Ny bog om Homo Conexus – netværksmennesket

[ TR-info ]

Historien om den nye forbruger, den nye medarbejder og nye venskaber i en tid under stor forandring.

| 21.12.09 14:23

En ny bog af innovations- og new media-rådgiveren Morten Bay giver et bud på, hvordan de unge fra generation netværk tænker og hvorfor det er svært at forene med den måde, som fagbevægelsen er organiseret på.

Hvem er generation netværk? Ifølge Morten Bay er det næsten alle, der er født efter 1990, men også en stor del af dem, der er født fra 1972 og fremover. Jo yngre man er, jo mere ånder og lever man i netværk.
Det er svært for fagbevægelsen at tiltrække de unge og rekruttere dem som medlemmer. Det er efter Morten Bays opfattelse ikke fordi de unge fra generation netværk er liberale i deres indstilling eller usolidariske i deres måde at tænke på. I stedet har han en hypotese om, at det er fordi deres selvopfattelse er struktureret decentralt. Derfor passer fagforeningen som en centralistisk, hierarkisk organisation ikke til dem. Han taler også om at der hos ”generation netværk” er en ”neosolidaritet”, som er en mere pragmatisk form for solidaritet, hvor man hele tiden aktivt vedligeholder sit netværk og bekræfter sin eksistens. Hvor man gør noget for hinanden og hvor den nye solidaritet handler om, hvordan andre kan hjælpe en til at udvide sit netværk og hvad man selv kan levere socialt. Homo Conexus er ikke noget uden sit netværk.
I forhold til job og fagforening er generation netværk optaget af om det giver dem nye netværksmuligheder, som de kan bruge videre frem i deres liv. Hvor de i øvrigt ikke skelner mellem fritidsliv og arbejdsliv.
Morten Bays råd til de faglige organisationer er, at de skal sætte en omfattende decentraliseringsproces i gang og modernisere deres medlemskommunikation. Helt konkret foreslår han at fagbevægelsen bliver vært for jobformidling, idet mange jobs – måske 60% – formidles via netværket. Fagbevægelsen kan også arbejde målrettet med at binde medlemmerne sammen i netværk. Det kræver netværksagentpersoner, der ikke laver andet og som sørger for at der konstant kommer ny information ud i netværket, så medlemmerne føler at de får noget ud af at være med. Vigtigt er det også, at de føler at de ejer netværket, ikke at fagforeningen forsøger at sætte sig på dem. De unge skal nok finde ud af at organisere sig i effektive netværk, siger Morten Bay. Spørgsmålet er kun, om det bliver med eller uden fagbevægelsen.

 

 

Kontaktinformation

Dorte Limbjerg

Dorte Limbjerg

Konsulent

Telefon: 3336 8858

Mobil: 4010 8858

 
Om bogen:
 

Bogen er udkommet på Gyldendal Business i 2009.