Vigtig EU-dom om aldersdiskrimination

[ TR-info ]

Det er i strid med et EU-direktiv, at opsagte medarbejdere med lang anciennitet og mulighed for alderspension afskæres fra godtgørelse efter funktionærloven, når de ønsker at fortsætte på arbejdsmarkedet.

| 12.10.10 18:03

EU-domstolen har for nyligt afsagt dom i en såkaldt præjudiciel afgørelse, hvor Vestre Landsret har bedt EU-domstolen om hjælp til fortolkning af direktivet om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv.

Sagen vedrørte en lønmodtager, der i en alder af 63 år og med mere end 18 års ansættelse, blev opsagt fra sit job i Region Syddanmark. Lønmodtageren rejste krav om fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a, hvilket arbejdsgiveren afviste med henvisning til, at lønmodtageren havde mulighed for at gå på alderspension.

Den pågældende havde imidlertid ikke planer om at gå på pension, og tilmeldte sig i stedet Arbejdsformidlingen som ledig.

For EU-domstolen var spørgsmålet, om det var i strid med forbuddet mod aldersdiskrimination, at afskære adgangen til godtgørelse efter funktionærlovens § 2a, når der var adgang til alderspension.

EU-domstolen fandt, at det er i strid med forbuddet mod aldersdiskrimination, at ordningen fratager de lønmodtagere, der ikke ønsker at gå på pension, retten til godtgørelse. Derimod er det ikke i strid med forbuddet mod aldersdiskrimination, at afskære muligheden for fratrædelsesgodtgørelse, hvis den pågældende rent faktisk går på alderspension.

Det er nu op til Vestre Landsret på baggrund af EU-domstolens fortolkningsbidrag at afgøre sagen.

EU-domstolens afgørelse i sag C-499/08 kommer fra domstolens store afdeling, hvor 13 dommere deltager i afgørelsen og må derfor antages at få stor præjudikatsværdi.

FTF mener, at dommen fra EU-domstolen om aldersdiskrimination er i god tråd med de bestræbelser, der i øvrigt er for at få folk til at blive længere på arbejdsmarkedet.

FTFs formand Bente Sorgenfrey siger: ”Nu skal må vi se hvad Vestre Landsret kommer frem til. Men som jeg læser afgørelsen, understøtter den de bestræbelser, der i øvrigt gøres for at få seniorer til at blive længere på arbejdsmarkedet. Funktionæransatte seniorer med lang anciennitet får nu et ekstra incitament til at søge nyt arbejde i stedet for at gå på alderspension i tilfælde af, at de bliver opsagt.”