Ny analyse: FTF’ene er trofaste over for deres organisation
FTF har haft stabile medlemstal de seneste ti år, mens andre faglige organisationer har tilbagegang, fremgår det af en ny analyse fra Københavns Universitet. Forklaringen er medlemmernes faglige identitet, siger forfatter bag analysen.
Medlemmerne af de faglige organisationer under FTF er særdeles trofaste over for deres fagforeninger. I de seneste ti år har de 81 organisationer under FTF haft et stabilt medlemstal på omkring 350.000 aktive medlemmer i job med en stigning på 8.000 medlemmer siden 2000. Medregnes studerende og pensionerede medlemmer har de faglige organisationer under FTF i dag 450.000 medlemmer.
Fortsat vigende organisationsgrad
Det fremgår af en ny analyse af organisationsgraden på det danske arbejdsmarked, som Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier, FAOS, på Københavns Universitet har lavet.
Stor faglig identitet giver sammenhold
En af forfatterne bag analysen, professor i arbejdsmarkedsforhold Jørgen Steen Madsen, forklarer den stabile medlemsorganisering hos FTF-organisationerne med den store faglige identitet hos medlemmerne.
Han forudser derfor også en solid medlemsskare i fremtiden:
”Der er ikke udsigt til en dramatisk udvikling i organisationsgraden hos FTF-organisationerne. Selvom flere professionsudannede får en akademisk overbygning, er det spørgsmålet om det vil få dem til at søge over i en akademisk organisation. Den faglige identitet spiller en stor rolle for den typiske FTF’er,” siger Jørgen Steen Madsen.
Nye gule fagforeninger har fremgang
Mens FTF og Akademikernes Centralorganisation AC har været i stand til at fastholde medlemstallet, har det været anderledes sværere for LO, som i 2009 mistede 32.000 medlemmer.
Samlet er de faglige organisationers samlede organisationsgrad faldet fra 1.870.000 i 2000 til 1.804.000 i 2010. Alene fra januar 2009 til samme måned 2010 faldt det samlede medlemstal med 14.000 medlemmer.
I samme periode har de gule fagforeninger som Kristeligt Fagforening og Det Faglige Hus haft medlemsfremgang på 20.000 medlemmer, viser analysen fra FAOS.







