Førtidspensionerede lærere bliver stadig yngre

[ TR-info ]

Langt flere lærere ender på førtidspension, og samtidig bliver lærerne stadig yngre, når de må trække sig tilbage fra lærerjobbet. Det viser en opgørelse fra Lærernes Pension. Anders Bondo Christensen vil have problemet taget op på de kommende overenskomstforhandlinger.

| 15.12.10 11:54

Selv om de er unge og fulde af energi, må stadig flere yngre lærere opgive en fremtid i lærerfaget og, og må i stedet søge om førtidspension. Siden 2008 har Lærernes Pension tildelt førtidspension til 1.207 lærere, og heraf var de 287 yngre lærere under 40 år.

Samtidig er antallet af lærere på førtidspension steget markant fra 765 i 2004 til 1.918 i 2010.

For halvdelen af de lærere, som er blevet førtidspensioneret, har psykiske problemer i form af stress og depression været afgørende for beslutningen om at stoppe som lærer. I 2005 var det tilfældet for blot en tredjedel.

Unge lærere mødes af store krav
Formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, er ikke i tvivl om, at flere krav til lærernes undervisning sammen med en større forventning om rummelighed er de største stressfaktorer for især yngre lærere.

”Det går specielt ud over de unge, fordi erfaring betyder, at man kan takle tingene bedre. Man har et større netværk, og man har et andet forhold til ledelsen. Man er ikke så bange for at bruge ledelsen,” siger han til fagbladet Folkeskolen.

Anders Bondo Christensen vil derfor have det stigende problem med førtidspension taget op på de kommende overenskomstforhandlinger med krav om, at nye lærere skal tilbydes øget supervision eller en mentorordning for at undgå, at de brænder ud.

Flere FTF’ere på førtidspension
Behovet for førtidspension på grund af stress er ligeledes et stigende problem blandt andre faggrupper under FTF. En opgørelse fra juni i år fra pensionskassen PKA, der blandt andet tæller bioanalytikere, ergoterapeuter, jordemødre, socialrådgivere og sygeplejersker, viste således, at PKA siden 1998 har haft en stigning fra 79 tildelinger i 1998 til 253 i 2009.

En FTF-undersøgelse fra 2009 viste ligeledes, at 1/3 af lønmodtagerne under FTF-området følte sig stressede.

Kilder: Folkeskolen, PKA.