Mobning kræver systematisk modstand
Mobning på arbejdspladsen kan være svær at komme til livs, men det kan betale sig at gøre en systematisk indsats. Dels foregår der mere mobning på arbejdspladsen end tidligere, dels kan mobningen få en række negative resultater for både virksomheden og de ansatte.
Det fremgår af en såkaldt hvidpapir, som den internationale organisation Society for Human Ressource Management (SHRM) har udarbejdet, og som nyhedsbrevet ”Nyt om Efteruddannelse” gengiver i sit seneste nummer.
Mobning defineres som en "gentagen dårlig behandling af en eller flere medarbejdere, indeholdende en ondskabsfuld blanding af ydmygelse, fornedrelse og ødelæggelse af præstationer." Der er tale om en slags psykisk terror, hvor det kan være svært at fælde mobberen, fordi metoderne ofte er udspekulerede og befinder sig inden for de almindelige regler.
Årsagen til, at nogen mobber andre, kan ofte ligge i et behov for at kontrollere eller udøve magt over andre, eller årsagen kan ligge i konkurrencemotivet.
Mobberne kan deles i tre grupper: Dem der ønsker at sejre, dem der ønsker at præstere, og dem der ønsker at manipulere. Begge køn er repræsenteret blandt mobberne, og det er ifølge amerikanske undersøgelser karakteristisk for dem, at de føler sig utilstrækkelige, er dårligt udviklede og er uden trang til at tale sandhed.
De, der udsættes for mobning, synes at være ordentlige mennesker, der ofte er helt uforstående over for angrebene. Nogle undersøgelser viser en svag tendens til, at kvinder udsættes mere for mobning end mænd.
En tredje gruppe på arbejdspladsen er iagttagerne, der ofte føler sig hjælpeløse, og som ikke involverer sig - til dels af frygt for selv at blive mobbet.
Undersøgelser af mobbernes metoder peger på op til 75 forskellige taktikker, der rækker fra almindeligt drilleri over bebrejdelser og kritik til rygtedannelse, trusler og udelukkelse. I helt ekstreme tilfælde rapporteres der om vold og mord.
Hvidpapiret fra SHRM peger på, at mange virksomhedsledere til dels er medskyldige, fordi de ofte er for blødsødne over for mobberne. Nogle ledere anklager både mobbere og ofrene, hvis de ikke vælger helt at ignorere situationerne.
Undersøgelserne anbefaler virksomhederne at etablere en anti-mobbepolitik og metoder til at håndtere klager over mobning, desuden bør anti-mobning inkluderes i ledelsestræningen.
Kilde: NET-Redaktionen







