Ny forskning: Pædagoger har øget risiko for lymfekræft

[ TR-info ]

Der er 20 procent øget risiko for at udvikle lymfekræft, hvis man arbejder i en daginstitution. Det viser en ny kortlægning af sammenhængen mellem arbejde og kræftrisiko. BUPL ønsker mere handling for at sikre pædagogers arbejdsmiljø.

Michael Kjærgaard, Journalist, studerende | 21.10.10 11:25

Pædagoger ansat i daginstitutioner har 20 procent øget risiko for at udvikle lymfekræft. Det fremgår af en ny kortlægning, som Kræftens Bekæmpelse har fået lavet af sammenhængen mellem erhverv og risikoen for at udvikle kræft.


Årsagen til pædagogers øgede risiko for at udvikle lymfekræft kan ifølge arbejdsmiljøforsker og forsker bag kortlægningen, Johnni Hansen, være pædagogers svækkede immunsystem som følge af de mange forkølelser og andre sygdomme, der fourerer i daginstitutioner.

”Det er en kræftform, der hyppigere rammer, når immunforsvaret er svækket, som det muligvis kan være tilfældet for ansatte i børneinstitutioner – for eksempel på grund af de evigt forekommende snotnæser,” siger Johnni Hansen til Bupl.dk.

Han understreger dog, at det endnu ikke er fastslået, om et svækket immunforsvar er årsag til øget kræftrisiko.

Kommunerne skal sikre pædagogers arbejdsmiljø

Den markant øgede risiko for at udvikle lymfekræft hos pædagoger får forretningsudvalgsmedlem i BUPL, Lis Pedersen, til at efterlyse vilje i kommunerne til at sikre pædagogernes arbejdsmiljø.

”Man kan med et snuptag mindske risikoen for nedsat immunsforsvar ved for det første at skaffe mere plads, lys, luft og rum i institutionerne og for det andet ved at forbedre standarden i forhold til rengøring,” siger Lis Pedersen.

Kilde: Bupl.dk

 

Kontaktinformation