Ny kampagne forebygger stress på offentlige arbejdspladser

[ Info ]

Kampagnen ’Fra stress til trivsel’ sætter fokus på håndtering af stress på offentlige arbejdspladser. Via tv-spots og en hjemmeside kan man få forskningsbaseret viden om, hvordan man forebygger skadelig stress på sin arbejdsplads.

Michael Kjærgaard, Journalist, studerende | 08.09.10 10:47

Selv om hver tiende dansker i arbejde bliver syge på grund af stress, har danske arbejdsplader behov for viden og inspiration til at forebygge langvarig, skadelig stress. Derfor lancerer Videncenter for Arbejdsmiljø kampagnen ’Fra stress til trivsel’, som via tv-spots og en hjemmeside skal hjælpe offentlige arbejdspladser til at være opmærksomme på at håndtere stress.

På hjemmesiden www.frastresstiltrivsel.dk kan man blandt andet tilmelde et e-mail forløb, hvor man løbende vil modtage forskningsbaseret viden, værktøjer og god praksis til at undgå og håndtere stress. E-mail forløbet er målrettet såvel medarbejdere som ledere og samarbejdsudvalg for at understrege, at håndtering af stress skal foregå på alle niveauer på arbejdspladsen.

Derfor vil mere end 4.000 medlemmer af de øverste samarbejdsudvalg i kommuner, regioner og statslige arbejdspladser i de kommende uger modtage et brev, som opfordrer til at tilmelde sig e-mail forløbet og derved være med til at sætte stress og trivsel på dagsordenen.

”Både den enkelte, gruppen, ledelsen og organisation har opgaver og ansvar, når det handler om at håndtere stress på arbejdspladsen. Med e-mail forløbet tilbyder vi viden og inspiration, som kan bruges i dagligdagen,” siger chef for Videncenter for Arbejdsmiljø, Hannah Maimin Weil, om hensigten med e-mail forløbet.

I brevet til samarbejdsudvalgene vil der være vedlagt tre pakker med orange gummiarmbånd, som sætter fokus på budskabet om, at stress skal løses i fællesskab. Det er meningen, at man beholder et armbånd selv og giver de to andre videre til et par kolleger. Armbåndene giver således en anledning til at tage en snak om stress på arbejdspladsen. 

Udover tv-spots og en hjemmeside kan man møde kampagnen ’Fra stress til trivsel’ på webbannere og Facebook. Det er også muligt at komme med sine egne kommentarer på hjemmesiden til, hvordan man skaber et godt psykisk arbejdsmiljø.

Kampagnen ’Fra stress til trivsel’ er en del af trepartaftalen, indgået som led i regeringens kvalitetsreform i 2007.

 

 

Kontaktinformation

Signe Kofoed (På barsel)

Signe Kofoed (På barsel)

Konsulent

Telefon: 3336 8844

Mobil: 4040 9844

 
besøg kampagnens hjemmeside