Befri den offentlige sektor

[ Pjecer ]

Den offentlige sektor trænger til at få sat kraftigt turbo på en fornyelse, der har sneglet sig af sted de sidste 25 år, mener FTF. På hovedorganisationens kongres, der åbnede i dag, offentliggjorde FTF et samlet politisk forslag med titlen ”Befri den offentlige sektor – og få mere velfærd for pengene”. Udspillet skal gøre op med unødvendigt bureaukrati, tidsrøvende arbejdsopgaver og stive styreformer.

| 18.11.09 13:16

En time om dagen pr. medarbejder – eller 60 millioner timer om året. Så store mængder tid bruger FTF’erne i gennemsnit på dokumentation på deres arbejde. Og overdreven dokumentation er bare én af de ting, der er gået galt i den offentlige sektor i løbet af de sidste årtier. Derfor er det heller ikke nok bare at afskaffe nogle af dokumentationsopgaverne og den dårlige styring – der skal sættes en bedre styring i stedet, mener FTF, der kommer med en række konkrete forslag.

FTF’s formand, Bente Sorgenfrey, forklarer baggrunden for det nye udspil sådan:

”Moderniseringen af den offentlige sektor har i mere end 25 år været et tilbagevendende tema i den offentlige debat. Intentionen har ofte været at finde nye, billigere og bedre måder at styre og prioritere på – inden for budgettet. De politiske og administrative svar har især fokuseret på at modernisere ved at udsætte den offentlige sektor for mere konkurrence og ved at bygge et kolossalt system af kontrol og dokumentation”.

”Resultatet kender vi i dag – som en offentlig sektor, hvor mange ledere og medarbejdere oplever, at de kun i begrænset omfang får mulighed for at yde deres bedste. Mange borgere oplever samtidig, at kvaliteten af de offentlige tilbud og ydelser er utilstrækkelig”, siger hun.

Udspillet er en samlet pakke af konkrete forslag, der alle har til formål at sætte kraftigt skub i moderniseringen af den offentlige sektor, hvor ca. to tredjedele af FTF’s i alt 450.000 medlemmer er ansat.

Drop unødvendigt bureaukrati
Vigtigt i befrielsen af den offentlige sektor er at få skåret ned på dokumentationen. Medarbejderne skal kun udføre den dokumentation, de rent faktisk kan bruge til at forbedre velfærden.

Det skal nås gennem fire forslag: Der skal opsættes klare mål for afbureaukratiseringen – for at få fart på processen. Medarbejderne skal udpege det meningsløse bureaukrati. Alle nye love og regler skal tjekkes for administrativt bøvl, og endelig skal medarbejderne kende meningen med dokumentationen.

Få mere hjælp fra teknologien
En anden vej til fornyelse af den offentlige sektor er ny teknologi. Her foreslår FTF, at ny teknologi kan være med til at befri den offentlige sektor for tidsrøvende arbejdsopgaver. Samtidig kan ny teknologi være vejen til mere flydende samarbejde mellem forskellige faggrupper, ligesom teknologien giver mulighed for at tilrettelægge arbejdet billigere og mere effektivt.

Derfor foreslår FTF også, at medarbejderne skal efteruddannes i nye teknologier, at medarbejdere og borgere skal være med til at udvikle teknologien, og at der skal forskes mere i teknologiens konsekvenser for arbejdslivet.

Brug medarbejdernes idéer til udvikling
Den tredje vej til en bedre offentlig sektor er udvikling – udvikling af nye løsninger, idéer og arbejdsformer. Her foreslår FTF som det vigtigste, at medarbejderne inddrages i langt højere grad end i dag.

De offentlige institutioner skal have styreformer, der giver større frihedsgrader til medarbejderne. Medarbejderne skal vises udstrakt tillid og ansvar, så de får mulighed for at udfolde deres faglighed – det vil nemlig bane vejen for, at udviklingen i højere grad kan vokse ”nedefra” fra medarbejdere, der møder borgerne i det daglige.

Traditionel styring skal udfordres
For at sætte mere gang i innovationen i den offentlige sektor foreslår FTF, at regeringen bruger 100 mio. kr. på et nyt program med såkaldte styringslaboratorier, hvor forskere og fagfolk i fællesskab udvikler nye dokumentations- og styreformer. Tanken er, at det skal ske med udgangspunkt i den praktiske virkelighed, hvor medarbejdere og ledere udfordrer den traditionelle styring.

FTF foreslår desuden, at der forskes mere i brugen af dokumentation. Endelig foreslår hovedorganisationen, at der nedsættes et nyt nationalt videnscenter for offentlig innovation. Centeret skal opsamle, opbygge og sprede viden og erfaringer om offentlig innovation – blandt gennem et nyt rejsehold, der skal tilknyttes centret.

 

 

Kontaktinformation

Bente Sorgenfrey

Bente Sorgenfrey

Formand

Telefon: 3336 8801

Mobil: 4045 2645

Jens Krogstrup

Jens Krogstrup

Konsulent

Telefon: 3336 8820

Mobil: 2892 3497

 
Ca. 60 mio. timer på dokumentation
 

Beregning: De i alt ca. 270.000 offentligt ansatte FTF’ere bruger en time om dagen på dokumentation. Det viser en FTF-panel-undersøgelse blandt 1600 offentligt ansatte.
Dette er ganget med de 230 arbejdsdage (ex. ferie) om året, som en fuldtidsstiling består af. Det regnestykke giver ca. 62 mio. timer om året på dokumentation for de offentligt ansatte FTF’ere, svarende til ca. 36.000 fuldtidsstillinger.