FTF vil have skrappere regler for at sikre pensionspenge

Der må en mere stram lovgivning til for at forhindre, at pensionsmæglere ender i uheldig dobbeltrolle, mener FTF’s formand Bente Sorgenfrey. Hun peger på, at danske politikere nu har mulighed for at ændre fælles EU-regler, så mæglerne ikke ender med at rådgive om og sælge pensioner på samme tid.

| 18.08.10 10:58

Danske lønmodtagere bliver ladt i stikken og risikerer at miste dyrt optjent pension i en sag om pensionsmægleres dobbeltrolle. Finanstilsynet har netop afleveret en redegørelse om mæglernes dobbeltrolle, deres værktøjer til rådgivning og de såkaldte klientkontomodeller. Redegørelsen er dog alt for svag og uden klare og helt nødvendige anbefalinger for at sikre danske pensionskunders penge. Mæglerne kommer med reglerne til at sidde i en uheldig dobbeltrolle som sælger og rådgiver.

FTF’s formand Bente Sorgenfrey er især kritisk i forhold til Finanstilsynets forsvar af de nuværende regler. I dag kan pensionsmæglere både sælge pensionsordninger og tilmed rådgive om og administrere ordningen. Dermed følger Danmark et EU direktiv, der i øjeblikket er til diskussion, og så skal både tilsyn og alle andre presse på for at sikre de danske pensionskunder, mener Bente Sorgenfrey.

”Det er helt uforståeligt, at Finanstilsynet er så passiv, når direktivet lige nu kan blive strammet op. Tilsynet burde i det mindste have opfordret den danske regering til at arbejde benhårdt for et forbud mod mæglernes dobbeltrolle. Det anbefaler både vi og pensionsbranchen,” siger FTF-formanden.

Hun er også skeptisk i forhold til klientkontomodellen, hvor pensionsmægleren får et honorar sat ind på en konto. En gang om året bliver der så lavet en opgørelse over forbruget, men der er i ingen regler for, hvordan kontoen bliver gjort op, og hvad et overskud bliver brugt til. Det giver ikke mening, mener Bente Sorgenfrey..

”Det er jo virksomhedens ansatte, der betaler administrationshonoraret. Så skal medarbejderne jo også have et eventuelt overskud retur. Det skal hverken gå i mæglernes eller virksomhedens kasse, og det burde tilsynet altså have slået fast med syv tommer søm. Det er dybt frustrerende og meget skuffende, at det ikke fremgår af tilsynets redegørelse,” siger Bente Sorgenfrey.

FTF havde håbet, at Finanstilsynet ville tage mere hensyn til danske lønmodtagere og kommet med klare anbefalinger. Det er ikke sket, så nu forfølger FTF sagen politisk.

 

 

Kontaktinformation

Bente Sorgenfrey

Bente Sorgenfrey

Formand

Telefon: 3336 8801

Mobil: 4045 2645