Digitalt tilbud til gravide styrker jordemoderpraksis

Kontakten mellem jordemoder og gravid kan blive bedre, hvis de får et tilbud om at dele information om graviditeten over nettet. Det viser et offentligt-privat samarbejde fra Århus.
Gravide har nok at tænke på, når de okser rundt mellem lægeklinikker, jordemødrecentre og sygehuse. Men samarbejdet med de gravide og mellem de forskellige praksisser kan blive bedre ved at bruge it-løsninger. Det viser projektet "Digital kommunikation i ny jordemoderpraksis".
Formålet med projektet var at undersøge, hvordan jordemoderpraksissen kan forbedres fremover. Konklusionen blev, at en hjemmeside med eget login til gravide kan styrke samarbejdet med og om den kommende mor.
Projektet er blevet til i et samarbejde mellem Århus Jordemodercenter og designvirksomheden Designit. Her viser erfaringerne, at et hjemmesideportal på nettet kan gavne den gravide og personalet. Virksomheden har derfor designet et bud på en digital løsning.
Se videopræsentation af løsningen
Mindre bøvl og bedre praksis
Det var ikke forudbestemt, at projektet skulle munde ud i en digital løsning. Men workshops, brugerstudier og tests fra projektet viser, at de gravide og deres familier kan blive inddraget bedre, hvis eksempelvis vandresedlen blev digitaliseret.
Vandresedlen er i dag et stykke papir, som den gravide bærer rundt på fra det ene tjek til det andet. Den indeholder oplysninger om graviditeten og den kommende baby, som det forskellige sundhedspersonale tilføjer. Fremover giver det god mening for alle at gøre den digital.
En portal på Internettet giver derudover også mulighed for at samle alt relevant information til den gravide - lige fra tilbud om rygestop-grupper og gode råd om graviditeten til en oversigt over scanningsbilleder, møder med egen læge og ny viden om fosterets udvikling.
Ved at bruge portalen kan sygehuset, lægeklinikken og jordemødrene få en bedre indsigt i hinandens arbejde, og den gravide og familien har altid adgang til information om graviditeten.
Fra design til praksis
Erfaringerne fra samarbejdet giver et langt bedre kendskab til de gravides og personalets behov end tidligere. Derfor har designfirmaet udviklet et nyt servicedesign med nye former for arbejdsgange, procedurer og kommunikationsformer på Jordemodercenteret i Århus. Det har indtil videre resulteret i positive ændringer i praksissen, men det er ikke nok.
Næste skridt i samarbejdet er derfor at omdanne designet af en portal på nettet til praksis. Parterne er derfor i gang med at søge penge til udformningen af en samlet digital løsning. Vurderingen er, at en løsningen kan frigøre timer fra personalet og styrke samarbejdet med og om den gravide.

