagevirkende kraft,” siger Henning Pedersen.

For at undgå at skulle betale skat med tilbagevirkende kraft opfordrer Henning Pedersen pædagogerne til allerede nu at holde sig fra madordningerne og i stedet selv tage en madpakke med på jobbet.

Kilde: Bupl.dk

 

Kontaktinformation