Skænderi mellem chef og ansatte kan være til gavn

[ TR-info ]

Et godt gammeldags skænderi af faglig karakter er ikke til skade for en virksomhed. Tværtimod kan konflikter - hvis de vel at mærke er faglige - mellem ledelse og ansatte være med til at gøre en virksomhed stærkere og mere konkurrencedygtig.

Det kræver dog, at ledelsen skaber et arbejdsmiljø med plads til konflikter og faglige skænderier, hvor de involverede ikke behøver at frygte en fyreseddel eller en degradering.

Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (tidligere AMI - Arbejdsmiljøinstituttet) er konflikter en vigtig del af en sund virksomhed. Men uenighederne skal være synlige og relevante.

"Konflikter er bestemt ikke kun godt. Det er vigtigt at sondre mellem de interpersonelle og de sagsorienterede konflikter. De første handler om de personlige og fordomsfulde konflikter mellem medarbejdere, ledelse og andre - mens de andre handler om det konkrete projekt, virksomheder er i gang med", siger seniorforsker Vilhelm Borg fra forskningscenteret til i dag.dk.

Han mener, at der både er virksomheder i Danmark, som er gode til at give plads til de konstruktive konflikter, mens der er andre virksomheder, der er totalt konfliktsky. Det sidste er meget negativt for firmaets udvikling.
Åbenheden over for faglige konflikter afhænger af ledelsen i den enkelte virksomhed. Den skal ifølge Vilhelm Borg skabe et miljø med plads til uenighed og selv fungere som rollemodel. Men så er der også bonus i form af engagerede medarbejdere.

"Hvis en virksomhed viser, at der er plads til uenighed og faglig debat, hvor der argumenteres og til sidst tages en beslutning, vil de ansatte i meget højere grad arbejde for den endelige beslutning", siger Vilhelm Borg.

Kilde: ami<//a> og Net-redaktionen

 
 
Fakta og links