Stress i politiet giver halvsure smileyer

[ TR-info ]

Arbejdstilsynet har aflagt tre besøg hos Syd- og Sønderjyllands Politi og konklusionen er klar: Politiet har så travlt, at arbejdsmiljøet er uforsvarligt.

| 27.11.08 16:27

Arbejdstilsynet har efter besøg hos politiet i Sønderborg, Tønder og Vejen uddelt halvsure smileyer til arbejdsmiljøet i de tre afdelinger. Politiet har simpelthen for travlt.

Travlheden fører til stress og sygemeldinger, men betyder også, at politiet ikke følger aktivt op på ellers oplagte narkosager, og at alvorlige sager om eksempelvis incest må ligge i en bunke i et halvt år, fremgår det af rapporterne.

Det er noget, der rammer den faglige stolthed siger tillidsrepræsentant Niels Hedeager fra Syd- og Sønderjyllands Politi til JydskeVestkysten, der har fået aktindsigt i de tre tilsynsrapporter.

”Det giver anledning til frustration, at der er for meget arbejde i forhold til den arbejdstid, der er til rådighed. Og når der er arbejdsopgaver, som ikke bliver lavet, så er det ikke fordi, der går nogle ansatte rundt hos politiet og laver ingenting.”

Den vurdering bakkes op af oplysninger om overarbejde i tilsynsrapporterne, som Arbejdstilsynet har udarbejdet på baggrund af besøget. Her fremgår det, at betjente har haft op til tre måneders afspadsering til gode. Alligevel oplever de eksempelvis, at lokalbefolkningen klager over, at politiet ikke følger op på anmeldelser og indbrud.

Niels Hedeager vurderer, at problemerne er generelle for hele landet og ikke er begrænset til de tre sønderjyske afdelinger, der har fået tildelt de halvsure smileyer.

Kilde: JydskeVestkysten

 
 
Tilsynsrapporterne viser blandt andet, at...
 

- i Tønder og Sønderborg oplever henholdsvis 38 og 35 procent af medarbejderne, at de ikke har tid nok til arbejdsopgaverne.

- kvaliteten i arbejdet hos politiet i Vejen bliver forringet, fordi der ikke er tid nok til efterforskningen

- i Vejen har en medarbejder haft tre måneders afspadsering – andre omkring 100 timer.

- landbetjentene i Tønder er blevet reduceret til sagsbehandlere. Den lokale, præventive funktion eksisterer ikke længere.

- betjente i Sønderborg efter politireformen udfører computerarbejde i stedet for at patruljere og efterforske sager.