Indstil din arbejdsplads til MIAPRISEN 2011
Mangfoldighed i Arbejdslivet er overskriften, når Institut for Menneskerettigheder i 2011 for syvende gang uddeler MIAPRISEN. Prisen tildeles virksomheder og offentlige institutioner, som formår at skabe mangfoldighed og ligebehandling på arbejdspladsen. Der kan tilmeldes nominerede arbejdspladser frem til 10. januar.
April næste år uddeler Institut for Menneskerettigheder den såkaldte MIAPRIS for at hædre virksomheder og offentlige institutioner, som i både ord og handling skaber mangfoldighed og ligebehandling på arbejdspladsen i forhold til køn, etnisk oprindelse, religion, alder, handicap og seksuel orientering.
I den forbindelse har alle virksomheder og offentlige institutioner mulighed for at få en professionel, grundig og gratis evaluering af deres indsatser af en ekspert fra Institut for menneskerettigheder.
Tidligere er MIAPRISEN gået til virksomheder som Microsoft i Danmark, ISS Facility Services A/S og McDonald’s Danmark.
”Alle virksomheder uanset størrelse og type kan og bør have politikker og initiativer for mangfoldighed og ligebehandling. Derfor konkurrerer alle også inden for deres egne kategorier. Vi opfordrer selvfølgelig alle til at benytte MIAPRISEN som en oplagt mulighed for at få en professionel, grundig og gratis evaluering af deres indsatser,” siger afdelingsleder og ligebehandlingsekspert hos Institut for Menneskerettigheder, Susanne Nour.
Det er muligt at tilmelde sig MIAPRISEN frem til 10. januar 2011 på www.miapris.dk.
Prisen overrækkes 7. april 2011. Nærmere sted vil blive offentliggjort senere.






