Privatansatte med stram mundkurv

[ TR-info ]

For privatansatte er det forbundet med en stor risiko at udtale sig offentligt om virksomheds interne forhold. Det ønsker Finansforbundet ændret efter en aktuel sag, hvor et medlem blev fyret for at udtale sig til journalister.

En privatansat har en mere omfattende loyalitetsforpligtelse over for sin arbejdsgiver end en offentligt ansat i juridisk forstand. Selve begrebet ytringsfrihed for privatansatte findes ikke i dansk arbejdsret.

"Som loven er skruet sammen nu, er den i bedste fald oldnordisk", siger Krista E. Blaabjerg, konsulent i Arbejdsmarkeds-Etisk RÃ¥d, som arbejder for, at der nedsættes et udvalg til at kulegrave den danske retspraksis for de privatansattes ytringsfrihed.  

"Den privatansatte har såvel arbejdsgiver, sig selv og offentligheden at tage hensyn til. Der må afvejes, om der skal siges noget, hvad der skal siges, hvor det skal siges osv. Og hvis der på arbejdspladsen ikke eksisterer retningslinjer eller vejledning i dette dilemma, kan man ende med at træffe en beslutning, der har uoverskuelige konsekvenser både for én selv og for arbejdspladsen. Hvis man ikke bare giver sig selv mundkurv på", tilføjer Krista E. Blaabjerg .

Og det gør rigtig mange privatansatte. En undersøgelse foretaget af Dansk Magisterforening (DM) viste, at privatansatte ofte giver køb på retten til at ytre sig. En ud af tre adspurgte i undersøgelsen mente ikke, at de kunne gå til pressen og beskrive uregelmæssigheder i virksomheden, uden at det ville få betydning for deres ansættelsesforhold, vel at mærke efter alle andre interne instanser var afprøvet.

Privatansatte har i nogle tilfælde skrevet under på at tie stille, andre antager, at de vil blive fyret, hvis de ytrer sig mod virksomhedens linje, og andre igen føler så stærk loyalitetsfølelse over for arbejdspladsen, at de ikke ytrer sig. Undersøgelsen viste også, at mange privatansatte ikke kender grænserne for, hvad de må og ikke må sige.

Næstformand i Finansforbundet Kent Petersen mener, at det er et problem, hvis privatansatte er af den opfattelse, at der er store risici forbundet med at ytre sig.

"Det viser, at der er brug for at styrke retssikkerheden for de privatansatte. I en tid, hvor arbejdet bliver en mere integreret del af vores måde at leve på, er det særligt nødvendigt, at der findes nogle klare retningslinjer for, hvad man som ansat må udtale sig om. Og det må kunne lade sig gøre uden at gå på kompromis med den loyalitet til virksomheden, som inden for rimelighedens grænser jo skal være til stede", siger Finansforbundets næstformand Kent Petersen.

 
 
Fakta og links