Vi skal forny den danske succesmodel

Da jeg stod her for tre år siden, havde vi højkonjunktur, jublen ville ingen ende tage. Antallet af arbejdspladser voksede, og privatforbruget eksploderede med boligprisernes himmelflugt. Nu står vi midt i den største økonomiske krise i mange år.

Krisen har afdækket en grådighed, som er kommet bag på de fleste. Vi har oplevet uprofessionel ledelse og kyniske bankdirektører, der i både ind- og udland har spillet hasard med ansatte og kunders livsgrundlag.

Det har kostet astronomiske beløb at rette op på – både for samfundet og virksomhederne. Og det har ramt almindelige mennesker hårdt. Mange er blevet fyret, mange har mistet deres opsparinger, og mange har måttet udskyde pensionen.

Krisen stiller store krav til regering og Folketing, men også til os i fagbevægelsen. Og også når vi kigger længere frem, er der brug for handling.

Statsministeren begyndte sin åbningstale i Folketinget med at sige – og jeg citerer: ”Danmark er et godt land at leve i. Vi har bygget et rigt samfund på foretagsomhed, opfindsomhed og godt købmandskab. Vi har skabt et trygt samfund med gensidig tillid og respekt. Vi har skabt et rimeligt samfund, hvor de bredeste skuldre bærer de største byrder”.

Jeg kan ikke helt genkende hans virkelighed, for der er sket noget med Danmark. ULIGHEDEN er vokset – AREBEJDSLØSHEDEN er vokset - SKÆVHEDEN i skattesystemet er vokset – alt imens TILLIDEN til de ansattes faglighed overdøves af kontrol.

Nej, krisen i Danmark er ikke kun økonomisk. Det er også en krise for nogle af de stærke VÆRDIER, der binder os sammen her i dag.

Vi har klaret kriser før. Vi har stået sammen før. Den danske succesmodel er dybest set en model for samarbejde mellem de ansvarlige aktører i samfundet og et tæt og dynamisk samspil mellem den offentlige og private sektor. På den måde har vi balanceret mellem fleksibilitet og tryghed på arbejdsmarkedet og skabe et fælles og solidarisk velfærdssamfund - og en stærk dansk aftalemodel med høj organisering hos både lønmodtagere og arbejdsgivere.

Nu er modellen i vanskeligheder. Og der er dybe ridser i succes’en. Det er dén udfordring, vi står overfor. Det er dét, vi må forholde os til i dag og i morgen. 

Lad mig sige det HELT KLART: Vi er parate til at tage et medansvar i samfundet – men det kræver også, at regeringen og Folketinget er villige til at give reel indflydelse til FTF og FTF’s medlemsorganisationer. Noget for noget. Det er de vilde med i regeringen. Og det er vi også, hvis det er en reel og for os fornuftig handel.

Vi bliver som beslutningstagere testet på, om vi træffer de rigtige valg og styrer Danmark gennem krisen uden for store omkostninger, for den enkelte og for samfundet.

Det kræver politisk lederskab og en evne til at sætte sig ud over kortsigtede populistiske løsninger, for politik handler ikke kun om at gøre dét, der umiddelbart er forståelse for. 

Politik handler om at sætte sig klare og visionære mål … og NÅ DEM!

Er det så lykkedes?

Regeringen har kun i begrænset omfang bragt de rigtige kriseinstrumenter i anvendelse. 

Jeg vil gerne kvittere for Bankpakke 1 og 2. Det var gode initiativer, der fik det finansielle marked på fode igen. Men den voldsomme satsning på at stimulere vores forbrugslyst, blandt andet gennem udbetaling af SP’en, har slået fejl, og ledigheden stiger fortsat. 

FTF’s medlemmer i den private sektor har med fyringer, arbejdsfordeling og lønnedgang mærket krisens voldsomme kraft. Og selv den offentlige sektor, som jo ellers mangler arbejdskraft, MÅ som følge af stramme budgetter sige farvel til ansatte. 

Regeringens strategi for at stoppe denne udvikling, har bygget på en tilgang om, at privat efterspørgsel skal være den drivkraft, der skal bringe os sikkert ud af krisen.

Her må jeg bare sige: Vi er ikke enige!

Nu fik vi med finansloven også en lille vækstpakke på 5 mia. kr. over fire år. Men der er brug for meget mere, og selv de ellers påholdne vismænd har anbefalet 10 mia. kr. i 2010 og 10 mia. kr. i 2011. Regeringen famler sig frem med små og spredte tiltag i sin krisehåndtering, mens flere og flere ledige må se undrende til. Og jeg mener, der er brug for mere for at styrke den private beskæftigelse og skabe en ny tro på fremtiden.

Fremrykkede offentlige investeringer skal bruges til de nødvendige formål – til at forbedre de fysiske rammer i den offentlige sektor, udvikle infrastrukturen, installere klimavenlige løsninger og ny teknologi – og forbedre vores mange utidssvarende uddannelsesinstitutioner, så det også bliver mere attraktivt at tage en uddannelse.

Vi har tidligere haft en god konkurrenceevne og en sund offentlig økonomi, og vi skal tilbage på sporet igen. Og netop med fremrykning af investeringer er der ikke i det lange løb tale om, at det belaster de offentlige finanser. Tværtimod.

Det er ansvarlig politik – både overfor de ledige og samfundet - og det er det, vi har brug for.

---

Udfordringen på arbejdsmarkedet er på kort sigt at modvirke effekterne af den økonomiske krise. På langt sigt handler udfordringen om manglen på kvalificeret arbejdskraft. Selv med en massiv indsats for at få flere til at gennemføre uddannelser, vil der være et stort udækket behov for kvalificeret arbejdskraft. 

Vi har derfor brug for en offensiv og KONSTRUKTIV arbejdsmarkedspolitik. Og her nytter det ikke, at uddannelse nedprioriteres i beskæftigelsesindsatsen. Det er et punkt, hvor den førte politik har svækket den danske succesmodel. Resultatet er, at der er unødvendig stor mangel på arbejdskraft i FTF-fagene, selv om ledigheden samtidig buldrer op. Og regeringen kan ikke løbe fra det ansvar, selv om kommunerne har fået mere ansvar for beskæftigelsespolitikken.

Senere eller mere gradvis tilbagetrækning er også helt nødvendig, hvis vi vil sikre arbejdskraft til både at LEVERE og FINANSIERE den brede velfærd. Alle taler om reformer, når kameraerne er slukkede på Christiansborg, men næsten ingen siger det højt. Jeg tror imidlertid, at vi bliver nødt til at tage den politiske debat om de nødvendige reformer og tage vores del af ansvaret. Det er for mig at se en forudsætning for, at vi kan værne om de VIRKELIG AFGØRENDE VÆRDIER i vores samfund. Helt afgørende er det dog, at eventuelle reformer ikke stiller FTF-grupperne ringere end andre grupper på arbejdsmarkedet.

Vi har også et andet problem, der truer kernen i den danske model på arbejdsmarkedet:

Som alt for mange har måttet føle på egen krop her under krisen, har vi et dagpengesystem, der ikke er så attraktivt som tidligere. Kompensationsgraden er faldet gennem mange år, og for nogle FTF-grupper dækker dagpengene nu kun ca. 40 pct. af lønnen. Aktiveringssystemet er fyldt med massiv kontrol, men opfylder ikke de lediges behov for opkvalificering. Det gør det selvsagt mindre attraktivt at forsikre sig. Det skader den enkelte, og det skader opslutningen til de faglige organisationer. Dermed svækker det også den danske aftalemodel og i sidste ende vores flexicurity og samfundets økonomi. Den danske model er bygget på høj organisering hos både lønmodtagere og arbejdsgivere.

Vi har her en udfordring, som vi bliver nødt til at handle på – i fællesskab.

Det, vi skal, er at bygge videre på den danske succesmodel. Vi har før vist, vi kunne stå sammen om svære udfordringer. Og vi bliver nødt til igen at styrke dialogen mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter om de udfordringer, vi står over for – ikke kun på grund af krisen, men i høj grad af hensyn til fremtiden.

Og jeg vil gerne ADVARE regeringen: Hvis I bevæger jer ind på reformvejen uden at tage os med, vil det forpeste samarbejdsklimaet mange år frem og bremse den nødvendige fornyelse.

---

I sommeren 2007 var der en større debat om offentligt ansattes lønninger. Da debatten efter min mening havde et helt skævt fokus, foreslog jeg den daværende statsminister, at han nedsatte en lønkommission. I første omgang reagerede regeringen ikke, men såvel oppositionen som Dansk Folkeparti støttede forslaget, og da der ved OK-08 kom strejker og massive krav om nedsættelse af en lønkommission, var regeringen villig til at støtte forslaget.

Vi lagde i arbejdet for en lønkommission vægt på, at spørgsmålet om, hvorvidt det kan betale sig at tage en uddannelse, skulle ha’ en fremtrædende placering i kommissoriet. Og efter lidt interne og eksterne kampe fik vi et kommissorium, som kunne skabe et godt fundament for arbejdet.

For os er det helt afgørende, at de offentlige lønninger er lige så attraktive som lønningerne i den private sektor, og at lønnen klart afspejler uddannelsesniveauet. Det er ikke bare rimeligt, men også nødvendigt for at sikre, at flest mulig tager en videregående uddannelse.

I FTF har vi nogle klare forventninger til lønkommissionens arbejde. Først og fremmest forventer vi, at den kulegraver alle de problemstillinger, som har været i fokus i de seneste par år. 

Her tænker jeg på forholdet mellem lønningerne i den offentlige og private sektor, sammenhængen mellem løn og uddannelse - og sammenhængen mellem køn og uddannelse. Når en nylig OECD-analyse viser, at Danmark indtager en 41. plads, når det gælder ligeløn, så er det bare SLET IKKE godt nok. 

---

De korte og mellemlange videregående uddannelser udgør et vigtigt uddannelsesområde, hvis vi vil sikre vækst og udvikling – såvel på det private som på det offentlige arbejdsmarked. 

Det forudsætter, at de grundlæggende uddannelsessystemer fra grundskolen til universiteterne er blandt de bedste i verden. Derfor er det vigtigt KONSTANT at sætte fokus på kvaliteten og resultaterne overalt i uddannelsessystemet.

Og lad mig sige det lige ud:

Regeringen prioriterer ikke vores uddannelsesområder nok!

Uddannelse og investeringer i uddannelsessystemet er helt afgørende for Danmarks muligheder i fremtiden. Det er derfor katastrofalt, at hver 4. studerende falder fra professionsuddannelserne. På erhvervsakademierne ser det lige så slemt ud, og hver 8. elev, der afslutter folkeskolen, kommer ikke videre uddannelsesmæssigt. For drengenes vedkommende er tallet endnu højere. Nye tal viser, at hver 4. mand blandt de 40-årige ikke har anden uddannelse end folkeskolen. Det kan vi ikke bygge fremtidens konkurrenceevne og velfærd på!

Ikke mindst på velfærdsområderne vil der i løbet af bare fem år mangle i tusindvis af kvalificerede medarbejdere, hvis ikke der satses massivt på bedre og mere uddannelse. Det viser alle fremskrivninger.

Forhandlingerne om globaliseringsmidlerne sluttede med en lille sejr. Det lykkedes os at få videreført de midler, som erhvervsakademier og professionshøjskoler stod til at miste nu. Og det lykkedes at få hævet rammen lidt. Det lykkedes også at få overført regeringens gæld til os fra SU-praktikken til professionsuddannelserne, herunder nogle af BUPL’s nye forslag.

Men det er jo ikke nok. Det ved vi alle sammen her i dag. Desværre må jeg også her sige, at den aktuelle politik er i strid med vores danske succesmodel. Høje kvalifikationer i arbejdsstyrken er nemlig den afgørende forudsætning for erhvervslivets konkurrenceevne og vores beskæftigelsesmuligheder. Intet viser det vel mere klart end den aktuelle mangel på FTF’ere - mens arbejdsløsheden skyder i vejret i andre fag.

Regeringen jamrer for tiden over et fald i den danske produktivitet. Det har statsministeren blandt andet sat højt på dagsordenen i sit nye vækstforum, men en helt ny analyse fra OECD viser, at faldet i produktiviteten ikke mindst skyldes, at den danske uddannelsesindsats nærmest er sat i bakgear. Analysen bliver forhåbentlig en øjenåbner.

Jeg kan love jer, at FTF fortsat vil kæmpe for at sikre uddannelserne en bedre økonomi. Det er ikke den nemmeste sag i verden under en økonomisk krise. Man KAN ikke spare sig ud af en mangel på dygtige medarbejdere. Og man kan heller ikke vinde konkurrencen med udlandet på den måde.

Vi tog sidste sommer initiativ til at udarbejde en national strategi for velfærdsuddannelserne sammen med KL, Danske Regioner og professionshøjskolerne. Det lykkedes for os at få både regeringen og oppositionen til at nikke anerkendende til vores oplæg dette forår. Og der er heller ingen tvivl om, at det arbejde kombineret med en ihærdig indsats op til og under globaliseringsforhandlingerne har haft afgørende betydning for, at det på trods af alle odds er lykkedes at få sikret knap 300 mio. kr. om året til sektoren i de kommende tre år. 
 

Vi havde gerne set et endnu bedre resultat, og kampen er derfor langt fra slut. Der er behov for at få sat en ny og mere langsigtet dagsorden her - og jeg vil opfordre regeringen til at nedsætte en uddannelseskommission med parternes deltagelse - for at få en langsigtet og massiv satsning på erhvervsrettede uddannelser som vejen til vækst og velfærd. Det vil gøre en forskel for Danmarks fremtid.

--- 

Overenskomst 08 kostede både kræfter og økonomi, og vi var sikkert mange, der var bange for, om den danske aftalemodel kunne holde. Jeg er glad for, at den igen viste sit værd, og at der blev fundet løsninger for både de konfliktende organisationer og for de organisationer, der tidligt i forløbet indgik forlig. Lad os sammen arbejde for, at modellen også i fremtiden viser sit værd. For den er en forudsætning for vores fleksible arbejdsmarked og for organisationernes indflydelses muligheder. 

Vi skal styrke de frie overenskomstforhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter - og den omfattende dialog mellem ledelse og medarbejdere på arbejdspladserne. Den danske aftalemodel står over for en prøve ved de kommende OK-forhandlinger, hvor rammerne vil være små og problemerne store.

Også på europæisk niveau arbejder vi aktivt på at forklare og forsvare den danske aftalemodel i forhold til EU’s lovgivningsmodel.

Med EF-domstolens seneste afgørelser – ikke mindst Laval-dommen – er ikke kun den danske – eller nordiske – aftalemodel blevet alvorligt udfordret. Også fagforeningerne i det øvrige Europa er blevet udfordret på deres ret til nationalt at varetage medlemmernes interesser. 

Laval-afgørelsen betyder, at adgangen til at anvende lovlige kampskridt for at opnå overenskomst forringes. Den betyder også, at de nationale fagforeninger forhindres i at aftale bedre vilkår, end dem, der fremgår at EU-direktiverne. 

FTF har gennem vores nordiske samarbejde i NFS fået opbakning til at foreslå vores europæiske samarbejdsorganisation EFS, at den på vegne af den samlede europæiske fagbevægelse skal opfordre EU-kommissionen til at sætte spørgsmålstegn ved EF-domstolens ageren i sager, der berører grundlæggende rettigheder for arbejdstagerne. Vi mener, at det bør sikres, at der i EU bliver en bedre balance mellem hensynet til den fri bevægelighed og de grundlæggende arbejdstagerrettigheder.

Det er et HELT centralt led i at forny og bevare styrken i den danske succesmodel.

---

I går blev politikerne til kommunalbestyrelser og regionsråd valgt for de næste 4 år.

Jeg ønsker de valgte tillykke med valget – let bliver deres arbejde ikke. De skal blandt andet kæmpe med skattebegrænsninger, der nedprioriterer fælleskassen og dermed velfærden. Nogen, og måske især vores ledere, vil med rette føle, at de bare er viceværter for Folketinget, og at deres handlemuligheder er stærkt begrænsede.

Vi har i de senere år oplevet en stadig stigende bureaukratisering og markedsgørelse af den offentlige sektors ydelser. For eksempel viser FTF’s tal, at alene de offentligt ansatte FTF’ere bruger 60 millioner timer om året på kontrol og dokumentation – tænk: 60 millioner timer!

Det er selvfølgelig langt fra meningsløst alt sammen – men det MÅ være muligt at bruge mere af den tid på borgerne. For det er OGSÅ en måde at være ansvarlig overfor samfundsøkonomien på, når budgettet er smalt, og borgernes forventninger stadig vokser.

Det var derfor med en vis skuffelse, jeg læste regeringens afbureaukratiseringsplan. Den er slet ikke ambitiøs nok. Jovist, der er fornuftige initiativer, men også absurditeter: Det er fx uforståeligt, at man ved en delvis afskaffelse af folkeskolens elevplaner mener at kunne skaffe 42 mio. kr. - når man, da man indførte elevplanerne fastholdt, at de ikke kostede noget.

Styringen af den offentlige sektor bliver imidlertid ikke god, bare fordi vi afskaffer en masse dårligt papirnusseri. Vi skal sætte noget bedre i stedet.

Derfor er jeg også glad for her i dag at kunne præsentere FTF’s helt nye politiske oplæg:

”BEFRI DEN OFFENTLIGE SEKTOR – og få mere for pengene”.

Vi vil et velfærdssamfund, hvor alle har fri og lige afgang, hvor de regionale og kommunale tilbud er underlagt demokratisk kontrol, og hvor bureaukratiet er minimeret til det nødvendige. FTF ønsker at udvikle den offentlige sektor og dens velfærdsydelser, så den understøtter den private sektor som en katalysator for vækst, og så der fortsat er høj kvalitet i velfærdsydelserne til gavn for borger og samfund. 

De mål kan vi bedre nå, hvis der bliver skabt mere plads til fagligheden, og medarbejdere og ledere bliver taget med i udviklingen af ydelserne og dokumentationsopgaven. Det samme gælder for udviklingen af arbejdskraftbesparende teknologi, der kan blive en stor hjælp, hvis medarbejdere og ledere er med i udviklingen og kan få tilpasset teknologien til både vores værdier og opgaver.

Vi bliver simpelthen nødt til at befri den offentlige sektor på den måde – for at få bedre kvalitet og mere for pengene.

For vi må ikke glemme, at gode uddannelser og sundheds- og omsorgstilbud er en forudsætning for den høje erhvervsfrekvens, vi har i Danmark. Den skattebetalte velfærd til borgere og virksomheder skaber sammenhængskraft. Velfærden gør Danmark til et attraktivt land at leve og investere i – og den er en grundpille i den danske succesmodel.

Den grundpille vil vi kæmpe HÅRDT for at videreudvikle!

---

Ikke mindst vore flexicurity-ordninger på arbejdsmarkedet giver virksomhederne en fleksibilitet, de har svært ved at få andre steder end her. Desuden er danske lønmodtagere effektive. Vi er faktisk så effektive, at det kan være svært at få arbejde og familieliv til at hænge sammen. Prisen er høj, og den betales af både børn og voksne.

Derfor er det vigtigt, at fagbevægelsen holder fast i kravet om balance mellem arbejdsliv og familieliv. Vi vil gerne have et udfordrende arbejde, vi vil gerne være fleksible, og vi vil gerne udvikle os - men IKKE på bekostning af helbredet og vores øvrige liv.

Det handler først og fremmest om, at tid og arbejdsopgaver skal hænge bedre sammen. Det handler om fleksibilitet i arbejdslivet – begge veje. Og det handler om, at vi er trygge ved at aflevere vores børn, unge og ældre, når vi skal på job.

Der er heller ingen tvivl om, at stress og belastet psykisk arbejdsmiljø er en stor udfordring på vores arbejdspladser. Hvad enten man er udsendt soldat eller politimand i Afghanistan eller er bankrådgiver i Danmark. I FTF’s seneste undersøgelse dokumenteres det, at flere end hver tredje føler sig stresset i arbejdet. Derfor har vi også i flere år kæmpet indædt for at få åbnet Forebyggelsesfonden for FTF-grupperne og få sat langt mere fokus på det psykiske arbejdsmiljø. 

Derfor er jeg også rigtig glad for, at det nu – for få uger siden – er lykkedes at få et gennembrud her. Konkret betyder det, at langt de fleste FTF-områder omsider kan få tilskud til at forebygge psykisk nedslidning – og det er på tide!

---

FTF er ikke kun et praktisk samarbejde. Vi er fælles om nogle værdier, og vi vil et samfund, hvor vi både kan skabe og dele. Et samfund med et rigt kulturliv. Et samfund hvor vi tager vare på hinanden. Den fri og lige adgang til sundhedsvæsnet undermineres af private forsikringer. Frit valg, skattestop og overbetaling af de private aktører har bidraget til ulighed i sundheden – og er gået ud over fundamentet for det fælles. Skattelettelser har en høj pris og risikerer at betyde mindre velfærd. Især når man også sparer medarbejdere væk hos SKAT og derfor ikke får inddrevet de skatter, som samfundets fælleskasse har brug for. Velfærdssamfundet er en central dynamo for udviklingen, og udsulter regeringen de basale velfærdsområder, er der risiko for, at den folkelige opbakning til velfærdssamfundet svækkes. De hidtidige principper om solidarisk finansiering, lige muligheder for alle, social tryghed og demokratisk indflydelse bliver i stigende omfang afløst af privatiseringer og mere individuelle og forsikringsbaserede ordninger.

Den solidariske velfærdsmodel vi kender i Danmark, hvor alle i princippet har lige ret til velfærdsydelser alene i kraft af at være medborgere i samfundet, er under et ekstra pres fra den øgede EU-integration. I store dele af Europa gælder "noget-for-noget"-modellen med et forsikringsprincip, hvor især tilknytningen til arbejdsmarkedet er vigtig. Det betyder ikke, at vi fra den ene dag til den anden presses til ændringer i vores systemer, men det sætter fokus på ydelser og rettigheder i den danske velfærdsmodel, og det præger den politiske dagsorden.

Vi står overfor en række reelle udfordringer og valg for velfærdssamfundets udvikling. Vi har gode bud på fornyende løsninger. Og vi vil have indflydelse på de svar, der skal findes.

---

Med det kommende klimatopmøde i København i december er hele spørgsm-ålet om konsekvenserne af klimaforandringerne blevet meget nærværende, og der er ingen tvivl om, at klimaforandringerne også er en udfordring for fagbevægelsen.

Den globale omlægning, der skal til for bl.a. at mindske CO²-udslippet, vil komme til at berøre indretningen af arbejdspladserne på en lang række områder, og her vil det bl.a. være en opgave at sikre, at indretningen også tilgodeser hensynet til medarbejderne og stimulere, at der oprettes nye arbejdspladser til erstatning for dem, der forsvinder i kampen for et bedre klima.

Men vi må også tage et ansvar for at finde klimaløsninger. Vi må opfordre medarbejderne til at tage et medansvar i praksis i hverdagen – og være med til at finde klimavenlige arbejdsgange og løsninger på den enkelte arbejdsplads. Som fagbevægelse kan vi være med til at sikre den brede støtte til de forandringer, der skal til, hvis vi skal flytte noget.
 

FTF vil være aktiv i forbindelse med klimatopmødet og medvirke til, at der holdes faglige arrangementer i forbindelse med topmødet. Og jeg vil opfordre jer til at tage aktivt del i dem.

---

Jeg startede denne tale med at sige, at politik handler om at sætte sig store mål og om evnen til at nå dem. Men politik handler også om at ville kæmpe og tale til menneskers forhåbninger om et bedre liv og et bedre samfund. Jeg vil benytte lejligheden til at vende blikket ind ad mod vores fællesskab – og det VI SELV KAN GØRE for at forny den danske succesmodel.

Jeg mener, vi skal åbne fagbevægelsen endnu mere overfor medlemmerne. Vi skal gøre det endnu nemmere og mere fristende at deltage i fællesskabet.

I dag vil rigtig mange mennesker – præcis lige som os her i salen - gerne gøre en forskel. Og det er det, vi skal gøre muligt og konkret for så mange medlemmer som muligt. Vi er demokratiske organisationer med hierarkiske strukturer – og vi skal nok passe på, at vi ikke bliver FOR hierarkiske i vores arbejde. Fagbevægelsen har et unikt projekt, der gør en forskel både for den enkelte og samfundet – men vi kan også lære noget af helt andre organisationer som fx Roskilde Festivalen, der får engageret en masse frivillige i at få udrettet en konkret indsats. 

FTF er 450.000 danskere, der KAN gøre en forskel. Når vi står sammen. Som jeg har beskrevet her i dag, står vi overfor store udfordringer, og det bedste vi kan gøre, er at vende vores fælles styrke udad.

Vi skal også - i vores daglige arbejde - blive bedre til at FORKLARE fagbevægelsen, som en tillidsrepræsentant sagde til mig forleden. Hun sagde, at vi tager meget for givet, som ikke er det i hendes generation.

Fagbevægelsens startpunkt og slutpunkt er arbejdspladserne. Og vi – og jo især de enkelte organisationer - skal være nærværende på arbejdspladserne og kunne forklare vores fælles indsats og vise vores resultater. 

Midlerne kan være mange, og tiden er knap. Men har de fleste af os ikke - som minimum - tid til at skrive 160 tegn – det der svarer til en SMS - til medlemmerne hver dag på Twitter eller Facebook? Og måske linke videre til det nye notat, den nye pjece osv.

Det må ikke erstatte den menneskelige kontakt, men de nye sociale medier ER en ny måde at eksistere på - et univers, eller rettere flere, hvor fagforeningerne OGSÅ skal være og kan åbne sig endnu mere overfor medlemmerne og give plads til deres ideer, kræfter og initiativ.
 

2,2 millioner danskere er på Facebook, og de amerikanske virksomhedsledere peger på Twitter som det mest indflydelsesrige medie lige nu. Vil I også være med, kan I gå lige ud i forhallen og få oprettet en Twitter-konto af vores dygtige kommunikationsfolk, der står parat.

FTF’s medlemsorganisationer repræsenterer en unik sum af viden og erfaringer fra offentlige og private arbejdspladser. Vores medlemmer befinder sig dagligt lige midt i samfundets brændpunkter. De er de sande eksperter, når det drejer sig om mulighederne for en fornyelse og videreudvikling af det danske samfund.

Jeg håber, at vi i den kommende kongresperiode vil bruge denne sum af viden og erfaring til at tage ansvar og bidrage med konstruktive udspil på de politikområder, vi senere på denne kongres skal diskutere, til gavn for ikke bare vores medlemmer, men også det danske velfærdssamfund!

Tak for ordet.

_ _ _

Kontakt:

Bente Sorgenfrey, Formand – tlf.: 40 45 26 45 eller
Flemming Andersen, Kommunikationschef – tlf.: 40 36 88 04