VOKAL hjælper lærerne

[ OPI-eksempel ]

Lærere, ledere og elever har gavn af det elektroniske redskab ”VOKAL”, der samler viden om elevers trivsel og faglige kunnen. Det letter lærernes arbejde med elevplaner.

| 18.01.12 23:07

Hvordan klarer Peter sig i skolen, og hvordan kan han klare det bedre? Det kan det elektroniske redskab " Vurdering Og Kortlægning Af Læring" (VOKAL) hjælpe med at få overblik over.

Mere om innovationsprojektet VOKAL

VOKAL er et samarbejde mellem Bureau 2000/Conexus, kommuner, skoler, forældrebestyrelser og lærere. Formålet er at lette lærernes arbejde med elevplaner ved at give bedre overblik over klassen.

Projektet skal samtidig give klasseteamet og fagteamet bedre redskaber og mulighed for at følge elevers udvikling - også elever der har specialundervisning eller dansk som andetsprog.

I dag bruger lærere mange timer på at udforme elevplaner for hvert enkelt elev. Planerne giver indblik i, hvordan den enkelte elev klarer sig fagligt i de forskellige fag, hvordan eleven trives i klassen, og hvad der skal til, for at eleven udvikler sig i en positiv retning. Det tager tid for læreren at skrive ned, og den tid kan udnyttes bedre.

Derfor indgik virksomheden Bureau 2000, den norske virksomhed CONEXUS og en lang række skoler og lærere fra blandt andre Rudersdal Kommune et samarbejde. Formålet var at udvikle et elektronisk redskab, der kan lette arbejdet med elevplaner, og samtidig give bedre overblik over klassen.

En lettere hverdag for lærer, elev og kommune
Løsningen blev det elektroniske redskab VOKAL. Det indebærer, at en lærer logger ind i et program og indtaster de oplysninger, der normalt står i elevplaner. Det kan eksempelvis være information om læse- eller regneevner, eller hvordan den enkelte elev trives. De indtastede oplysninger bruges til at føre en samlet og visuel statistik over elevernes udvikling og evner.

Formålet er at skabe et bedre overblik over klassen eller skolen gennem figurer. Den nye, overskueligt viden kan føre til en mere kvalificeret dialog mellem lærere og ledere, eller mellem skolerne og kommunen. Der er altså grobund for bedre faglig ledelse og en mindre arbejdsbyrde for lærerne - især, hvis der kommer en ny lærer til, som skal have overblik over klassen.

Desuden giver løsningen en bedre indsigt i arbejdet med elever med særlige behov eller med dansk som andetsprog. Det offentlige-private innovationssamarbejde har været en så stor succes, at den første version af VOKAL nu er færdigudviklet og de private virksomheder bag kan derfor tilbyde løsningen til skoler og kommuner.

Projektet præsenteres på Børnetopmødet 2012 og Skoleledernes årsmøde 2012. Derudover afprøver flere skoler i blandt andet Hvidovre og Rudersdal Kommuner teknikken.

Kontakt
Susanne Pade, projektleder, tlf: 44662264, sp@remove-this.bureau2000.dk